Lyd d. 20. januar. 2017, skrevet af Gerner 0 Kommentarer. Vist: 12493 gange.
Jeg har længe set med fra sidelinjen hos Blue, da jeg synes, at deres hovedtelefoner har haft et helt unikt design. Samtidigt har jeg vidst, at de også sagtens kunne lave mikrofoner i god kvalitet, hvorfor min forventning til deres hovedtelefoner er højnet. For med et godt omdømme af deres mikrofoner og et så unikt design på selve hovedtelefonen, så må deres Blue Lola kun lyde godt.
Testudstyr
Afspiller: PC m. Tidal Hifi
Forstærker: Objective 2 (O2)
DAC: ODAC
Sammenlignings hovedtelefoner: Beyerdynamic T70
Allerede ved første lyt kunne jeg nikke godkendende ’Ja’ til, at det var en lyd, som jeg kunne holde ud i længere tid. Lyden fremstår en smule varm, men stadig neutralt lydende, hvilket klæder lydbilledet fint. Den smule varme jeg bemærker i lydbilledet gør hovedtelefonen mere behagelig at lytte til, da diskant og mellemtone ikke fremtræder ligeså markant som en lys hovedtelefon. Det passer også fint til transportabelt brug eller hvis man sidder derhjemme og vil slappe af til lidt god musik.
Bassen gør det ganske glimrende, som fungerer fint til den meste musik. Det skal lige siges, at jeg havde lidt problemer med at få placeret hovedtelefonen ordentligt på hovedet, før jeg fik en ordentlig bas respons. Hvad bassen gør godt er, at den supplerer resten af lydbilleder ganske hæderligt. Det er ikke en dyb bas, men i stedet en let bas, som rammer lidt længere oppe. Blue Lola passer derfor ikke så godt til musik med meget dybdegående bas, da de ikke kan følge med. Derimod musik hvor mellemtonen kommer i fokus, så får man et pænt supplement fra bassen.
Når musikken bliver sat på, og det er mellemtone der dominerer, så gør Blue Lola det ganske godt. Mellemtonen kommer lidt længere frem i lydbilledet end resten. Samtidigt er der en god portion luft i vokalen, der giver den en lethed at lytte til. Det får også lyrik til at stå mere klart i lydbilledet, da man sagtens kan høre, hvad der bliver sunget. Som nævnt tidligere, bemærker jeg en smule varme i hovedtelefonerne, som giver mellemtonen en mere behagelig klang.
Selvom det er en lukket hovedtelefon, så byder Blue Lola stadig på en fin bredde. Der er tilpas med luft inde i koppen, som giver effekten af et lydbillede, der kommer lidt længere ud end normalt. Man sidder ikke med fornemmelsen af, at der er to enheder klods op af ens øregange, men at de har taget et lille skridt ud ad.
Ser man på resten af lydbilledet, så får man en god mængde diskant. Den er blevet afdæmpet en del, hvilket betyder at man godt kan vinke farvel til en skarp diskant, men en mere behagelig at lytte til. Man oplever derfor ikke lytte træthed, men at man sagtens kan have dem på i længere tid uden at få ubehag i ørerne. Lytter man til resten af lydbilledet, så passer diskanten ganske glimrende.
Anmeld
Information