Test: Soundscience rockus 3D | 2.1

Layout / Design

Efter at have fisket alle stumperne ud af kassen og pakket de enkelte dele ud af de plastikposer de lå i, er det meget nemmere at få en fornemmelse af hvad det er for nogle enheder vi har med at gøre.

Satelitterne vejer 647g. stykket og består af endestykker i grå mat plastik, et cylinder-hus i anodiseret sort aluminium og en forkromet plastik konus som dækker over frontbeklædningen. Hele herligheden hviler på en fod som består af et sort bøjet stykke fladstål med et lille logo på. Billederne viser det nok bedre.

På bagsiden af satelitten er phono-indgangen (RCA) til at forbinde enheden til sub'en, godt gemt, knap 2 cm. inde bag plastikkappen. Det betyder at selve phono-stikket er næsten helt gemt inde i chassiet, når satellitten er tilsluttet. Så der er altså ikke noget der stikker ud og forhindrer enheden i at komme tæt op ad væggen.
Enheden virker meget robust og det er kun hvis man giver den en god ryster at man kan høre ledningerne slå mod indersiden af aluminiumshuset. Det er ikke noget der betyder noget eftersom satelitterne klarer de højere frekvenser, som ikke er i stand til at skabe resonans nok til at få ledningerne til at slå imod indervæggen.

Da jeg skulle til at pakke sættet sammen igen, så jeg at der var skallet en fli af malingen af. Ved nærmere eftersyn kan jeg se at kanten af fødderne på satelitterne ikke har den bedste finish. Det skal siges til mit forsvar, at jeg på intet tidspunkt har leget Rambo med enhederne, og til Soundscience's forsvar vil jeg tilføje at billedet overdriver meget. Billedet er taget med blits så skaden fremstår mange gange værre end den er i virkeligheden da stålet i forvejen er meget mørkt. Skaden kan knap nok ses med mindre lyset laver genskær på netop det sted.

Subwooferen er større end forventet, men selv om både basenheden og forstærkerdelen ligger her, er den ikke så tung som jeg havde regnet med. Kassen virker solidt bygget, og mit bud er at kassen er lamineret spånplade. Bagpladen er lavet af tyndpladestål og her er alle forbindelserne og strømkablet som måler omkring 200cm.

Det visuelle design er ikke lige så prængende som satelitterne, men det er heller ikke så tamt at man er nød til at gemme sub'en væk. 

I bunden af subwooferen er der fire skum fødder, hvor jeg engetligt havde forventet at se nogle hårde plastik dupper eller spikes, så bassen kunne forplante sig i gulvet. Deres hensigt er nok at isolere enheden og lade den aktive subwoofer gøre arbejdet.

På bagsiden af subwooferen har man mulighed for at indstille basniveauet i tre trin, samt tre tilslutningsmuligheder. Det er muligt at bruge begge analoge input samtidigt, dog vil volumen blive halveret for begge tilsluttede enheder uanset om det kun er den ene der leverer signal eller dem begge. Det er et stort plus at have mulighed for at tilslutte den bærbare samtidigt med den stationære, frem for at skulle kravle rundt og skifte stik. Der ud over kan man også tilslutte sine enheder digitalt via den optiske indgang, ved hjælp af et toslink-kabel.

Sub'en benytter sig af et stort resonansrum for at sprede bas-bølgerne i flere retninger. I designet finder vi også noget Soundscience kalder for passiv radiator, som Soundscience påstår skulle få dybere baslyde ud af enheden i forhold til andre større subwoofers. Lad jer ikke snyde af flotte illustrationer - det skal nok blive afprøvet. Bag radiatoren gemmer der sig en 6" enhed. Frontbeklædningen på subwooferen kan ikke tages af, men det føles som om der sidder en eller anden form for membran bag stoffet. Det er ikke en enhed mere, men nok nærmere et stykke stift filt som bringes i svingning af bas-enheden og supplerer de laveste frekvenser. 
 

Remote kontrollen har en god størrelse. Stor nok til at den ikke forsvinder mellem USB-hubs, telefoner, kaffekopper og hvad man ellers måtte have liggende og lille nok til stadig at være diskret og udføre sin funktion. Remoten fungerer som volumekontol / muteknap og bruges også til at skifte mellem Soundscience's 3D og Music presets.

Remoten vejer 113g. og man kan mærke at der er lagt ekstra vægt i bunden af den for at sikre at den står fast. Der skal alligevel bruges en finger mere, som stopklods, når man skifter mellem 3D og Music tilstand. 

Bunden af remoten er belagt med gummi, som er beskyttet af et stykke plastik som skal fjernes, for at forhindre den i at skøjte rundt på bordet når man prøver at skrue op eller ned for volumen. Remoten står godt fast og er behagelig at dreje på. Volumekontrollen er ikke trinløs og selve volumehjulet sidder en smule skævt, hvilket gør at hjulet skraber mod selve huset og øger modstanden i hjulet. Ud over modstanden, som gør at man ikke kan dreje på hjulet med en let berøring i en bestemt position, giver det også en svag skrabe lyd når de to plastik dele gnider mod hinanden.
 

Design er ligesom lyd, en smagssag. Men det er tydeligt at de har fulgt en rød tråd, rent design mæssigt. Jeg er personligt ikke så meget for de forkromede konuser i satelitterne, fordi de reflekterer alt! Men jeg kan godt lide at de er unikke og Soundscience har formået at få nogle gode egenskaber med i designet.
På næste side vil vi kigge nærmere på hvordan sættet klarer sig i sit rette element. Rent visuelt har designet jo ikke meget med lydbilledet at gøre.