Diverse d. 19. august. 2012, skrevet af jmose 0 Kommentarer. Vist: 987 gange.
Dagens Hwt.dk portræt:
"jmose"
Funktion på HwT.dk:
Korrektturlæser. I starten ansvarlig for test af bærbare maskiner, men eftersom det kneb med tiden slog jeg over i nyhederne. Herefter havde jeg et års pause (2011) og vendte her i foråret 2012 tilbage i folden.
Startede på HwT:
Oprettet som bruger 2003, optaget i crew Oktober 2005
Bopæl/By:
Brejning. En skøn lille plet lige syd for Vejle.
Alder:
39 år
Civilstatus:
Gift med Tanja på 9´ende år. 3 hjemmeboende børn i alderen 5 - 16 år. Den ældste på 17 har lige fået læreplads på Hindsgavl Slot som tjener-elev og er derfor flyttet hjemmefra.
Uddannelse & job:
Udlært industrislagter i 1998 på Roskilde Slagteriskole.
Danish Crown´s Group Academy. En intern leder uddannelse for mester/mestersvende i slagteribranchen.
Har i en del år levet af at udbene okse bagfjerdinger på akkord - men skiftede i 2008 til et job hos Tulip til fast timeløn. Her fungerer jeg som mestersvend/sjak-bajs for et hold på 10 gutter, der er operatører på 17 autoklaver. Tulip er en konserves-fabrik - og på en helt almindelig gennemsnitsdag, koger vi noget der ligner 600.000 dåser i størrelser lige fra 90Gr til 1.8Kg. Fabrikken eksporterer 95% af produktionen, og vi sender både til USA, Japan, Rusland, Grækenland og Tyskland for at nævne bare lidt.
Eget udstyr:
AMD Fx-4100, Asrock board, 8 GB DDR3, Passivt Nvidia 450GTS og en 22" skærm. Derudover en "gammel" smadre-kasse som jeg leger med Linux på. (pt. Xubuntu 12.04 LTS x64
Går pt. lige i overvejelser om jeg skal smide en 8-kernet fætter i maskinen, eller om den bare skal køre de næste par år. Jeg mangler også stadig at få købt en SSD til maskinen - så det er nok i virkeligheden den, der burde komme først.
Fritidsinteresser:
Hwt.dk, familien, løb, dart, musik og hus/have. Men den store familie jeg har er det naturligvis selvsagt at jeg ikke kan nå at dyrke dem alle. Jeg har dog tidligere løbet en del ½ maraton og det er da også blevet til et enkelt "rigtigt" maraton. (i 2003 inden vi fik hus)Efter den tid har huset suverænt trukket mest tid. Det er så sandt som det er sagt: "man keder sig aldrig med et hus!"
Fritekst:
Jeg har aldrig været sådan en person, som trivedes med at være centrum for begivenhederne. Jeg har altid haft det bedst med at sidde i baggrunden og støbe kugler. Det kan der både være fordele og ulemper ved. Så det har givet nogle knubs ind i mellem. Jeg har dog lært hjemmefra at stå fast på det der betyder noget for mig. Og det betød blandt andet, at jeg under stor protest fra min forældre, var den første i min familie som meldte mig frivilligt til udsendelse som FN-soldat.
Jugoslavien 1993
Billedet er taget af min makker, som idag har lagt alle billeder ud på sin hjemmeside
MEN i bund og grund er jeg bare dum jyde, det tilfældigvis kommer ud af en slagterfamilie. Derfor lå det jo ligesom i kortene hvor jeg skulle tjene mine penge, selvom jeg ihærdigt prøvede at undslippe. Handelsskolen var ikke noget for mig alligevel, og det der med at sidde og terpe matematik i gymnasiet var heller ingen succes. Så efterhånden faldt jeg til patten og kom i lære som slagter. Og set i bakspejlet var det nok også det bedste. Ihvertifald bestod jeg min svendeprøve i 1998 med et snit på 11.3
Interessen for computere startede tilbage i 2000, da vi skulle købe en pc til min kones pædagog studie.."En vældig dyr sag" syntes jeg, og tænkte at det må kunne gøres billigere. Efter at have tilbragt et par år på Hol.dk røg jeg via et link til nu hedengangne OC.dk - og så var kimen ligesom lagt. Efter en del læseri kunne jeg så i 2002/2003 kalde mig den stolte ejer af en AMD XP-2200+ hjemmebygget pc. Det har så udviklet sig stille og roligt (dog ikke hvis du spørger min kone..) Og idag er jeg meget betaget af hele "problematikken" omkring det at have et system der kan yde hvad jeg har behov for - men som intet fylder, ikke larmer og intet bruger. (en af de her dage, skal jeg altså have bygget en virkelig lille og potent maskine, som erstatning for den stationære Linux smadre kasse..)
Udover de kære maskiner, har jeg dog også brugt en del tid og penge på at renovere det hus fra 1971, som vi købte i 2003 for den nette sum af 950.000 kr. Det er der gået virkelig mange timer med. Og når man som jeg, intet anede om hvordan man bygger hus - var det sommetider "op ad bakke". Huset står da endnu, så timerne har vist ikke været helt spildte...:) Huset er rammen om vores daglige liv, så det var vigtig for os at vi alle kunne være her. Derfor var det nødvendigt at bygge 33m2 til den gamle vinkelstue, så vi fik plads til et værelse mere. Så sammenlagt har jeg vel brugt rundt regnet 1 Million skatteplagede danske kroner på renoveringer siden 2003.
Anmeld
Information