Vi har længe ment, at nVidias påståede planer om at lancere et grafikkort med to GF100-chips påsat, for længst var dødfødt, grundet den gigantiske grafikchips strømforbrug på omkring 250 Watt. Det rygtes nu, at dette kort, som vi har valgt at give kælenavnet "GTX495", faktisk forbliver på tegnebrættet, og endeligt er slettet fra nVidias roadmap.
Grunden hertil er, uden tvivl, strømforbruget der angiveligt var sat til rekordsættende 375 Watt. Og selv med et så skyhøjt strømforbrug, ville kortet sandsynligvis have et par lettere amputerede GF100-GPU'er, da 2 fuldt funktionelle GF100-chips ved samme clocks som GTX480, ville afføde et strømforbrug på omkring de 500 Watt(!).
Men frygt ej; en afløser er på vej.
Nvidia har nemlig GF104-chippen, der hovedsageligt skal kæmpe imod AMD/ATi's Radeon HD5830 og HD5850, i støbeskeen. Lanceringen af de nye mainstream GeForce grafikkort, der bl.a. tæller GeForce GTX460, skulle ske i løbet af sommeren. I samme ombæring, skulle nVidia også lancere et grafikkort med 2 GF104-chips på.
Vi kender endnu ikke de præcise specifikationer på GF104; men rygter siger, at antallet af kerner vil ligge på 256, mens chippen også vil have 64 TMUs og 32 ROPs, imens strømforbruget vil ligge på 150 Watt. Og med de specifikationer, der er så langt fra flagskibet GF100, kan man blive i tvivl om, hvorvidt et grafikkort med 2 af disse GPU'er, rent faktisk er en god ide.
En ting er dog sikkert: Vi kunne godt bruge noget konkurrence i mainstreamsegmentet - og det kommer der til sommer.
Links til kilder:
http://www.fudzilla.com/content/view/18820/34/
http://www.fudzilla.com/content/view/18243/34/