Kabinetter d. 30. december. 2016, skrevet af Renissen2 0 Kommentarer. Vist: 14415 gange.
Så lækkert ser det nye design ud på NZXT S340 Elite og det er for så vidt ikke den helt vilde ændring, der er tale om, men godt ser det ud med den hærdede glasplade, der dækker hele venstre side. Der er også blevet plads til et enkelt SSD-drev mere på selve PSU indkapslingen bag glaspladen.
Her er glaspladen så fjernet og den sidder fast med 4 fingerskruer, der i enderne har indbygget gummi, som ligger an mod selve glasset. Inde i kabinettets højre side ses en bukket bøjle, som man bruger til at montere ledningerne fra PSU'en og diverse enheder på, så de ikke hæmmer det ret "rene" udtryk, som kabinettet udstråler.
Her har jeg zoomet ind på en af de 4 holdere til glasset. Det er en special stålskrue med en gummitylle udover den tykke del, som bærer selve pladen. Bagerst kan der også svagt anes kablerne fra frontpanelet, hvor der blandt andet som en lidt mere speciel ting også er et HDMI kabel iblandt til dette kabinet.
Et kig indenfor afslører 7 sort malede dækplader til 7 PCI-pladser. Der er monteret stags/stand offs til ATX bundkort i kabinettet.
På PSU indkapslingen er der plads til i alt 3 stk. SSD'er. Den på siden er kommet til med den nye version af kabinettet. SSD holderne sidder fast med en enkelt fingerskrue og låser i 4 hakker på selve pladen. Man skal dog stadig montere enhederne med skruer på bagsiden. Helt til højre ses rillerne som eventuelle harddiske kan slippe af med varmen igennem. Hullerne over og ved siden af SSD holderne er til at trække ledningerne igennem.
De 2 medfølgende blæsere (i top og på bagside) er NZXT's egne FN V2 på 120mm og de kan tilsluttes et bundkort med et 3 benet stik eller som herover køre med stikkene sat til i den medfølgende adapter, så begge blæsere fødes med strøm fra et Molex stik.
Toppen er næsten helt plan lige med undtagelse af hullet til blæseren, der er lidt forsænket. Der er aflange huller til skruerne, så der vil også være muligt at montere 140mm blæsere i toppen. I bunden af billedet ses det store firkantede hul, som kabinettet trækker sin friske luft ind igennem, det går hele vejen igennem fronten.
Betjeningspanelet findes på toppen af kabinettet og det er fra venstre først en lille LED til harddisk aktivitet, så de 2 audio stik, et HDMI-stik til VR gear, 2 stk. USB 3.0 stik, 2 stk. USB 2.0 stik og endelig som det sidste startknappen, som er en kontakt med klikfunktion og kvaliteten føles som godt kram.
Højre side af kabinettet er dækket af en hvid stålplade og den sidder fast med 2 fingerskruer. Der er også et noget skævt hul, som er beregnet til en eventuel CPU kølers bagplade. Kabinettet har stadig rigtigt mange fæstepunkter for de medfølgende plaststrips og det er altid rart at se, så ledningerne kan fastgøres forsvarligt og pænt. Bemærk desuden at der er lidt ekstra kabler fra fronten, nemlig blandt andet også et HDMI kabel for at gøre tilslutning af VR gear nemt via frontpanelet.
PSU'en monteres fra højre side og der er en flange, man skal afmontere og spænde på PSU'en for at få PSU'en skubbet ind fra bagsiden af kabinettet. Den kommer så til at hvile på fire buler, der er trykket op fra bunden. Der er også riller i bunden så PSU'en kan trække frisk luft gennem filteret i bunden.
I venstre side af kabinettet er der plads til 2 stk. 3,5" harddiske. Den øverste hviler på 2 vinkler, der er bukket i 90 grader og den nederste hviler mod bunden af buret. Der skrues herefter 2 skruer ind i harddisken fra fronten, når frontpladen er afmonteret.
Der er kommet faste plastik ledningsholdere til og der er 4 af slagsen. De er faktisk ganske udmærkede fremfor de velcro ledningsholdere, der tidligere var monteret i kabinettet.
Den specielle bøjle, som skjuler en del af ledningsføringen, kan afmonteres her fra bagsiden, da den er skruet fast med 5 skruer.
Der er vedlagt en gummibelagt dims, som NZXT kalder en puk. Det er meningen, at den skal benyttes til at vikle den lange ledning fra et VR gear op på, når det ikke bruges og selve gearet kan så også hænges på pukken til sidst. Pukken er fremstillet i en slags gummihus og indeni er der kraftige magneter som nok skal kunne holde ledning og VR gear sikkert på plads, Det er muligt at skille pukken ad på midten, hvis man har en rigtig lang ledning eller man synes det ser bedre ud med pukken adskilt. Den kan naturligvis også sættes på fronten af kabinettet.
Så kom vi om til fronten og den er ligeså "clean" som højre side, det er en hvidmalet stålplade med NZXT's logo i underkanten, som er limet på frontens plastikstøbte del.
Selve fronten sidder fast på kabinettet med 8 kraftige plastlåse, som dog slipper sit tag, når man vil afmontere den ved at trække udad i bunden, Det er nødvendigt, hvis man skal rengøre frontens plastikfilter, som tåler en tur under vandhanen. Selve filteret sættes i et styr forneden og 2 magneter holder det på plads i overkanten.
På bagsiden er det fra oven først et hul til I/O skjoldet og ved siden af ses gennem et meshgitter en 120mm blæser på bagsiden. Derunder ses de 7 ventilerede PCI dækplader - til højre for dem en plade med et mindre meshgitter.
Her ses pladen over PCI-dækpladerne og den monteres igen, når man har monteret sit grafikkort eller andre kort og skaber dermed en meget pæn afslutning af, hvor kortene er monteret, den sidder kun fast med 2 fingerskruer ligesom PCI-dækpladerne. Her kan HDMI kablet til frontpanelet også ses ført ud igennem bagpanelet, da der på mit grafikkort kun er en enkelt HDMI port som sidder på bagsiden må kablet altså i mit tilfælde føres ud igennem bagsiden.
Så nåede vi atter bunden og her er der 4 fødder/støttepunkter, som kabinettet hviler på. Det er også hernede fra muligt at montere enten et 3,5" drev mere eller en 2,5" SSD.
Hernede sidder også kabinettets bundfilter og det skal trækkes ud fra bagsiden. Der er et lille håndtag at tage fat i, når det skal ud og rengøres/skylles. Dette er også af plastik.
Her ses lidt tættere på et af kabinettets støttepunkter. De er fremstillet i plastik med et tykt gummiindlæg til at optage eventuel resonans fra kabinettet og kabinettet står selvfølgelig også rigtigt godt fast på dem.
Jeg monterer hardware på næste side.
Anmeld
Information