Test
Jeg har testet Orochi trådløs tilsluttet mit Nvidia Shield TV via Bluetooth, og med kabel tilsluttet min alm. PC. Musen er blevet brugt til en blanding af alm. desktop brug, samt til spil på både Shield og PC.
Den trådløse forbindelse var let at forbinde. Ved at holde alle fire sideknapper inde, går musen i pairing mode, og man kan herefter parre den med sin enhed. Herefter var der en solid forbindelse og jeg oplevede på intet tidspunkt under brug at miste forbindelsen. Responstiden var også acceptabel og i alm. brug, hvor lyn hurtige reaktioner ikke er nødvendige er det ikke noget der skaber et problem. I hurtige skydespil og lign. synes jeg dog, jeg oplevede en smule forsinkelse. Dette var ikke specielt udpræget, hvis afstanden imellem musen og den anden enhed var kort, men blev mere udpræget hvis der kom lidt afstand i mellem. Det er ikke noget man ville opleve hvis man brugte Orochi med en laptop, hvor man sidder lige ved siden af. Jeg brugte den dog sammen med mit Shield TV, hvor jeg sad et en til to meter væk, og der var der en lille forsinkelse ved hurtige reaktioner og lign., som gjorde det svært at være helt nøjagtig. Jeg skal dog ikke kunne udelukke om en del af det kunne skyldes den noget uvante form/størrelse på musen.
Tilslutter man Orochi med kabel, er der dog ikke skyggen af problemer på den front. Det er dog værd at bemærke, at det medfølgende kabel kun er en meter lang, hvilket er ca. det halve af hvad man ser på de fleste andre mus. Musen er lavet til brug med en laptop, hvor man formodentlig sidder lige ved siden af, og her er det kortere kabel super godt for at undgå unødig kabelrod på bordet. Ønsker man at bruge den til en alm. desktop PC, skal man bare være opmærksom på at have et USB stik tæt på.
Den lille størrelse og mobiliteten er naturligvis et af salgspunkterne ved Orochi musen, men for en person som mig med relativt store hænder betød det dog desværre, at komforten ikke var specielt god, da musen simpelthen var for lille til min hånd. Den lå ikke naturligt i mit greb, da den var for kort til at få et ordentligt greb. Hvis man primært benytter sig af et claw grip på sin mus, er det dog nok ikke noget man vil bemærke helt så meget som mig med min semi palm/claw kombination.
På trods af den lille størrelse er Orochi også en relativt tung mus, når der er batterier i den, og den vejer i den konfiguration mere end den Razer Mamba TE jeg normalt bruger. Har man tilsluttet musen med kabel kan man dog uden problemer fjerne batterierne, og på den måde spare på vægten.
Selve ydelsen i spil har der ikke været noget at sætte en finger på ud over det komfort problemer jeg var inde på tidligere for mit vedkommende. Orochi leverer på den mekaniske front godt og knapperne var gode og specielt scrollhjulet var jeg glad for, da det leverede tydelig feedback.
På næste side samler vi op i en konklusion.