Nyhed: HP's Integrity blade server

Intel's Itanium CPU'er

HP gik i år 1989 i gang med at lave en ny processor arkitektur. I denne tid var RISC meget fremme, en CPU udviklet af SUN. HP mente at CPU'ens arkitektur var ved at have nået sit maksimum, og der skulle en helt ny arkitektur til. RISC (Reduced Instruction Set Computing) var en CPU der havde mindre cycluser per instruktion (også kendt som en høj IPC i nutidens tale), den kunne altså lave rigtig meget i forhold til clock hastigheden, på grund af det mindre instruktions sæt. Det betød selvfølgelig at disse CPU'er ikke kunne køre Windows, men kun nogle specifikke udgaver af Linux, og blev kun brugt til meget specialiseret servere der skulle lave en bestemt ting, med høj ydeevne.

HP vurderede senere at det ikke var rentabelt at lave deres egne CPU'er, og spurgte derfor Intel om hjælp.

Det tog HP og Intel helt op til 10 år, hvor man forskede i forskellige muligheder, og til sidst kom op med EPIC design konceptet i år 2000. Dette var Intel's første nye instruktions sæt arkitektur i over 20 år, hvorfor der blev brugt rigtig mange penge på marketing og udvikling for at få dette produkt på benene. Den helt store forskel er selvfølgelig IPC'en som følge af de mindre instruktions sæt CPU'en kom med, men vi så også hele 128 Floating Point Registers, hvor man til sammenligning fik 144 med Intel's Sandy Bridge, der udkom 11 år senere. Intel fik altså lavet en arkitektur der kunne lave mange ting på en enkelt clock cyclus, og man fik samtidig simplificeret CPU designet markant over forbruger CPU'er. Dette betød selvfølgelig mindre strømforbrug og forhøjet ydelse, med resultatet at denne CPU bygget på 180nm teknologi kan følge med forbruger CPU'er bygget på 32nm, og med understøttelse for 64-bit.

Desværre blev den første Itanium ikke den helt store success. Ydelsen lå under RISC CPU'erne og mange valgte derfor at bruge disse CPU'er til deres super computere. Intel forsøgte dog i 2001 og lave en refresh af deres Itanium, kaldet Itanium 2, stadig bygget på 180nm men fik fikset en del af deres problemer som lå i måden CPU'en håndterede RAM på. Intel markedsførte også CPU'erne mest til højtydende servere, istedet for supercomputere.

AMD kom i 2003 med deres Opteron CPU'er, som var AMD's første 64-bit server CPU'er. Disse CPU'er blev meget hurtigt taget i brug, da det var en nem opgradering for datacentre med 32-bit CPU'er, specielt fordi Microsoft pludselig også kom med en 64-bit udgave af Windows Server. Intel's IA-64 blev skrottet i deres Xeon til fordel for x86-64 som faktisk er AMD's egendom, hvor Intel købte licens til at producerer med denne arkitektur.

I 2005 gik mange producenter til Intel's Itanium platform sammen om at lave det der hedder "Itanium Solutions Alliance" for netop at promovere Itanium, og Itanium 2 9000 serien blev produceret ret hurtigt efter. Dette var den første dual-core udgave der fordoblede ydelsen samtidig med at strømforbruget faldt med 20%.

Næste iteration af Itanium kom i 2010, bygget på 65nm med navnet Itanium 9300. Dette var de første Itanium med 4 kerner og implementeret HyperThreading. Det er her hvor Itanium blev virkelig moderne, for vi så ikke kun flere kerner og HyperThreading, men også Intel's QPI (Quick Path Interconnect) der var noget af en opgradering i forhold til det tidligere brugt QP (Quick Path). I det store hele blev CPU'erne meget mere effektive til at kommunikerer med RAM systemet samt de forskellige I/O hubs, hvor ting som USB, harddiske og udvidelseskort er forbundet. Egentlig lignede denne udgave faktisk Intel's X58 platform ret meget, dog var der Quad Channel RAM, istedet for Triple Channel, og selvfølgelig var disse CPU'er noget hurtigere per clock cyclus end X58 nogensinde kunne drømme om at blive.

I 2012 kom næste udgave af Itanium, hvor arkitekturen fik en meget lille refresh, men man flyttede til 32nm, hvilket gav mulighed for at lave en mindre CPU der brugte mindre strøm, men med lidt højere ydelse. I 2017 udkom en refresh af denne arkitektur i form af en smule højere clock frekvenser uden andre ændringer.

Itanium er i dag udgået totalt, og Intel er gået videre til deres Xeon Phi der har noget mere ydelse at byde på, men kan også køre Windows Server operativ system. Sidste ordre data for Itanium var i januar 2020, og den sidste levering vil ske i juli 2021.

Itanium har altså haft en hård tid med utrolig meget konkurrence, og flere ville måske mene at det var på tide at trække stikket tilbage i 2010, men her er vi ude i at Intel havde brugt flere milliarder af dollars på dette projekt, så det var nok svært at slippe. IA-64 arkitekturen blev dog hurtigt skrottet til fordel for AMD's x86-64 arkitektur, men der var stadig fordele ved at bruge Intel's Itanium hvis man havde et meget specifikt arbejde der skulle udføres. I dag betyder det at vi ikke rigtig ser Itanium nogen steder, men jeg synes dog stadig at arkitekturen, og ikke mindst historien, er ret spændende. Jeg har forsøgt at gøre dette kort og nemt at forstå, men hvis man vil dybere ned i arkitekturen og historien kan denne findes mange steder på internettet, det er dog meget tung læsning. Skulle man have lyst til at studere hvordan disse CPU'er håndterer kode, har Intel en guide til hvordan dette gøres her.