Introduktion
I dag kan vi som de første i Danmark præsentere en bærbar med prædikatet Centrino 2. Denne bærbar fra danske X-One er baseret på den nye Montevina platform, som altså afløser den yderst succesfulde Santa-Rosa. Ikke nok med at denne maskine er baseret på en platform som endnu ikke er kommet på markedet, så er den ydermere spækket med kraftfulde komponenter hvilket blandt andet indbefatter et grafikkort baseret på 8800GTX chippen.
Det er ikke første gang vi stifter bekendskab med X-One, således havde vi tidligere på året en X-One P570RU-U3 til test, som fik rigtig pæne ord med på vejen. X-One er Inter-Datas eget bærbar mærke, og slutter sig dermed til feltet af danske notebook producenter.
At vi har fået muligheden for at teste denne yderst interessante bærbar, kan vi takke netop Inter-Data for. Da det er dem, som har været så venlige at låne os denne pre-configuration, som pt. er det eneste eksemplar i landet.
Inter-Data A/S har fra grundlæggelsen i 1993 stødt udviklet sig, og er i dag en af landets førende distributører af PC- og serverløsninger, IT tilbehør og forbrugerelektronik.
De knap 60 medarbejdere i Silkeborg og København sikrer at Inter-Data kan producere og distribuere mange forskellige IT- og forbrugerelektronikprodukter både til erhvervsmæssig og privat brug. I produktsortimentet indgår blandt andet samlede PC’er, Notebooks, servere, TV, foto, komponenter og software.