Computex - Dag 1

HT Exclusive d.  31. maj. 2016, skrevet af Pizzadude 0 Kommentarer.  Vist: 6278 gange.

ASUS Zenvolution

Dagen før Computex officielt starter, har ASUS inviteret til Zenvolution presse-event, som efterfølger til sidste års Zensation event. Som ventet bød eventet på lanceringen af en lang række "Zen"-produkter, både laptops, smartphones og sågar en robot.
 


Først i rækken af nye produkter var en lille ny Zenbook, der har fået navnet Zenbook 3. ASUS betegner den som den mest prestigefulde bærbar, og den er da også ganske eksklusiv, hvis man kigger nærmere på den. Der er tale om en lille sag med en full HD 12,5" skærm, en tykkelse på sølle 11,9mm og en vægt på 910 g. Maskinen er udført i en høj kvalitets aluminiums-legering, hvilket gør at den kan være tynd, let og holdbar på samme tid.

Zenbook 3 fås med en Intel i5-6200U eller en i7-6500U processor, 16 GB DDR3 RAM og en PCIe SSD, så ydelsen er der heller ikke gået på kompromis med. 
 

 


Zenbook 3 fås i tre forskellige farver: Royal blue, Rose gold og Quartz grey. Personligt kunne jeg bedst lide den blå model her nedenfor, der med en guldfarvet stribe rundt i kanten får et ret eksklusivt look. Førstehåndsindtrykket lever godt op til præsentationen, hvis man altså lige sorterer det værste marketings-snak fra. Det er virkelig en eksklusiv og flot udført maskine.

Priserne starter fra 999 USD altså lige under 7000 DKK, dog med forbehold for at priserne nok lige får et ekstra hak oveni på det danske marked.  
 


En sød pige skal der selvfølgelig til at præsentere verdens mest prestigefulde bærbare computer:
 

 

I Transformer-serien er der også kommet nye medlemmer i kraft af modellerne Transformer 3, Transformer 3 Pro og Transformer Mini. Som forgængerne i serien, er der tale om Windows-baserede tablets, der kan monteres med en kombineret keyboard og stand, og dermed fungere som fuldt funktionsdygtige Windows bærbare.  TRansformer 3 / Pro kommer med en 3K 12,6" skærm, mens Transformer mini er lidt mindre med en 10,1" skærm. 
 

  


Så er vi kommet til telefonerne, som der er hele tre nye modeller af, som selvfølgelig alle hedder noget med "Zenfone". Sidste år blev Zenfone 2-serien lanceret, så nu er vi kommet til Zenfone 3. Allerede nu kan man spekulere i hvad den næste serie skal hedde, for navnene Zenfone 4, 5 og 6 har ASUS faktisk allerede brugt til tidligere modeller, men det må vi jo så vente og se. Der blev præsenteret tre nye modeller: Zenfone 3, Zenfone 3 Deluxe og Zenfone 3 Ultra. Generelt kan sige om alle tre modeller, at specifikationer og følelsen af kvalitet langt overstiger hvad man måtte forvente, hvis man ser på hvad der står på pris-skiltet. 

Den mest direkte efterfølger til Zenfone 2 er modellen der slet og ret hedder Zenfone 3. Skærmstørrelsen er den samme som den største model af Zenfone 2, nemlig 5,5". Designet har dog fået sig en overhaling og blevet lidt mere rundet i kanterne (nogen ville måske sige den minder mistænkelig meget om iphone 6), og i glas og metal. 
 


 

Noget særligt ASUS har lagt vægt på i de nye modeller og i den opdaterede ZEN UI software, er  et godt kamera. Zenfone 3 har et 16MP kamera på bagsiden og et 8MP foran. Billedkvaliteten kunne vi desværre ikke ved selvsyn teste, men ifølge ASUS er det verdens bedste mobilkamera, der desuden har indbygget en særlig god billedstabilisering og autofokus. Tykkelsen har ASUS formået at holde nede på 7,69mm, hvilket gør den lidt mere håndterbar end mange andre smartphones i den størrelse. 
 


Zenfone 3 kommer i fire forskellige farver: Moonligt silver, Shimmer gold, Aqua Blue (der dog nærmere er grøn) og Sapphire black. Her ud over liver der lavet seks special editions, der har forskellige teksturer og lidt spil i farverne. Prisen er oplsyt til at blive 249 USD svarende til kun ca. 1700 DKK. Det må siges at være billigt for en smartphone, der er skabt til at tage kampen op mod iPhone 6. Om den kommer til salg i Danmark er dog usikkert, idét tidligere Zenfones endnu ikke har nået det danske marked. 
 


Et skridt over Zenfone 3 finder vi Deluxe  udgaven, der er den første smartphone med fuldt unibody metal design. Skærmen er en smule større med sine 5,7", og så er der blevet opgraderet over hele linjen, blandt andet med hurtigere processor, højere opløsning på kameraet osv. Prisen har også fået en nøk opad, da den starter ved 499 USD, eller omkring 3300 DKK.
 

  


Som den største i den nye serie er modellen Zenfone 3 Ultra, der er er ASUS bud på en phablet - altså et device der både afløser smartphone og tablet. Skærmen er på hele 6,8", og hardwaren er lidt en mellemting mellem Zenfone 3 og Zenfone 3 Deluxe. Prisen starter ved 479 USD eller omkring 3200 DKK. 
 

 


Det er virkelig en stor telefon det her, og jeg havde lidt svært ved at få ordentlig greb omkring den:
 


Der var selvfølgelig også en sød pige, der præsenterede de nye Zenfones på bedste vis:
 


Sidst men bestemt ikke mindst, løftede ASUS sløret for en helt ny type produkt, noget så specielt som en robot til at assistere en i hjemmet. Robotten hedder Zenbo, og kan finde og læse madopskrifter højt, spille musik (og danse til), læse godnathistorier, reagere hvis en ældre person falder osv. 
 


Vi startede ud med en lille præsentationsvideo, som kan findes her, hvorefter et eksemplar af Zenbo kom på scenen. Her fik vi demonstreret hvordan Zenbo kan svare på forskellige spørgsmål, tage billeder og skrue op og ned for lyset. Hvor meget af det var "indøvet" var svært at sige, men det var nu meget sjovt at se Jonney Shih gå rundt på scenen og snakke med en lille robot. Startprisen for denne noget avancerede gadget blev oplyst til 599 USD svarende til 4000 DKK, igen kan vi ikke sige om den kommer til Danmark, men mit personlige gæt ville være at vi nok ikke ser den i den nærmeste fremtid. 

ASUS inviterede samtidig udviklere til at slutte sig til deres community, så platformen kan blive udviklet og Zenbo kan blive i stand til at hjælpe med endnu flere ting.