Studerende samler supercomputer.

Diverse d.  04. juli. 2002, skrevet af The Boss 0 Kommentarer.  Vist: 1092 gange.

Studerende samler supercomputer i Odense


Studerende på Syddansk Universitet i Odense samler i dag selv deres del af Danmarks - og en af Europas hurtigste computere. Universitet modtager i dag kasser med 512 standardcomputere fra Hewlett-Packard med 2GHz Intel Pentium 4 processorer, som skal samles til en såkaldt klyngecomputer, der giver en uhørt regnekraft.



I modsætning til andre forskningscomputere er det specielle ved den nye i Odense, at den er lavet af standardkomponenter, der kan købes i en hvilken som helst computerforretning. Computeren i Odense bliver den hurtigste i verden, som består af en klynge af helt almindelige pc?er.



Umulige forskningsprojekter nu mulige

Når de studerende om en uge er færdige med arbejdet, står danske forskere allerede i kø for at komme til. En række naturvidenskabelige forskningsprojekter har nemlig gennem længere tid været i venteposition på grund af manglende computerkraft. Men med den nye klyngecomputer får forskere fra hele landet adgang til en supercomputer med regnekraft større end nogensinde. Computeren kommer til at stå på Syddansk Universitet, som står for driften, og en klynge af samme størrelse vil i august blive samlet på DTU. Begge computere er betalt af Dansk Center for Scientific Computing (DCSC), som er et statsligt center under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling. DCSC står ligeledes for fordeling af computertiden på klyngerne til forskerne.



?Dansk forskning har gennem flere år manglet rå regnekraft, som er en tvingende nødvendighed for naturvidenskabelig forskning. Det har vi virkelig fået nu, hvor vi er gået ca. 50 gange op i regnekraft. Jeg kender mange forskere, der glæder sig som børn til juleaften - jeg er selv en af dem,? siger Frank Jensen Lektor på SDU og med ansvar for koordinering og drift af anlægget.



Frank Jensen har allerede nu fået adskillige henvendelser - blandt andet fra forskere indenfor biofysik, som ser frem til at benytte den nye computer. Supercomputeren kan eksempelvis beregne effekten af flere tusinde nye potentielle lægemidler og udpege de mest lovende. Konsekvensen er, at nye medikamenter kan udvikles langt hurtigere, og der spares penge på dyre tests i laboratorier, når ny medicin skal udvikles.



Strømregning 1,7 millioner kroner

Klyngecomputeren kommer til at bestå af 512 Pentium 4 2GHz computere med 1 GB RAM og 40 GB harddisk, som forbindes indbyrdes med mere end 500 meter kabel i et 100 Mb netværk. Når de 512 computere arbejder sammen, giver de samme computerkraft som én gigantisk supercomputer ? blot langt billigere. Supercomputeren tilbyder en regnekraft på 2TF (Tera Flops) - det samme som totusinde milliarder kommatal-beregninger i sekundet. Strømforbruget forventes at blive mere end 1,7 millioner kroner i de tre år, universitetet driver computeren.



?Supercomputerne på SDU og DTU er de hurtigste klynger, Intel har medvirket til at etablere her i Europa?, siger Marit Bruhn-Petersen, informationschef i Intel. ?Det specielle ved de danske supercomputere er, at de er bygget af standardkomponenter, som principielt kan købes i en hvilken som helst computerforretning.?



?Hvis man som privatperson skulle få lyst til at lave en lige så hurtig klynge, kan det faktisk lade sig gøre. Både vores computere og de øvrige komponenter kan købes i enhver velassorteret computerforretning. Det kræver dog ca. 6. millioner kroner, et stort rum og noget teknisk snilde?, fortæller Klaus Harder fra Hewlett-Packard.



?Vi valgte klynge-løsningen med Hewlett-Packard -computere og den nyeste Pentium 4 processor, fordi de giver det bedste forhold mellem pris og regnekraft. Prisen på en færdigbygget supercomputer, en såkaldt parallel-computer, vil hurtigt koste ti gange så meget,? siger Brian Vinter, Syddansk Universitet, som er teknisk ansvarlig for computeren. Desuden er processorerne meget stabile og i stand til at tåle højere varme end alternativerne. Det begrænser udgifterne til køling af rummet, såvel som risikoen for at supercomputeren overophedes,? siger Brian Vinter.



Første halvdel af supercomputeren i Odense vil efter planen være samlet i juli måned, derefter går man i gang på DTU i Lyngby med den anden halvdel i august måned. Supercomputeren bliver officielt indviet til efteråret.