Test
Så kommer vi til den mere seriøse del af artiklen; testen. Testen er udført dels med en iPhone og en MacBook Air som lydkilde. Jeg har både afspillet 320 kbps, 128 kbps mp3 filer samt radiostreams. Jeg bemærkede under testen ikke nogen væsentlig forskel på de to lydkilder.
Jeg har udført lydtesten med forskellig musik og film. Og jeg må vist sige det lige ud - jeg blev overrasket. Jeg har ejet et utal af højttalersystemer og også selv bygget flere eksemplarer. På dette grundlad har jeg dels ud fra pris men også ud fra dimensioner en klar ide om, hvad jeg kan forvente af et givent højttalersæt. For dette sæts vedkommende ville jeg have troet af specielt bunden ville have en klar begrænsning som følge af subwooferens sparsomme dimensioner.
Her må jeg imidlertid indrømme, af Edifiers ingeniører har gjort et fremragende stykke arbejde. Ikke bare visuelt er subwooferen et designmæssigt mesterværk, men også ren ydelsesmæssigt. Resonansen udnyttes til fulde takket være en gennemført basreflekskonstruktion. Og det gør, at den lille subwoofer faktisk kan sparke godt fra sig på trods af størrelsen. Sammen med et par udmærkede satellitter ender vi med et højttalersæt, der - på trods af størrelsen - kan gengive et rimelig komplet lydbillede. Der er ikke noget frekvensområde, der decideret halter, men der mangler naturligvis luft i toppen og bunden kunne være en anelse mere kontrolleret. Men alt i alt er jeg meget tilfreds - såvel med lydgengivelsen som med lydtrykket. Sættet kan spille et mindre rum op i en sådan grad, at det kunne bruges til en mindre fest - og det på trods af, at det fylder mindre end en god flaske rødvin - og vejer omtrent det samme.