Apple og Google har i de sidste par år knyttet tættere og tættere bånd. Det har blandt andet udmøntet sig i en masse Googleproduceret Macsoftware og samtidig har Google leveret Google Maps til iPhone og direkte understøttelse af det Google-ejede YouTube til Apple TV, og sidst sidder Googles CEO Eric Schmidt såmænd også i Apples bestyrelse og trækker i trådene mellem de to selskaber.
I går kunne Steve Jobs så igen berette nyt om samarbejdet mellem Google og Apple. For Googles reklametjeneste, AdSense, gøres nu direkte tilgængelig via webprogrammet iWeb, som er den del af iLife 08-pakken. Derudover er det nu muligt at uploade film direkte fra det nye iMovie 08 til YouTube også.
Da en journalist i går aftes, fik lejlighed til at spørge Steve Jobs hvad alt det her Google-snak egentlig handler om, sagde Jobs undvigende og drilsk, at ?Google også elsker Apples produkter?.
Det, det i sagens natur nok mest af alt handler om, er at distancere sig fra Microsoft, noget både Google og Apple meget gerne vil, og såmænd også har styrken til sammen. For Apple er målet at øge Mac'ens markedsandel, for Google er det nok snarere at holde Microsoft fra dørene, med videotjenester, søgemaskiner og nye Web 2.0-tiltag.
Det eneste vi sådan set mangler nu, er nye rygter om at Google køber Apple, eller at Apple køber Google, og begge rygter har faktisk været luftet løbende i de sidste par år. Omvendt vil mange sikkert mene, at et partnerskab, som det ser ud nu, er tilstrækkeligt for de to giganter i kampen mod Microsoft.
At Google og Apple deler de samme overordnede mål, kom også frem fornylig, da Eric Schmidt blev spurgt om forholdet til Apple. Dengang svarede han, at ?Google og Apple laver flere og flere ting sammen via de normale kommunikationskanaler. Vi har samme mål og de samme konkurrenter?, konkluderede han.
Link: http://warehouse.ncom.dk/lbb.php/1001/2319531724/MjAwNy0wOC0wOCxod3Rkaw==/aHR0cDovL3d3dy5jb21vbi5kay9pbmRleC5waHAvbmV3cy9zaG93L2lkPTMyMTQx
Nyhed leveret af http://Comon.dk