Hackede Mobivic afviser konkursrygter

Diverse d.  05. december. 2007, skrevet af System 0 Kommentarer.  Vist: 262 gange.


Der er blæst om det danske mobilselskab Mobivic, der mest er kendt for sine udlandspriser.

Da ingen kunne komme ind på hjemmesiden i weekenden valgte Frank Rasmussen på en debatside at offentliggøre en mail, der omhandlede en ubetalt regning.

Regningen var fra Operators Clearing House, som desuden fortalte, at det som konsekvens af den manglende betaling ikke ville være muligt at lave nummerporteringer til Mobivic.

Frank Rasmussen insinuerede på baggrund af mailen, at Mobivic var på grænsen til konkurs.

»Nu kan man jo ikke konkludere 100 procent, at de er lukket, selvom meget jo tyder på det,« skrev Frank Rasmussen på http://mobildebat.dk/showthread.php?p=898785

Men Mobivics direktør Bobby Elahi afviser, at selskabet er på spanden. Han fortæller derimod, at en engelsk partner, selskabet STG International, er under konkursbehandling. Det selskab har sammen med danske Neoconsult stået for nummerporteringerne, og det har Mobivic betalt 386.000 kroner for over en to-årig periode.

Da Mobivic ikke har så mange nummerporteringer har firmaet ladet stå til, selvom Operators Clearing House havde oplyst Mobivic om, at selskabet grundet restance ville få lukket for overførslen af numre.

Nu oplyser Bobby Elahi dog, at Mobivic arbejder på en løsning, så man igen kan få overført numre til selskabet. Det har hele tiden været muligt at få flyttet numre væk fra selskabet.

»Prøv at ringe til mig torsdag eller fredag, og så er det hele oppe at køre,« lover direktør Bobby Elahi.

Han anklager derimod Frank Rasmussen for at ville skade en konkurrent ved at hænge det beskidte undertøj til tørre, men det afviser Frank Rasmussen selv.

»En konkurrent med 18.000 kunder er fuldstændig ligegyldig,« hævder Bibob-direktøren. Han mener desuden, at det skader hele branchens ry, når et teleselskab for eksempel ikke får betalt sin regning til Operators Clearing House.

Link: http://warehouse.ncom.dk/lbb.php/1001/301654870/MjAwNy0xMi0wNSxod3Rkaw==/aHR0cDovL3d3dy5jb21vbi5kay9pbmRleC5waHAvbmV3cy9zaG93L2lkPTMzODc4

Nyhed leveret af http://Comon.dk