Microsoft klar med sikkerhedsplan for Danmark
Lancerer nyt omfattende sikkerhedsprogram i to faser, som kombinerer gratis værktøj, tjenester og support til sikring af Windows-baserede IT-systemer.
Antallet af computervirus og -orme, som spredes via Internet, øges til stadighed og udgør en stigende trussel mod virksomheder over hele verden. For at imødegå truslen, har Microsoft i Danmark netop lanceret et nyt og omfattende sikkerhedsprogram, der hjælper kunderne med at sikre deres IT-systemer og sørge for, at systemerne forbliver sikre.
Programmet, Strategic Technology Protection Program (STPP), omfatter såvel produkter og tjenester som support. STPP lanceres i to faser på det danske marked:
· Første fase, Get Secure, starter nu og inkluderer som noget helt nyt et gratis sikkerhedsværktøj, Microsoft Security Tool Kit - en cd-rom fyldt med gode råd og information om, hvordan man kan sikre sine IT-systemer mod uønskede besøg udefra. Cd?en, der også kan downloades via internet (www.microsoft.com/security/) indeholder service-pakker, links og værktøjer, som hjælper virksomheder med at beskytte deres IT-systemer. Security Tool Kit indeholder alle opgraderinger til at lukke kendte sikkerhedshuller i såvel Microsoft Windows NT 4.0 og Windows 2000-platforme samt IIS og Internet Explorer. Get Secure omfatter desuden gratis antivirussupport for alle kunder. Derudover vil Microsoft tilbyde jævnlige serviceopdateringer, som tager hånd om alle sikkerhedsproblemer i fht. Windows 2000. Dette betyder, at en administrator blot behøver at distribuere den seneste opdatering for at få et fuldstændigt opdateret Windows 2000-system. Fra og med december vil et værktøj være tilgængeligt for Windows 2000-servere, og i februar 2002 kommer Windows 2000 Service Pack 3, som er en serviceopgradering rettet særlig mod sikkerhed. Endelig lanceres senere i 2002 Federated Corporate Windows Update, en teknik som gør at virksomheder kan have deres egen Windows Update-server. Herved kan en netværksadministrator selv styre hvilke opdateringer skal skal installeres.
· Anden fase, Stay Secure, er en langsigtet og kontinuerlig indsats, hvor Microsoft løbende vil tilbyde værktøjer og services, som gør det nemt og hurtigt for kunderne at opretholde sikkerheden i deres IT-systemer. Det vil bl.a. ske via Windows Update værktøjer og faciliteter i Microsoft Internet Information Services (IIS).
- Som en førende virksomhed i branchen ser Microsoft det som vores særlige ansvar at sørge for, at vores kunder sikkert kan kommunikere og drive forretning via internet, siger Klaus Holse Andersen, adm. direktør for Microsoft Danmark. - Det nye sikkerhedsprogram, STPP, er et udtryk for Microsofts stærke vilje til at sætte alle ressourcer ind og gå i front med nye avancerede sikkerhedsløsninger.
Klaus Holse Andersen tilføjer, at Microsoft fortsat vil arbejde tæt sammen med branchen og myndighederne for at håndtere de udfordringer, kunderne møder på internettet.
- Ikke mindst computervirus og -orme udgør en sikkerhedstrussel mod kunder på alle typer IT-platforme. Microsoft kan og vil gøre sit yderste for at kunne tilbyde de nødvendige værktøjer, teknologi og support, der skal til for at sikre vores kunder på internet. Og STPP-programmet er udtryk for, at vi har sat sikkerheden øverst på dagsordenen, siger Klaus Holse Andersen.
Yderligere oplysninger:
Microsoft Danmark, PR Manager, Sara Helweg-Larsen, sarahl@microsoft.com, tlf.: 44 89 05 81