Innovation/Teknologi
Med GTX 580 meldte nVIDIA sig atter på banen i highend-segmentet for nylig, mens lillebror GTX 570 ligeledes kunne sole sig i gode anmeldelser, blandt andet også her på siden. Nvidia står altså relativt stærkt i den dyre ende, hvor konkurrenten AMD endnu ikke har lanceret deres bud på et nyt flagskib, Radeon HD 6990.
Det er dog langtfra alle spillegale entusiaster, der har råd til at smide mange tusinde kroner ud af vinduet på grafikkort. Og siden konkurrenten er en stærk spiller i 2000,- segmentet, med Radeon HD 6950, er nVIDIA nødt til at komme på banen i en fart. Kortet der skal tage udfordringen op kaldes – næsten selvfølgelig – GTX 560 Ti. Navnet er kun "næsten" implicit grundet Titanium-tilnavnet, der første gang så dagens lys på GeForce 2, og som siden ellers uddøde med det legendariske GeForce 4 Ti. Ligesom GeForce 4 Ti på sin vis var, mener nVidia i øvrigt, at GTX 560 Ti er overclockerens kort - så der kan være noget ekstra potentiale gemt til denne skare.
Rent teknisk vil GeForce GTX 560 Ti – GF114 - byde på 384 kerner ved 1645 MHz, en GPU clock på 822 Mhz, 1GB GDDR5 hukommelse ved 1 Ghz på en 256 bit bus, samt et strømforbrug på 170 Watt. Arkitekturen bag er naturligvis i stil med GF110-chippen, som vi kender fra GTX 580, med alle dens herligheder til følge: Heriblandt stærke tesselation-egenskaber, der giver en god ydelse i de nyeste tunge DirectX11-titler. Bagsiden kan være strømforbrug og varmeudvikling, der angiveligt ligger 20-30 Watt over HD 6950.
Ifølge nVIDIA skulle den rå tesselationydelse være 150% bedre end HD 6950, mens den generelle ydelse skulle være ca. 20% bedre end hos konkurrenten. Hvorvidt det passer, kigger vi naturligvis nærmere på i "Test-afsnittet".
(Tak til Emillos for dette afsnit)