Danske it-selskaber beskæftiger 100.000 ansatte

Diverse d.  30. oktober. 2007, skrevet af System 0 Kommentarer.  Vist: 382 gange.


Ifølge en opgørelse fra fagforeningen HK og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har den danske it-branche passeret en milepæl med 100.000 fuldtidsbeskæftigede. I andet kvartal er antallet af it-ansatte steget med 1,2 procent.

»Det er helt tydeligt, at fremtiden for Danmarks it-arbejdsmarked ligger i konsulentvirksomhed. Det er her der bliver skabt nye arbejdspladser. Vi har i Danmark kompetencerne til at styre projekter og udvikle nye løsninger, men de mere tekniske og praktiske arbejdspladser forsvinder. Men væksten i beskæftigelsen viser, at vi har formået at omstille os til det nye it-arbejdsmarked,« siger formand for HK/Privat, Karin Retvig, til Ritzau.

Det er dog ikke alle sektorer, der oplever vækst. Der er stor fremgang for it-konsulenterne, mens der er nedgang for it-teknikere og industri.

It-branchen havde 105.000 beskæftigede i 2000, hvor it-boblen var på sit højeste, men tallet faldt i de efterfølgende år. Nu er optimismen vendt tilbage.

»Vi har nu indhentet halvdelen af den beskæftigelse, der blev tabt i starten af årtiet. Det er især en vedvarende god periode fra begyndelsen af 2006 der har hjulpet beskæftigelsen,« siger Karin Retvig.

Link: http://warehouse.ncom.dk/lbb.php/1001/1618269851/MjAwNy0xMC0zMCxod3Rkaw==/aHR0cDovL3d3dy5jb21vbi5kay9pbmRleC5waHAvbmV3cy9zaG93L2lkPTMzMzQz

Nyhed leveret af http://Comon.dk