Test: Soundscience rockus 3D | 2.1

Test
 

Jeg har lyttet til sættet i arbejdsværelset, hvor den stationære står, som er omkring 16 m2 med masser af møbler og ting på væggene. For at få detaljerne på plads, så er den stationære udstyret med et Creative Sound Blaster X-Fi Surround 5.1 USB og reference højttalerene består af et sæt KRK Rokit RP5 G2, som er et sæt near-field aktive monitorer, og et sæt Logitech X230, som hører til i den absolutte low-fi ende af 2.1 klassementet. Alt det materiale jeg har brugt til at teste med er noget jeg kender godt og ved hvordan skal lyde.

Musik

Efter sættet blev sluttet til, blev der sat noget musik på. Jeg lagde ud med et FLAC LP-rip af Pink Floyd's The Wall. Det er måske et nådesløst sted at starte men jeg tænkte at et sæt højttalere i den prisklasse skulle have det råt og usødet. Det lød mildt sagt ikke som det skulle. Diskanten var alt for dominerende og lydbilledet var næsten blottet for mellemtone. Det var selvfølgelig hvad man kunne forvente af et sæt som består af små satelitter og en subwoofer. Efter lidt fiflen med equalizeren, blev det hele meget bedre. Men lydbilledet virkede stadig afstumpet og lidt koldt.

Så jeg hoppede nogle år frem og smed noget Dire Straits på, og efter at have hørt Brothers in Arms og On Every Street - i remasterede udgaver - var min skuffelse aftaget en del. Den krystal klare produktion gjorde meget for lydbilledet. Detaljerne blev godt gengivet og den sprøde lyd kom klart igennem. Jeg skulle stille lidt på equalizeren igen for at få et fornuftigt lydbillede.
Det skal lige tilføjes at jeg ikke gad høre mere end 30 sek. på Logitech-højttalerene. Hverken Pink Floyd eller Dire Straits ville give en medalje for det lydbillede de præsterede. Men Rokit-højttalerene dækkede hele spektret meget bedre, men manglede derimod en bund, men ikke noget der betød noget i forbindelse med de nævnte skiver.

Efter lidt ballade rock kastede jeg mig over en Noarh Jones skive og her blev jeg meget positivt overrasket. Produktionen passede markant bedre til sættet. Feels Like Home har en meget blød lyd og jeg kan meget godt lide hendes stemme. Denne blev præsenteret klar og fløjlsblød. Dog var lyden stadig lidt for kold og spids i den nederste del af diskantområdet. Men bassen fremstod meget fast og fyldig.

Så skulle Malk de Koijn også have en tur igennem systemet. Smashit in Aberdeen gør sig godt på det her sæt. Low-fi produktionen kommer til at lyde rigtig rå og upoleret. Vokalen gik klart igennem og der var masser af detaljer med i lydbilledet. Sættet begyndte at vise tænder og jeg gennemlyttede da lige skiven en gang til.

Næste album jeg satte på var B. P. Empire med Infected Mushroom. Det var noget sættet kunne lide. Rent elektronisk øreguf, hvor der var plads til alle detaljer og en genre hvor mellemtonen ikke skal være særlig fremtræden. Bassen spillede stramt og præcist og lagde en god bund unden nogen hørbar resonans. Satelitterne gav et godt lydbillede og her var det nærmest en fordel at diskanten var kold og spids.

Musikken blev kun testet ved Music-presettet. Jeg havde den over på 3D-mode et kort øjeblik for lige at høre hvordan det lød, men det var helt horribelt! Stereobilledet blev forvrænget, diskanten blev uklar, bassen gik i selvsving og det helt blev druknet i smarte equalizere og stereo delay algoritmer. 

Herunder har Soundscience illustreret hvilken effekt 3D-algoritmerne skulle have. 3D er den til venstre og til højre er det almindelig stereo.

Film

Det blev til Matrix til at starte med, da der skulle testes film. Jeg hoppede lidt frem og tilbage mellem nogle af de scener hvor der er lidt mere gang i den. Det lød godt! Rigtig godt, endda. Filmeffekterne nød også godt af den stramme bas og spidse diskant. Så efter et glædeligt gensyn med vores alle sammens Neo, Morpheus og Trinity, slog jeg sættet over på 3D. Først var det samme oplevelse som ved musikken, at lydbilledet simpelthen lød forvrænget. Men efter kort tid, hvor fokus var tilbage på filmen, kom Soundscience's 3D-algoritmer til sin magt. 
Blandingen af lydeffekter, musik-spor og stemme gør sig godt i 3D-mode. Personligt har jeg aldrig været særligt begejstret for den slags stereo enhancere, som 3D-effekterne i bund og grund består af. Men jeg må erkende at det passer meget godt sammen med højttalersættet. Stereo perspektivet bliver lidt mudret, men når kuglerne flyver om ørene og bassen brøler med eksplotioner, gør det ikke så meget, for det giver på en måde mere dybde i lyden og det virker som om lyden er mere "omkring" én. Lidt lige som på billdet ovenfor.
Jeg skiftede tilbage til Music-presettet og måtte erkende at det lød en smule tamt. Men stereo perspektivet kom tilbage og der kom mere diskant i lydbilledet. Efter kort tid, hvor fokus igen var tilbage på filmen, affandt mine øre sig med at det lød som det gjorde.
I de scener hvor der var mest tale, gjorde Music-presettet det bedst. 3D giver hele lydbilledet noget mere bund, men tager for meget af toppen, så stemmer bliver for dybe, men uden på nogen måde at gøre det vanskeligt at forstå hvad der bliver sagt.

Jeg vil ikke sige at det ene preset er bedre end det andet. De har hver deres karakteristika, så det er afgjort en smagssag om man bedre kan lide det ene frem for det andet.
3Dsst™ audio technology kan på ingen måde sammenlignes med surround eller quadrofoni, men det er heller ikke rigtig stereo.

Spil

Mit valg faldt på Unreal Tournament 3, som første test kandidat. Der er masser af smadder og godt supplerende soundtrack. Den fik først med Music-presettet og derefter 3D-mode og så tilbage på Music-mode igen. I lige præcis Unreal Tournament gør det ikke så meget at stereo perspektivet bliver lidt uklart og effekterne får lidt at leve af, fordi det ikke giver mening at snige sig omkring og lytte efter hvor modstanderen befinder sig. Så jeg prøvede med en omgang Counter Strike: Source. For det første kræver det spil at man sidder med hovedtelefoner hvis man vil have et indtryk af om fjenden er til venstre eller højre for en selv. Så efter lidt snigen omkring med skiftevis Music og 3D-modes aktiveret, droppede jeg højttalerene og tog mine hovedtelefoner på. Stereo perspektivet er nu engang bedst når signalet bliver fodret direkte ind i øregangen.
Da jeg var død nok gange, skulle jeg lige have med en omgang med nogle strategi spil. Så jeg spillede lidt Supreme Commander 2 og lidt Defence Grid: The Awakening. Ligesom i ved actionscenerne i filmen gjorde 3D-presettet sig godt her. Der var masser af bulder og brag og stereo præcision havde ikke så meget at sige. Lydbilledet blev meget levende men stadig en smule mudret.

Generelt

På papiret skulle subwooferen kunne gengive frekvenser helt ned til 10Hz. Der kunne jeg ikke lade være med at smile lidt ved mig selv. For det første snakker vi om en 6" enhed, og for det andet er der ikke noget formål ved at kunne gengive så lave frekvenser. Det menneskelige øre opfatter lydbølger ned til omkring 20Hz, og der er langt mere forskel på et spring på 10Hz i f.eks. 20 til 30Hz end f.eks. 5000 til 5010Hz. Af samme årsag fjerner man alt under 20Hz ved lydproduktion af næsten al slags. Men jeg ville da høre om det holdt vand. Så jeg lavede en lydfil til at teste sub'en med. Lydbiden består af sinusbølger á 2 sek. længde, i frekvenserne 80, 75, 70, 65, 60, 55, 50, 45, 40, 35, 30, 25, 20, 15, 14, 13, 12, 11, 10, 9, 8, 7, 6 og 5Hz, adskildt af et kvart sekundts stilhed. Jeg har lagt lydbidden op så I kan høre hvad det drejer sig om eller sammenligne hvis I vil.

WAV - 24 bit, 96KHz.
http://peecee.dk/upload/download/325377

FLAC - 24 bit, 96KHz.
http://peecee.dk/upload/download/325378

Testen gik i alt sin enkelthed ud på at finde ud af hvornår subwooferen ville stå af.
Til at begynde med syntes jeg der var en del resonans. Det er selvfølgelig rumle-frekvenserne vi har med at gøre, men det lød helt forkert. Det viste sig så at satelitterne ville spille med! Noget tyder på at delfilteret måske skulle strammes lidt op. Det er i hvert fald ikke meningen at bas-frekvenserne skal sendes ud til satelitterne også. 
Det skal lige tilføjes at sættet stod på Music-mode. Det kan godt være Soundscience ikke har ladet Music-mode være rent stereo, og at der stadig er nogle processer, algoritmer, effekter eller lignende som benyttes ved dette preset. Men det resulterede i at jeg koblede satelitterne fra og kørte ren sub. Det hjalp betydeligt på resonansen og jeg fik nogle rene bas-lyde.
Subwooferen klarede sig rigtig godt ved 80 - 60Hz. Herefter begyndte lydene at blive lidt mudret og resonere i frekvensområder de ikke burde. Ved 45Hz var det ved at være slut. Det var i hvert fald sidste bølgelængde man kunne kalde en baslyd. Fra 40Hz og nedefter lød det mest, som når man sætter pap i egerne på sin cykel, for at få "motorlyd". Det rystede dog en del så enheden har kæmpet for at følge med, men 10Hz blev det aldrig til.

Selve stereo perspektivet var ikke imponerende. Detaljer kom fint til udtryk, men det kunne godt være svært at placere et instrument nøjagtigt, i forhold til Rokit-sættet. Rockus-sættet var derimod Logitech-højttalerene langt overlegne på alle punkter - uden untagelse.

Trinnene på den tre-trins bass level knap der sad på sub'en var godt inddelt. På trin 1, som var den laveste bas-volume, kunne man sagtens høre bassen uden den dominerede. På trin 2, kom der lidt mere bund i lydbilledet og balancen var rigtig god her. 3. trin gav lige en tand mere uden at blive for meget eller for dominerende. Det var nok til at få lidt ekstra "woof" når Sauron imploderer i Ringenes Herre, hvilket var noget jeg lige måtte høre.

Højttalersættet spillede bedst når volumen var lidt lidt højere end hvad der er behageligt hvis man skal snakke normalt sammen. På det niveau var balancen mellem sub og satelitter rigtig god. 
Hvis man gav volumen fuld rebekka lød det ikke godt. Balancen forsvandt og detaljerne blev druknet. Det var stadig muligt at høre hvad der skete i musikken og det var ikke overstyret eller smertefuldt at lytte til. Men balancen i sættet var meget bedre når der blev spillet moderat.
Lyden var også rigtig god når der blev spillet helt lavt, men en del af detaljerne forsvandt næsten og jeg skulle koncentrere mig for at få det hele med.
Så det er som med de fleste andre højttalere. De klarede sig bedst når de får lidt at leve af uden at blive stopfodret.

Tag sidste side med og læs den endelige konklusion.