ComON møder William Gibson i Second Life

Diverse d.  03. august. 2007, skrevet af System 0 Kommentarer.  Vist: 436 gange.


»Du har 15 sekunder til at forlade denne bygning«. ComON venter sammen med flere hundrede fans på den amerikanske kultforfatter William Gibson i et stort auditorium i Second Life. Forfatteren er aktuel med en ny roman, Spook Country, som stiller skarpt på det moderne terrorfikserede overvågningssamfund. I næste uge starter William Gibson en turne for at præsentere sin bog, men den første boglæsning finder sted i Second Life, den populære online-verden, der er inspireret af Gibsons egne bøger.

William Gibson besøgte allerede Second Life inkognito sidste år og blev overrasket, ja ligefrem chokeret over, at hans virtuelle figur, hans avatar, fik hårde ord med på vejen af de Second Life-brugere, han mødte undervejs. Det fortæller hans britiske forlægger, Penguin Books, som op til gårsdagens møde havde arrangeret en avatar-konkurrence, hvor alle kunne designe en ny figur til Gibson i Second Life.

ComON var mødt op i auditoriet torsdag aften i god tid inden Gibson skulle på scenen, men et computer-nedbrud sendte hurtigt undertegnede ud i kulden igen. Genstart, og tilbage til auditoriet, der begyndte at ligne en S-togs-station i myldretiden. En af Second Life-nybyggerne hopper pludselig op på scenen og peger et gevær mod publikum: »Ud eller jeg skyder!« Fredsforstyrreren bliver hurtigt bandlyst fra bygningen, men arrangørerne har åbenbart været lidt for ivrige, for kort tid efter bliver alle fremmødte smidt på porten ? eller, for at blive i Second Life-terminologien, vi bliver teleporteret uden for bygningen, hvor vi pludselig svæver i den frie luft.

Tilbage til auditoriet igen og på plads inden kl. 21.00, hvor en kort film med Gibson ruller hen over storskærmen ? eller rettere, det gør den ikke, for der kæmpes med tekniske problemer bag scenen. Til sidst må arrangørerne opgive at vise filmen, men det er glemt i samme øjeblik, Gibson træder ind på scenen i et forbavsende konservativt look. Han ligner Quentin Tarantino, synes han selv, og afslører at han vist ikke er helt tilfreds med sin nye avatar.

Klapsalver runger gennem salen ? hvilket kræver lidt fantasi, når man befinder sig i Second Life ? og William Gibson læser op fra sin nye bog i 20 minutter, hvorefter der åbnes for spørgsmål fra publikum. ComON er klar ved tasterne og fyrer en bunke spørgsmål af. Er det ikke forældet at udgive papirbøger i en digital verden ? hvorfor ikke lægge den nye bog ud på nettet?

<I>»Jeg kan godt forestille mig at udgive en bog online, men der mangler stadig en platform, der kan erstatte papirbogen. Jeg tror nok at papirbogen er det ældste massemedie og dermed det mest veludviklede. Min forestilling er, at den perfekte e-bog ligner en papirbog på en prik, du kan tage den med i badekarret og læse i den, men den er altså elektronisk og kan blive til en hvilken som helst bog, du ønsker. Bortset fra det kan du sagtens finde alle mine bøger på nettet, jeg bliver vist piratkopieret i stor stil,« siger Gibson med et virtuelt smil.

I den moderne science-fiction bliver den teknologiske udvikling ofte fremstillet som en trussel ? hvad enten det er kunstig intelligens, der overtager herredømmet på planetten, eller nye former for overvågningsteknologi, som krænker privatsfæren. Hvad er der sket med den optimisme, som var udbredt i 1970'ernes visioner om kolonier på fjerne planetter og byer dybt under havet?

<I>»Jeg har en fuldstændig agnostisk holdning til teknologien. Jeg tror fuldt og fast på, at enhver teknologi er neutral indtil mennesket gør noget med den. Og ofte er det, vi gør med teknologien, noget helt andet end det, opfinderne oprindelig havde i tankerne,«.

Det kan ikke afvises at teknologien har gjort vores liv bedre ? det er svært at forestille sig et liv uden mobiltelefoner og iPods ? men har det også gjort os til bedre mennesker?

»Det er svært at svare på. Tænder er måske et godt eksempel. Hvis du går halvtreds år tilbage, så havde tandlægerne ikke den teknologi, der skulle til for at redde folks tænder, og der var en masse tandløse mennesker. I dag har vi selvfølgelig teknologien, men er vi så bedre mennesker af den grund? Vi kan sagtens have gode tænder og alligevel være onde. Jeg tror faktisk, at der er mange onde mennesker med flotte tænder. Men når du snakker om teknologi, så mener du sikkert små ting i bokse, og sådan tænker jeg ikke på det. Når jeg bruger ordet teknologi, så tænker jeg på ting, som for andre folk falder ind under rubrikken 'kultur'.«


Men hvordan har forfatteren det så med, at han har inspireret en hel generation af it-folk, der har læst hans bøger og bagefter bygget verdener som Second Life?

»Måske har jeg påvirket dem, men kun på en indirekte måde. Det sker nogle gange, at jeg møder folk der er lidt yngre end jeg selv, som takker mig fordi jeg har inspireret dem. Så snakker vi lidt og finder ud af, at det, som jeg i realiteten har gjort for dem, er at jeg har givet dem noget, som de kan vise til folk i jakkesæt der ikke har den fjerneste ide om, hvad de taler om. Men jeg er faktisk ikke så fantastisk til at forudsige fremtiden ? bare se modemerne og de mekaniske printere i Neuromantiker,« siger Gibson og forsvinder efter et kort øjeblik fra det virtuelle auditorium.

Manden der opfandt begrebet cyberspace er stadig sært utilpas med den moderne teknologi, selvom han for længst har udskiftet skrivemaskinen med computer og internet. Gibsons seneste bøger, Pattern Recognition og Spook Country, der udkommer den 7. august, foregår ikke længere i en fjern fremtid, men i vores egen science-fiction-agtige nutid. Og Gibson selv lægger ikke skjul på, at han hellere vil ses som samfundsrevser end som teknologisk spåmand. Med den nye bog har Gibson ifølge de første anmeldelser taget et stort skridt i den retning.

Link: http://warehouse.ncom.dk/lbb.php/1001/2898244555/MjAwNy0wOC0wMyxod3Rkaw==/aHR0cDovL3d3dy5jb21vbi5kay9pbmRleC5waHAvbmV3cy9zaG93L2lkPTMyMDg4

Nyhed leveret af http://Comon.dk