Når it-branchen mangler kvalificeret arbejdskraft, er der andre veje at gå. It-virksomheder kan enten outsource eller ansætte selvlærte it-professionelle. En anden mulighed er studerende.
Men virksomhederne skal passe på, at de ikke hiver for meget saft og kraft ud af de studerende, så deres studier bliver forlænget, mener brancheforeningen ITEK under Dansk Industri.
»Selvfølgelig kan man sige, at virksomhederne har brug for de her studenterhjælpere, men jeg oplever at mange studenter er opmærksomme på ikke at arbejde over 20 timer. De vil hellere blive færdig med uddannelsen,« beretter Tom Togsverd, der er direktør for ITEK. Han har selv oplevet, at en studentermedarbejder sagde fra, da der var brug for for ekstra arbejdskraft.
Og det er godt med et loft for studenterhjælpen, mener Togsverd. Branchen skyder sig selv i foden ved at bruge studerende så meget, at deres studier bliver forlænget. Fokus skal i stedet være på at få de unge færdige så hurtigt som muligt.
Men de studerende betyder meget, erfarer IT-branchen.
»Der bliver færre og færre, der er autodidakte. Det skyldes, at man i stigende omfang bliver ansat ud fra en uddannelsesbaggrund. Men der er mange, der tager studiejob og tjener gode penge på det ved siden af. Det kan være nogle, der laver en informations- eller designløsning. Det er meget normalt efterhånden, og det er også noget, vi som branche vil arbejde for at gøre lettere. At folk der studerer har mulighed for at få et job i branchen,« fortæller Jakob Lyngsø, der er administrerende direktør i IT-branchen.
Men i det hele taget er den danske it-branchen kendetegnet ved en broget sammensætning. Ud af 100.000 i branchen har blot 15 procent en lang videregående uddannelse. Resten har en kort eller mellemlang uddannelse - eller ingen uddannelse overhovedet.
Generelt har mindre virksomheder fat i den alternative arbejdskraft.
»De etablerede vil sige, at de hellere vil have nogle, der er færdigtuddannede. Jeg tror, det mere er mindre virksomheder, der har svært ved at tiltække kandidaterne. Det er mere de små virksomheder, der er nødt til at ansætte studentermedarbejdere. De store virksomheder med gode brands vil typisk være jobmagneter,« vurderer Tom Togsverd fra ITEK.
Casper Hermann Rasmussen er 23 år og arbejder som webudvikler og supporter hos det lille bureau Azite.
»Man kan sige, jeg er ung i branchen, men det er godt med nyt blod,« mener Casper Hermann Rasmussen.
Han har ikke pt. tænkt sig at tage en kandidatuddannelse, men nøjes med sin uddannelse som multimediedesigner. Han bruger i høj grad selvlæring og vil derudover tager kurser ved siden. At opbygge referencer er hans metode til at sikre sig selv arbejde for fremtiden.
»Det gælder om at sælge sig selv. Man skal kunne overbevise sin referencer, om at man godt kan levere varen,« siger Casper Hermann Rasmussen.
Link: http://warehouse.ncom.dk/lbb.php/1001/2391797511/MjAwNy0xMS0xMyxod3Rkaw==/aHR0cDovL3d3dy5jb21vbi5kay9pbmRleC5waHAvbmV3cy9zaG93L2lkPTMzNTYw
Nyhed leveret af http://Comon.dk