Test
Da Zepto M15a er udstyret med en særdeles kraftig processor, en stor mængde ram og et rimeligt grafikkort, klarer den alle hverdags- og multimedieopgaver uden de mindste problemer. Maskinen er desuden yderst behagelig at arbejde med, i kraft af et glimrende design og en solid byggekvalitet.
Størrelsesmæssig er maskinen en anelse stor at have med på farten, hvis man samtidig skal have lidt andet med, men skærmstørrelsen er samtidig meget velegnet til multimediebrug. Både design og specifikationer peger hen i retning af en computer for hele familien som afløser for den stationære, frem for en let studiebærbar eller kraftig gaming computer.
I det daglige mærker man ikke synderligt meget til blæserstøj fra maskinen, men under belastning stiger støjniveauet dog til et lidt højere niveau. Støjmæssigt ligger vi nok et sted midt imellem, da jeg både har stiftet bekendtskab med mindre og mere støjende bærbare.
Efter denne generelle gennemgang, vil jeg nu gå over til de hårde facts og resultaterne af vores testprogrammer. Til test er følgende programmer benyttet:
- Sisoft Sandra
- 3DMark05
- 3DMark06
- 3DMark Vantage
- PC Mark 05
- PC Mark Vantage
- SuperPi 1.5 MOD 1M
- Batteryeater Pro 2.7
- Call of Juarez DX10 Benchmark
- Crysis DX10 Benchmark
- Call of Duty 4
- Colin McRae: Dirt
Til sammenligning har vi følgende tre bærbare:
Zepto Nox A15:
CPU: Intel Core 2 Duo P9500 2,53 Ghz, 6MB
Grafikkort: Geforce 9600GT 512MB ram
Ram: 4096 MB DDR-II PC-6400
Harddisk: 200 GB SATA 7200 RPM
Asus N51VF
CPU: Intel Core 2 Duo P8600 2.4 Ghz, 3MB
Grafikkort: Nvidia Geforce GT 130M 1GB Ram
Ram: 4096 MB DDR-II PC-6400
Harddisk: 500 GB SATA 7200 RPM
MSI EX-620
CPU: Intel Core 2 Duo P7350 2,0 GHz, 3MB
Grafikkort: Ati Radeon HD 3470M, 256MB
Ram: 4096 MB DDR-II PC-6400
Harddisk: 320 GB SATA 5400 RPM
Og så til resultaterne:
CPU:
Vi lægger ud med SiSoft Sandras Processor Arithmetic.
Den splinternye P9700 processor fra Intel fejer konkurrenterne af banen, og faktisk er dette blandt de bedste resultater vi har målt. De ligger nogenlunde i omegnen af Intels T9500 processor, der ikke er lige så strømbesparende som P9700.
Så er turen kommet til multimedietesten:
Endnu en knusende sejr til M15a, igen er resultatet blandt de absolut højeste vi har målt og de er faktisk næsten identiske med Abook 1585W der var bestykket med en T9600 processor. Hvis der er nogen der skulle være i tvivl, så er det her altså meget hurtigt for en bærbar.
Lad os se om M15a kan holde de gode takter når det kommer til SuperPI.
Igen er P9700 processoren i M15a de andre overlegen, og her er den faktisk også hurtigere end de 16,39 sekunder Abook 1585 med sin T9600 processor leverede. Ydelsen er intet mindre end imponerende. Faktisk er den så høj, at det i SuperPI faktisk kun den ustyrligt kraftige Zepto Hydra med sin X9100 processor der har præsteret et bedre resultat her på siden.
Harddisk
Lad os tage et hurtigt kig på harddisken:
Søgetiden er lav, men overførselshastigheden er ikke just imponerende. Selv med 7200 omdrejninger i minuttet, kan vi ikke rigtigt sige at harddisken i M15a er hurtigere end konkurrenterne.
3DMark
Zepto M15a er ikke en decideret gaming bærbar, men vi skal alligevel lige se hvad den kan udrette i 3DMark:
I forhold til de to gaming bærbare fra Asus og Nox fra Zepto selv har M15a ikke en chance. Dette er dog som man kunne forvente, og det er langt mere interessant at se hvor meget bedre den klarer sig end MSI EX-620 der ligesom M15a er tænkt som en underholdnings og multimediemaskine. I forhold til en anden multimediemaskine vi for nyligt testede nemlig HPs Pavillion dv7-1050eo ser vi også at Zepto M15a har et pænt forspring, så faktisk er resultatet her ikke så ringe endda.
Spil
En 3D Mark score er ikke det endelige svar når det kommer til spilydelse, så derfor skal M15a gennem en række spiltests.
Vi lægger ud med det altid populære, og ultra-krævende Crysis:
Ikke overraskende kommer vi ikke særligt højt op, Crysis er simpelthen en for stor mundfuld for M15a. Jeg havde dog på ingen måde forventet at få et spilbart resultat, da Crysis virkelig er et af de spil der trækker tænder ud på selv det kraftigste system.
Vi går videre til en anden krævende titel - Call of Juarez.
Her når vi heller ikke de store resultater, men konkurrenterne er jo som sagt også deciderede gaming bærbare.
Lad os se hvordan det går med et bilspil som Colin McRae: Dirt:
På vores indstillinger er der ikke meget håb for at spille dette spil på M15a. Ved at sætte opløsning og detaljegrad ned, fik vi dog presset en nogenlunde acceptabel framerate på omkring de 20 ud af M15a, så helt umuligt er det dog ikke. Også et lidt mindre krævende spil som Call Of Duty 4 kunne vi spille nogenlunde flydende, så der er håb for enden af tunnelen.
For retfærdighedens skyld skal det dog siges, at det er hårde spiltests vi har udsat M15a for, og for en multimediebærbar af denne type, er resultaterne bedre end man kunne forvente. M15a er ikke og bliver aldrig en gaming bærbar, men mindre krævende spil har den ikke noget problem med at afvikle.
PC Mark Vantage
Med PC Mark Vantage taster vi den overordnede ydelse:
Jeg må sige at jeg er forbløffet, for resultat her er ganske enkelt fremragende i forhold til tidligere testede maskiner, og ellers kraftige maskiner som Nox A15, MSI GX620 og Abook 1585 får baghjul idet deres samlede resultat lå på henholdsvis 3713, 3460 og 3519. Med sådan en resultat kan M15a med rette kaldes en fuldblods multimediebærbar.
Batterilevetid
Til sidst tager vi et kig på batterilevetiden:
Vi kan lige nøjagtig nå en (kort) DVD film på ca. 1.5 time før batteriet løber tør for strøm. Det virker måske en anelse i underkanten, men alligevel er det rimeligt på niveau med Asus N51UF, der dog har et noget kraftigere grafikkort indbygget. Zepto oplyser selv en batterilevetid på 2 timer og 10 minutter, hvilket passer rimeligt med den tid vi fik ud af maskinen under lav belastning, nemlig 2 timer og 5 minutter.