Danske virksomheder skruer ned for it-investeringer

Diverse d.  12. februar. 2008, skrevet af System 0 Kommentarer.  Vist: 276 gange.


Den globale udvikling smitter nu af på de danske virksomheders lyst til at investere i it.

En endnu ikke offentliggjort rapport fra IDC viser, at danske virksomheder er i færd med at nedjustere deres forventninger til it-budgetterne de kommende år, skriver Børsen.

Halvejs inde i 2007 vurderede IDC, at væksten i de nordiske it-investeringer ville havne på cirka fem procent. Nu nedjusteres den spådom til 4,2 procent. Væksten i 2008 forventes nu at blive 4,3 procent. Den overordnede udvikling på både hardware, software og service forventes at blive 4,6 procent.

Det er især hardwaremarkedet, der står for skud. Væksten på hardwaresalg bliver cirka 4,3 procent i år. I 2009 forventes tallet at blive 4,7 procent, selv om forudsigelsen for under et halvt år siden var 6,4 procent.

Udsigterne er lidt lysere for service og outsourcing-markedet.

Det er de stigende oliepriser, den svage dollar og faldende huspriser, der er med til at nedtone virksomhedernes forventninger til store it-budgetter i de næste tre år, fortæller IDC Nordics direktør Per Andersen til Børsen.

Link: http://warehouse.ncom.dk/lbb.php/1001/1625795058/MjAwOC0wMi0xMixod3Rkaw==/aHR0cDovL3d3dy5jb21vbi5kay9pbmRleC5waHAvbmV3cy9zaG93L2lkPTM0NzQ1

Nyhed leveret af http://Comon.dk