Analyse: Milliarder på højkant i TDC-ballade

Diverse d.  29. november. 2007, skrevet af System 0 Kommentarer.  Vist: 256 gange.


Hele balladen om samlerabatten drejer sig i bund og grund om tocifrede millionbeløb, der månedligt skal fordeles mellem TDC og konkurrenterne. Over ganske få år løber de millionbeløb på i milliardbeløb.

I flere år betalte fastnetkunder to gange for drift og vedligeholdelse af kobbernettet, hvis de både havde en bredbånds- og telefonforbindelse på samme stykke kobber.

Videnskabsminister Helge Sander bad i slutningen af september 2005 IT- og Telestyrelsen om at lave en analyse om mulige løsninger på dobbeltdækningsproblematikken. I maj 2006 havde TDC så en løsning klar, der sørgede for, at kunder ikke betalte to gange for samme vare. Det var den berømte samlerabat, som IT- og Telestyrelsen blåstemplede.

Men TDC's konkurrent Cybercity brokkede sig, da TDC med deres løsning skulle samkøre informationer fra engrosafdelingen med detailafdelingen - det var den detalje, som Teleklagenævnet i starten af oktober dette år afgjorde var ulovlig.

Nu håbede Telia og Telenor, der ejer Sonofon og Cybercity, at deres løsning ville blive implementeret. Og man kan ikke bebrejde dem i at ønske det.

Konkurrenternes løsning ville nemlig betyde, at TDC ville miste millioner af kroner i tabte indtægter.

Som det er i dag, bliver rabatten givet i TDC's engrosafdeling - det vil sige TDC's salg af kobber til sig selv og sine konkurrenter. Hver gang en fastnetkunde også opretter en bredbåndslinje på samme kobber, udløser det en rabat. Den bliver i første omgang givet på engrosniveau, men TDC har så valgt at give rabatten videre til kunden.

Ved konkurrenternes løsning skulle rabatten blive givet til alle dem, der oprettede en bredbåndslinje.

»Hvis det er bredbåndforbindelsen, der udløser rabatten, så er det også bredbåndsforbindelsen, der skal have rabatten. Det er sådant set meget naturligt,« mener Nicholai Pfeiffer, der er regulatorisk chef hos Cybercity.

Da TDC's konkurrenter har en mindre markedsandel, når det kommer til bredbånd, så ville TDC miste en masse kroner ved konkurrenternes løsning, og TDC's konkurrenter ville få ekstra millioner i kassen.

Tal fra IT- og Telestyrelsen fra første halvår 2007 viser, at TDC sidder på 80,8 procent af alle fastnetlinjer, mens selskabet blot sidder på 56,6 procent af bredbåndsmarkedet.

Cybercity har tidligere vurderet, at dobbeltdækningen i alt har givet TDC over en milliard ekstra i kassen fra 2000 til 2007. Det er svært at anslå de præcise beløb, men de seneste tal viser, at 1.154.916 har en bredbåndsforbindelse over kobbernettet. Hvis alle bredbåndskunder også har en telefonforbindelse, udløser det den nuværende rabat på 45 kroner, og det vil det betyde, at TDC's engros-afdeling hver måned giver omtrent 52 millioner i samlerabat. Tallet er ikke så højt i realiteten, da alle bredbåndskunder ikke samtidigt har en fastnetlinje, men teleselskaberne slås om månedlige to-cifrede millionbeløb.

Hvis Cybercity får sin model gennemført, så ville selskabet i realiteten næsten gratis kunne oprette sine bredbåndsforbindelser. Eneste udgift ville blive omkostningerne til at sætte ADSL-modem og skillefilter op.

»Når bredbåndsforbindelsen så bliver oprettet, så betaler man i vores model for de bredbåndrelaterede omkostninger og vil ikke på ny finansiere TDC's drift af telefonforbindelsen,« fortæller Nicholai Pfeiffer om konsekvenserne af Cybercitys løsning.

Dermed vil fastnetkunderne betale for den generelle drift af kobbernettet.

Der er altså ikke noget at sige, til at TDC's konkurrenter for tiden spændt venter på IT- og Telestyrelsens reaktion.

TDC har løbende været i dialog med styrelsen omkring en ny løsning på problematikken. I sidste uge fik TDC så et såkaldt paragraf 77 brev, der fortalte, at styrelsen accepterede TDC's løsning, hvor der kun blev ændret ganske få detaljer i ordningen, hvor rabatten bliver udløst til fastnetkunderne.

Der var dog nogle knaster i TDC's løsning. Der er en manglende kontrolløsning, og så er der er nogle ulovligt fremkomne oplysninger, som TDC stadig bruger til at give rabat til eksisterende kunder.

Link: http://warehouse.ncom.dk/lbb.php/1001/3675357006/MjAwNy0xMS0yOSxod3Rkaw==/aHR0cDovL3d3dy5jb21vbi5kay9pbmRleC5waHAvbmV3cy9zaG93L2lkPTMzNzkx

Nyhed leveret af http://Comon.dk