Aalborg Kommune åbnede i starten af måneden et væksthus for virksomheder som arbejder med interaktive digitale medier. Indtil videre er 10 mindre firmaer flyttet ind i væksthuset Bretteville, som ligger centralt placeret i byen mellem det kommende kulturcenter Nordkraft og Karolinelunden. Tidligere blev adressen Brettevillesgade 14 brugt til udlevering af metadon, men nu danner bygningen rammen om et ambitiøst fremstød indenfor den digitale oplevelsesøkonomi.
»De seneste års udvikling inden for det traditionelle erhverv er baggrunden for at man også vil fokusere på den digitale indholdsindustri. Det er et perspektivrigt område i god vækst, som helt klart er værd at støtte op omkring, investere i og videreudvikle,« siger Dolan Sund Nielsen, der er projektleder på Bretteville projektet.
Kommunens erhvervsafdeling har sammen med andre nordjyske aktører bevilliget 13,7 millioner kroner til initiativer omkring digitale medier. Nordjylland har allerede markeret sig internationalt med udvikling af teknologi til mobiltelefoner. Nu gælder det indholdsproduktion.
»Hver dansker har efterhånden to mobiltelefoner i lommerne. Det er uforståeligt for mig, at der ikke er en større produktion af indhold til mobiltelefoner her i landet,« siger Dolan Sund Nielsen.
Blandt de nye virksomheder i Bretteville-huset er spilfirmaet OpenStory, som udvikler en ny form for computerspil, hvor historien ikke er skrevet på forhånd, men udvikles i et dynamisk samspil mellem spilfigurerne.
»Jeg har længe været irriteret over den måde computerspil bliver lavet på. Man har taget produktionsmetoden fra lineære medier og ikke taget hensyn til den interaktivitet, der kan skabes i digitale medier. Når man skriver historien på forhånd, har man kontrol over forløbet, men spilleren vil ikke føle sig som hovedpersonen, fordi man ikke kan påvirke handlingen. I vores spil skriver vi ikke historien på forhånd, mens beskriver historiens strukturelle karakteristika,« forklarer Nikolaj Hyldig.
Indtil videre har OpenStory fire medarbejdere, men planen er at dette tal skal mangedobles over det kommende år, hvis det lykkes at skaffe den nødvendige finansiering på 10 millioner kroner til spillet »The Bridge«. I så fald bliver OpenStory for stor til Bretteville og skal rydde sine kontorer for at give nye plads til andre iværksættere med friske ideer. Helt i tråd med tanken om, at Bretteville skal fokusere som væksthus og kuvøsemiljø for nye firmaer.
»Det er rimelig væsentligt at have andre folk omkring sig. Det er altid godt med friske øjne til at vurdere det, man laver, ellers kan det nemt ske, at man stirrer sig blind på det,« siger Nikolaj Hyldig fra OpenStory.
Og jo hurtigere de små virksomheder kan blive flyvefærdige og forlade Brettevillesgade, jo større er chancen for, at Aalborg kan blive hjemsted for det næste IO Interactive eller Deadline Games.
Ved indgangen hænger stadig et skilt med adfærdsregler fra den tid, hvor bygningen var hjemsted for byens metadon-brugere. Én af reglerne kunne også fungere som ledetråd for de nyudklækkede it-iværksættere, der hurtigt skal lære at stå på egne ben: »Kom ikke tilbage, når du er gået«.
Link: http://warehouse.ncom.dk/lbb.php/1001/3675357006/MjAwNy0xMS0yOSxod3Rkaw==/aHR0cDovL3d3dy5jb21vbi5kay9pbmRleC5waHAvbmV3cy9zaG93L2lkPTMzNzk0
Nyhed leveret af http://Comon.dk