Layout / Design
Så er vi kommet til hovedattraktionen - det lille trådløse keyboard, og første indtryk var meget positivt. Keyboardet har en fin finish og virker solidt bygget. Det er fremstillet i hård, sort og glat plastik. Tasterne er lidt mere ru end chassiet og touchpaden er endnu mere ru end tasterne.
Selve layoutet er rigtig godt. Som det også kan ses på billederne, har knapperne små 'buler', som gør det lettere at mærke hvornår man er over selve tasten eller mellem to taster.
På undersiden af tastaturet gemmer USB Bluetooth-donglen sig. Den er lige til at trække ud og erstatte med den medfølgende dummy, så man ikke er efterladt med et stort hul i siden på tastaturet.
Jeg har taget et billede af keyboardet ved siden af en DKR 20,- for at illustrere hvor lille det egentlig er.
På den ene side af keyboardet er der en lille knap til at tænde for LED-lygten med og et mini-USB stik til opladning af det skjulte batteri.
I den ene ende er der en tænd / sluk switch, som enten tænder eller slukker for hele molevitten. Når der er slukket virker LED-lygten heller ikke, så man er sikker på den ikke ligger bliver tappet for strøm fordi den er kommet i klemme mellem nogle hynder i sofaen.
I den anden ende er LED-lygten. En enkelt klar hvid LED, som lige giver lys nok til at kunne se hvor colaen gemmer sig.
Her er lige et billede af lygten i aktion. Billedet er taget indendørs i dagslys og som det kan ses spreder lyset sig meget og dioden er gemt forholdsvis langt inde, så det er ikke generende at tænde for lygten i et mørklagt rum.
Alt i alt et fint lille keyboard, godt bygget og fornuftigt layout. Det eneste man lige skal vende sig til er at nederste række af bogstaver er forskudt en plads mod højre for at give plads til venstre shift-tast. Det gør i sig selv ikke noget men det betyder at "Z" ikke ligger lige under "A".