Test
Jeg har igennem de sidste 3 uger brugt Aurvana In-Ear 3 hver dag. Det kan godt være at Creative selv mener at målgruppen er lydenthusiaster, men det er minimalt, hvor mange der bruger In-Ear på denne måde, hvorimod der er utallige af folk, som løber, cykler, arbejder og rejser med netop In-Ear som en fast partner til afspilning af lyd. Derfor har jeg også testet dem i næsten alle mulige forhold.
Jeg har brugt dem imens jeg løftede vægte nede i motionscentret, imens jeg cyklede til og fra arbejde, haft dem med i en bus fyldt med støjende elementer og sågar haft dem med en tur oppe at flyve, på vej til et forretningsmøde. Der er blevet testet med nogle forskellige typer musik og en enkelt film og her følger en beskrivelse af mine oplevelser med Aurvana In-Ear 3.
Design
Før jeg begyndte at teste Aurvana In-Ear 3 brugte jeg faktisk ikke In-Ear, men i stedet et sæt Porta Pro fra Koss. Grunden til dette er, at jeg ikke bryder mig om den måde In-Ear sidder på. Jeg synes de gnaver i ørerne og falder ud for et godt ord. Derfor var det også med mistro at jeg satte Aurvana In-Ear til min MP3 afspiller for første gang.
Jeg må indrømme at jeg blev overrasket over komforten i dem. Vinklen på enhederne gør at de sidder solidt i ørerne, uden nogle gener og efter de obligatoriske par dage, hvor man lige skal vænne sig til at bruge In-Ear igen, var de faktisk ret behagelige at benytte. Jeg er meget imponeret over, at Creative har formået, at udvilke et sæt In-Ear der passede så perfekt til mine ører, da jeg ellers altid har haft svært ved at finde nogle, som jeg kunne lide og fandt behagelige. Jeg læste engang en artikel om et ørerne faktisk er mere unikke end et fingeraftryk. Der er ikke 2 ører som er 100% ens, så den store udfordring har altid været, at udvikle noget som alle kan finde behagelige. Det synes jeg faktisk er lykkedes med Aurvana In-Ear 3.
Selvom jeg trænede og cyklede med dem, følte jeg ikke gene eller ubehag, til trods for at der var svingninger i ledningen, der normalt let kan få sådanne produkter til at falde ud eller gnave mere end normalt. Jeg må indrømme at det efter denne test, bliver svært at gå tilbage til mine Porta Pro, da de, til trods for at de sidder uden på ørerne, rent faktisk irriterer ørerne mere, end Aurvana In-Ear 3 gør.
Designet er så absolut godkendt herfra!
Ydelse
Når det kommer til ydelsen, var jeg meget skeptisk overfor produktet, da den største grund til at jeg i sin tid købte Porta Pro, var på grund af den meget ringe basgengivelse i traditionelle In-Ear produkter. Ofte er diskanten helt i top, men mellemtone og bas næsten ikke eksisterende. Det er selvfølgelig svært at gøre så meget ved dette, da det er meget små enheder, i forhold til eksterne enheder. Jeg var dog meget spændt på at se, om designet med dobbelt armatur ville have den store effekt.
Jeg startede med at tage dem med en tur i motionscenter, for at se hvordan de ville klare sig der og lad mig sige med det samme, at i forhold til de In-Ear jeg tidligere har stiftet bekendskab med, var der absolut noget at hente her. Jeg var meget imponeret over hvor godt især mellemtonen blev gengivet i det trancemix jeg havde kørende under træningen. Bassen var langt kraftigere end jeg tidligere har oplevet i In-Ear, så førstehåndsindtrykket var meget positivt.
Uanset om jeg cyklede, trænede eller rejste med tog, bus eller fly, så var det rart at have et par In-Ear, hvor man følte at man kunne mærke alle aspekterne af den musik man havde kørende. Dog manglede der lige det aller sidste i bassen, i forhold til mine Porta Pro, men nu skal man heller ikke blive alt for sippet, da det stadig ikke er retfærdigt at sammenligne interne og eksterne enheder direkte imod hinanden. Om det skal være In-Ear eller eksterne, er tit et praktisk og design mæssigt valg. Man får selvfølgelig mere lyd ud af større enheder, men jeg må indrømme at Aurvana In-Ear 3 er det tætteste jeg nogensinde har været på eksterne enheder.
En anden ting jeg så absolut er nødt til at nævne, er lydisolationen. Det er den der ifølge Creative selv, er med til at sikre den gode bas, på grund af et stærkt nedsat lydtab. Jeg må da også indrømme at når først de sad i ørerne, var det næsten som at bruge høreværn. Det var ekstremt minimalt, hvad man kunne høre af støj udefra og når man først satte musikken i gang, hørte man absolut ingenting udover musikken. Dette var især rart da jeg sad i en bus fyldt med fulde svenskere, for hvis der er noget der kan larme, er dette uden tvivl i top 10. Jeg satte ørepropperne i og kunne læne mig tilbage og slappe af, uden nogen som helst form for forstyrrelser. Det samme gjorde sig gældende, da jeg måtte flyve til et forretningsmøde i Norge. Larmen fra motorerne blev fuldstændigt neutraliseret, så snart jeg satte musik på. Når jeg lukkede øjnene, var det faktisk lige før jeg faldt i søvn, til trods for at jeg ikke er den store flyver. Normalt bryder jeg mig ikke specielt meget om det, men når man kunne lukke øjnene og tænke på noget andet, så var det egentlig ret afslappende.
Ydelsen er så absolut også godkendt!
Lad os få tildelt nogle point til Aurvana In-Ear 3.