Bærbare d. 02. november. 2011, skrevet af Pizzadude 0 Kommentarer. Vist: 15225 gange.
I anledning af TV2's beep 2011 messe den 11. - 13. November, har Nova Book fået lavet en særlig version af High Octane, hvor låget er lakeret i et specielt Nova Book / beep2011 design. I bedste TV2 beep stil er farverne selvfølgelig forskellige nuancer i grøn, med navnet på messen og på Nova Books hjemmeside. Hvis man skulle have lyst til noget lignende selv, udfører Nova Book faktisk speciallakeringer som denne, både for virksomheder og private. Det skal måske lige nævnes, at på den almindelige model er låget sort og blankt, med et diskret mønster i.
Bortset fra det meget farverige låg, ligner denne bærbare computer, faktisk så mange andre der tilbydes rundt omkring. Det hele er i sort, og overfladerne er en blanding af blankt plastik og en type der har et udseende hen i retning af sort børstet aluminium. Man skal dog ikke lade sig narre, for der er altså stadig blot plastik. Men flot ser denne aluminiums-lignende overflade ud, og selv om det er plastik, virker kvaliteten af selve kabinettet til at være i orden.
I sin grundform er High Octane forholdsvis afdæmpet rent designmæssigt, og her er det selvfølgelig en personlig ting om man foretrækker dette, eller om man mere er til en bærbar der gør mere opmærksom på sig selv med lys og farver. Selv tilhører jeg den første kategori, men som nævnt har man også mulighed for at få designet gjort personligt, som det er tilfældet med lige præcis denne maskine.
Hvis man bruger sin bærbare computer til at skrive meget på, er særligt tastaturets layout og kvalitet meget vigtigt. Tastaturet på denne maskine er rimeligt, uden dog at imponere. De fleste vil dog nok sætte pris på, at man har valgt et såkaldt chiclet tastatur med mellemrum imellem tasterne. I dag er denne type tastatur faktisk nærmere reglen end undtagelsen.
Som det ofte ses, er der under tastaturet en del klistermærker, der fortæller lidt om hvad maskinen har at byde på rent hardwaremæssigt. I mine øjne er særligt THX og Nvidia Optimus klistermærkerne interessante, da de giver en forventning om god lyd og god batterilevetid - på næste side får vi at se, om maskinen kan indfri disse forventninger. Sidst vi havde en Nova Book igennem her på siden, var jeg ikke alt for vild med touchpadden og de to knapper til museklik. Denne gang har jeg dog intet at udsætte på nogle af de to ting. Overfladen på touchpadden er fin og let ru, mens de to knapper har en god fasthed og ikke larmer når man klikker
Lige under skærmen er der i alt fire knapper, der har forskellige formål. Til højre har vi den sædvanlige power knap, og genvejstaster til at slå det trådløse netkort til og fra, mute og til web kameraet. Til venstre er der lysdioder til indikation af diverse aktivitet, samt en knap til at skifte imellem det integrerede og det dedikerede grafikkort. Et tryk på knappen skifter i Windows imellem to strømstyringsindstillinger, hvor en af forskellene altså er hvilket grafikkort er aktivt.
Til slut kigger vi lige på hver side af maskinen, for at se hvilke tilslutningsmuligheder der er. Her på højre side er der en Dual layer DVD-brænder, indgange til lyd og mikrofon og en enkelt USB 2.0 port.
I venstre side har vi yderligere to USB 2.0 porte, to USB 3.0 porte, en eSATA port, HDM, VGA og LAN. Desuden sidder der en 9i1 kortlæser, og så er der udgang til kølingen hvor man tydeligt kan se en stor kobber køleprofil inde bag.
Anmeld
Information