Korrekturlæser: Polarfar
Billed behandling: da9els
Oversættelse: da9els

Pristjek på http://www.pricerunner.dk 0,00
Produkt udlånt af: Thecus
DK distributør: MMD

Test
 

Testmaskiner
NAS: 2 stk. Western Digital Caviar Blue 500 GB (WD5000AAKX) (Ext4 ved RAID0 / RAID1, NTFS ved iSCSI)
Stationær: i7 920, Intel X25-M 80 GB med Windows 7 Pro x64 (NTFS)

Programmer
ATTO Disk Benchmark v.2.46
HD Tune 2.55
CrystalDiskMark 3.0.1 x64
NAS Performance Tester 1.2
 
Testmetode
Alle benchmarks er kørt indtil det - i forlængelse af hinanden - har genereret tre resultater, uden nævneværdig forskel.
Udover de ovennævnte værktøjer er NAS'en hastighedtestet ved at kopiere filer internt på NAS'en og frem og tilbage mellem NAS'en og den stationære, for at give et ikke-syntetisk benchmark indtryk af ydelsen.
Der er testet med RAID0 med en stripe size på 128K og med RAID1. Disse test er foretaget tre gange og timet med stopur og der er testet med:

4096 filer a 4 KB = 16 MB
1024 filer a 64 K = 64 MB
200 filer a 10 MB = 2 GB
1 fil a 2 GB.

Derudover er den blevet brugt til at streame film og musik fra i løbet af ugen.
Maskinerne er forbundet til hinanden via en Gigabit switch med Cat6 kabler.

 

 

For at lave en base line for hvad der kunne forventes af ydelse, flaskehalse osv., fik den ene WD Blue disk en tur med ATTO Disk Benchmark på ICH10R i den stationære.
 

Hverdagsbrug

Til testen af hverdagsbrug har jeg brugt et program til at generere tilfældige fil i de ovennævnte størrelser og fundet stopuret frem. Tiden er startet i det øjeblik jeg har trykket "CTRL-V" og stoppet når kopieringsoversigten er forsvundet. Hver test er kørt tre gange og gennemsnittet er smidt ind i et regnark, som har resulteret i nedenstående diagram.

 

 

Det kan tydeligt ses at den ikke er glad for 4K området og at søgetiden betyder meget når man beskæftiger sig med filer i den størrelse. Men den følger ret godt med når filerne bliver større. Min Intel X25-M SSD bliver hurtigt en begrænsning med sin max. skrivehastighed på omkring 80 MB/s.

I forbindelse med streaming og anden hverdagsbrug er NAS'en rigtig lækker. Den er let at sætte op fordi menuen er logisk bygget op, hjælpefunktionen er lige ved hånden og har man bare har en smule forstand på netværk og f.eks. ved hvordan man forbinder til et netværksdrev, er man kørende på få minutter.
Den virker meget snappy. Jeg mærkede ikke nogen forskel på om jeg brugte NAS'ens lagerplads eller lagerdisken i den stationære.
 

RAID0

Diskene blev sat i skuffe 1 og 2 og der blev tændt for NAS'en. Forinden havde jeg sat batteriet i så det kunne oplade mens første omgang af tests blev gennemført. Efter man har logget ind på NAS'en via web interfacet bliver man præsenteret for RAID-opsætningsmenuen. Der blev valgt RAID0 og ud fra tidligere erfaringer blev stripe size sat til 128KB. RAID-manageren reserverer 5% af diskene til system. Et RAID-setup kan max. bruge 99% af disken. En test mappe blev oprettet og tilføjet som netværksdrev i Windows og iSCSI blev konfigureret og formateret til NTFS.

iSCSI er en standard som tillader en share at blive mountet som et drev på maskinen, ved at bruge SCSI-protokollen via almindelig TPC. iSCSI anvendes oftest ved f.eks. backup og lignende. Derudover er der ikke den store forskel på om man tilføjer sharen som netværksdrev eller iSCSI. Dog ville blandt andet HD Tune ikke benche på et netværksdrev. Det skulle være iSCSI.

Understøttelse af ISCSI protokollen er indbygget i Windows 7 og Vista via programmet iSCSI initiator, mens XP kræver installation af et iSCSI program.

 

     

 

Hastighederne imponerede og forskellene på de to forskellige måder at mounte shares på er minimale. Som det kan ses er iSCSI lidt langsommere om at komme op i omdrejninger, men overtager tilgengæld føretrøjen når filerne vokser lidt i størrelse. Det var det samme billede ved hver test og afvigelserne svingede med + / - en halv MB ved de større filer.

 

 

Efter første omgang af benchmarks undrede jeg mig over at max. skrivehastighed gentagne gange lå på 118514 KB/s, og efter at have kigget på ydnyttelsen af båndbredden er det tydeligt at linjen simpelthen er maxet ud. Ganske imponerende. N4200Pro har dual-LAN så der er helt sikkert meget mere at komme efter hvis man er i besidelse af en switch med 802.3ad / Link Aggregation Contol Protocol og en maskine med to Gbit porte. Det kunne desværre ikke lade sig gøre at få en test med dual-LAN på plads. Men der arbejdes på sagen.

 

     

 

CrystalDiskMark og NAS Performance Tester blev også kørt tre gange hver. Den eneste gang der var afvisninger, i forhold til hvad der vises oven for, var da Windows Update gik i gang fordi den mente der manglede noget.
Som det kan ses ligner resultaterne meget hvad ATTO kom med. Dog ligger CrystalDiskMark read meget lavt i forhold til hvad boksen ellers præsterede.

 

 

I HD Tune tegnede det samme billede sig. Så iSCSI blev lagt om så det fyldte 99% af disken og ikke lå sidst på drevet, hvor hastigheden har tendens til aftage. Men det ændrede ikke på resultatet. Formålet med HD Tune benchmarken var egentlig at finde access time, for at give et billede af hvordan NAS'en ville klare sig i en virksomhed, hvor det oftest ikke er sekvensiel læsning og skrivning af store filer der er vigtigst.

 

 

Igen er det fornuftige hastigheder der kommer ud af benchmarken. 
 

RAID1

Diskene blev omkonfigureret til at køre RAID1 så anden omgang af testene kunne komme igang.

 

    

 

I modsætning til RAID0, ser resultaterne fra iSCSI og den netværks-mounted share næsten identiske ud. Men igen kommer vi op på hastigheder hvor Gigabit forbindelsen er fyldt helt ud. Nu er det også tydeligt at se at N4200Pro er i stand til at yde betydeligt mere med et dual-LAN setup. Der er næsten ingen forskel på om diskene er konfigureret til RAID0 eller 1. Så man kunne godt ønske sig at se noget nær en fordobling i hastighederne ved et dual-LAN RAID0 setup.
Skrivehastighederne er dog ikke ligeså imponerende som ved RAID0. Men stadig ikke noget at pive over.

 

    

 

Igen tegner der sig det samme billede. Tallene fra CrystalDiskMark og NAS Performance Tester ligner meget de resultater de leverede da der blev testet ved RAID0.

 

 

HD Tune ved RAID1 viser samme tendens som ved RAID0; at denne måde at teste på resulterer i lavere hastigheder. Access time er, som forventet faldet en smule ved RAID1. Ved RAID0 er diskene nød til at være i sync før der kan læses eller skrives. Det koster lidt på random-hastighederne.
 

Turbo-Charged Zero-Crash

En af de ting der skiller sig ud ved denne boks, er den indbyggede mini-UPS. Thecus kalder det Turbo-Charged Zero-Crash. Det skulle naturligvis også prøves. Så efter den havde melddelt at batteriet var fuldt opladt, i displayet på boksen, og igangværende bench var afsluttet, prøvede jeg at hive stikket til adapteren ud af stikdåsen. Boksen kørte stadig og efter 5 sekunder skrev den "ALERT: AC Lost." i displayet. Så gik der yderligere to minutter og så blev der meddelt "Poweroff", hvorefter den lukkede ned. Ganske smart feature og god måde at sikre at RAID setuppet ikke bliver korrupt eller vigtige filer mistes ved strømsvigt.
En rigtig dejlig ting at have med hvis man har rodet med RAID før og ved hvor fustrerende det kan være når det går i kage.
 

Strømforbrug

Strømforbruget lå fast mellem 30-36 Watt, alt efter belastning. Jeg kunne ikke få harddiskene til at gå i sleep mode. Den firmware der fulgte med boksen var nyere end den der i skrivende stund, var tilgængelig på Thecus' hjemmeside. Det er højsts sansynligt en beta, som mangler at blive pudset af. Til sammenligning kan jeg oplyse at min egen DIY NAS med 5 diske og et Gigabyte D525TUD, bruger omkring 50 Watt ved load og 32 Watt med en aktiv disk.
 

Bemærkninger

Det lykkedes mig ikke at få SSH adgang til NAS'en, da det kræver et modul der endnu ikke er til N4200Pro. Men da det er et custom Linux build, ville der have været mulighed for at installere egne moduler og konfigurere hardware indstillinger, der ikke er adgang til fra web interfacet. N4200Pro er forholdsvis ny på markedet og med firmware version 5.0, som åbner nye muligheder med maskinen, skal den nok få flere hår på brystet.

 

haveport
 
Superbruger
Tilføjet:
14-08-2011 19:07:00
Svar/Indlæg:
255/30
Der skulle vel ikke være nogen herinde, der har erhvervet sig sådan en nas server her?
Kunne vildt godt tænke mig en, men ved bare ikke forfærdelig meget om det. Så bare om den kan anbefales? og også om den kan anbefales til en der er helt ny på området? Eller om der er andre bedre alternativer jeg skulle købe istedet hvis det var? 🙂


Svaret blev redigeret 1 gang, sidst af haveport d. 14-08-2011 19:07:43.


da9els
 
Chefredaktør
Tilføjet:
14-08-2011 19:33:51
Svar/Indlæg:
4438/91
Det kommer meget an på hvad dit behov er. Hvis du bare er på udkig efter en fil-server uden for meget besvær, så er den totalt overkill. Ja, den har gode hastigheder, men den har også et hav af features du sikkert aldrig får brug for.
Jeg mener der er et par nyere tråde om emnet i forumet. Prøv at søg der eller opret en selv.