2 års garanti fra købsdatoen......

Diverse d.  30. november. 2001, skrevet af The Boss 0 Kommentarer.  Vist: 3670 gange.

Nye EU-regler gør forhandler og forbruger til Sorteper.........

PRESSEMEDDELELSE

Nye garantiregler farlige for forhandlere
Nye EU-regler kræver, at forhandlerne giver deres kunder 2 års garanti fra købsdatoen efter d. 1. januar 2002. Kun ganske få af IT-producenterne er forberedt på dette. Dermed er de nye regler en potentiel risiko for de enkelte forhandlere, som kommer til at hænge på den forlængede garantiperiode.

Danske Sandberg A/S er en af de få virksomheder, som har gjort noget - og dermed giver forhandlerne tryghed i baglandet, når garantiperioden skal fordobles fra nytår. Faktisk har der siden oktober 1999 været 5 års garanti på alle Sandberg produkter, fra den dato produktet købes i butikken. Det giver naturligvis også en sikkerhed for forbrugeren.

Umiddelbart kan det virke som en let sag at fordoble garantiperioden. Men i sidste ende er det ikke så enkelt, for det handler om kvalitet. Når der loves en lang garantiperiode, er det vigtigt for alle parter, både forbrugeren, forhandleren og producenten, at kvaliteten af produktet er høj nok til at produktet kan holde minimum hele garantiperioden. I modsat fald køber forbrugeren produktet under falske forventninger, og forhandler og producent får en masse ekstra omkostninger.

For Sandberg har processen startet ved produktionen. Sandberg stiller det krav til sine produkter, at maksimalt 1% må have fejl inden for garantiperioden. Når garantiperioden er 5 år, er det temmeligt høje krav at stille til produkternes kvalitet. Derfor er alle produkter grundigt gennemarbejdet med hensyn til materialevalg, komposition, kvalitetskontrol og design for at sikre den lange holdbarhed. Derudover ligger der et garantiregistreringskort i alle større Sandberg produkter.

Erling Hoff Petersen, ansvarlig for salg og markedsføring hos Sandberg A/S, siger: "Det er en stor omgang at sikre så høj en kvalitet på så mange produkter. Vi valgte at gøre det allerede i 1999, fordi det er vigtigt at have mere at byde på end blot de rigtige produkter til de rigtige priser. At nye EU-regler nu kræver at forhandlerne giver mere end det ene års garanti, som de fleste af vore konkurrenter tilbyder, er bare vores held. Vi håber selvfølgelig, at det vil give os en endnu større udbredelse, fordi det er en sikkerhed for forhandlerne."

Mange danske IT-forhandlere er trængte på grund af den store priskonkurrence på mange produkter. De nye EU-regler frygtes at blive fatale for mange af disse virksomheder. Reelt set skal forhandleren garantere 2 års garanti på et produkt solgt i en dansk butik d. 2. januar 2002 - også selv om det er en vare, som forhandleren kun har 1 års garanti eller reklamationsret på fra sin leverandør. Det betyder, at forhandleren kommer til at skubbe en potentiel udgift foran sig, som vil komme til udbetaling i 2003, hvor kunden kan komme og kræve sit produkt repareret eller ombyttet.

Hvis ikke de danske IT-forhandlere er meget opmærksomme på, om leverandørerne minimum garanterer 2 års garanti fra forhandlerens salgsdato på nyindkøbte produkter og på det eksisterende varelager, kan det komme til at tage livet af mange forhandlere i 2003. Og derefter er det de danske forbrugere, som står med Sorteper.

Opfordringen til forhandlerne er altså at sikre det rigtige valg af leverandør, så de ikke kommer til at sælge produkter, som kun har en kort garanti og som kun er konstrueret med henblik på at holde i minimum 1 år - for forhandleren er forpligtet til at garantere at de virker efter hensigten i 2 år.

Foruden at yde 5 års garanti fra forhandlerens salgsdato, har Sandberg på hjemmesiden www.sandberg.it utroligt gode support-sider, som afhjælper langt de fleste småproblemer, man kan stå med, når man skal have et nyt produkt til at fungere. Derudover får købere af Sandberg produkter tryghed i form af telefonisk og elektronisk hotline - samt naturligvis letforståelige, danske manualer.

Der er mere information om Sandberg, Sandbergs store produktprogram, Sandbergs forhandlere og den udvidede garanti på www.sandberg.it.

Undertegnede står naturligvis også til rådighed for yderligere spørgsmål vedr. dette.

Med venlig hilsen
Erling Hoff Petersen

Sandberg A/S · Moseholmsvej 10 · 3400 Hillerød
Tlf. 70268500 · Dir. 48222289 · www.sandberg.it · erling@sandberg.it