Hardware installation
Til at starte med plejer jeg at montere alt hardware for at vide hvor langt vandslangerne skal være. Denne gang er det dog kun en opgradering af grafikkort, og jeg har i forvejen 2 grafikkort i, så slangerne skal der faktisk ikke ændres noget ved, men jeg vil alligevel montere hardwaren først inden vandkølingen.
Jeg plejer at skille mit system helt ad cirka hver halve år for at blæse alt støv ud af systemet samt få gennemgået om noget skulle være defekt. Her har jeg strippet kabinettet næsten fuldstændigt, det eneste der faktisk er tilbage er bundkort med CPU og køler samt RAM. Kabinettet har fået en tur med kompressoren så det er næsten støvfrit, og jeg kan komme i gang.
Først kommer mine harddiske. 2x ADATA SX900 256GB SSD'er der kører i RAID 0 samt 2x WD Blue 320GB harddiske i RAID 0. I kabinettet's hot swap sidder også en Samsung 1TB disk til diverse ting der ikke behøver have helt så meget hastighed.
Harddiske monteret i bunden af kabinettet, så de får luft fra blæserne der er indbygget i kabinettet.
Blot for at få en idé om hvordan fronten vil komme til at se ud valgte jeg at montere tingene nu. Den øverste display holder er ny. Før havde jeg kun en temperatur føler hvor displayet blot hang bag på, men jeg ville gerne have det til at være lidt nemmere at se og så må det også gerne se lidt pænere ud. Jeg købte derfor denne XSPC holder til 2 displays samt et enkelt nyt display. Under disse displays sidder min NZXT touch blæser styring samt en ASUS DVD brænder.
Så er det tid til at tage fat i det nye. 2 stk. XFX R9 290 grafikkort skal have full cover vandblok på sig.
Køleren på det første grafikkort er fjernet og termist tape og kølepasta er monteret. Normalt vil man bruge termisk tape til RAM også, men AquaComputer skriver selv at til denne blok skal der bruges kølepasta. Efter at have kigget på blokken tror jeg heller ikke at der kan være termisk tape på RAM, da det vil hæve blokke en smule og vil i sidste ende gøre at det kan være svært at få fuld kontakt med kernen, som jo er det vigtigste.
Første vandblok monteret.
Begge vandblokke monteret. Nogle ret pæne blokke, bare ærgeligt at de skal vende nedad så man faktisk ikke kan se dem alligevel. En ting jeg rigtig godt kan lide ved dem er at Hawaii øerne kan ses der hvor vandet skal løbe forbi, det kan også ses med vand i, og især med blå vand ser disse blokke rigtig godt ud.
Begge grafikkort er monteret, og systemet er faktisk samlet med undtagelse af strømforsyningen, som jeg altid venter med til sidst, for ikke at skulle døje med for mange kabler.