NAS Server d. 14. november. 2011, skrevet af Polarfar 0 Kommentarer. Vist: 15030 gange.
Vi har nu lavet de indledende øvelser og har fået adgang til selve NAS serveren. Som de fleste andre maskiner af denne type indeholder den et onboard Linux baseret styresystem der kan konfigureres via din internetbrowser. Startskærmen er den sorte boks du kan se herunder.
For at få startet op skal du først sætte din harddisk(e) op i systemet, og bestemme om de skal køre Raid 0,1 eller JBOD. Jeg har kun en enkelt disk i, en 120GB Kingston V100 SSD, og da der kun er tre muligheder i menuen skal man vælge JBOD i det tilfælde.
Efter formattering er der 110GB tilbage på min SSD, og systemet er nu klar til at oprette delemapper, brugere osv.
På statusoversigten kan vi se at det har taget 13 min at sætte maskinen op, og at blæseren kører. Der er ingen services startet op endnu, og det er op til dig som bruger at finde ud af hvilke af maskinens muligheder du vil benytte.
Jeg har brugt den som helt almindelig lagerserver med en række biblioteker til forskellige filtyper der kan tilgås via mit netværk i huset, men N2200PLUS kan meget mere end det.
iTunes server, photo web server, media server, download manager, simple surveillance server og så videre. En del af udvidelserne er ikke installeret på forhånd for at spare plads, men skal tilvælges som et modul. Hvis N2200PLUS har internetadgang henter den automatisk en liste over tilgængelige moduler fra Thecus hjemmeside. Ellers ligger der en modules.zip fil på CD'en du kan uploade til systemet.
Læg også mlærke til at der er en User Modules afdeling. Der er et community på nettet der leger med at udvikle egne moduler til specifikke opgaver, så det er endnu et plus. Enkelte avancerede funktioner er dog ikke tilstede på N2200PLUS såsom iSCSI, men du kan til gengæld bruge maskinen som DAS. Og det betyder ikke at den er til at lukke op og s**** i, men derimod at du kan koble den til som en USB harddisk via porten foran ( Direct Attached Storage ). Det kræver desværre et A-A type USB kabel der ikke medfølger, og det er vel et eller andet sted ikke i orden at fremhæve en simpel men absolut brugbar feature, som du så ikke kan bruge fordi der mangler et kabel til DKR 2,50,- kr i ekstra omkostninger. Et løst USB A-A kabel er fundet til DKR 56,- i online butikkerne.
Lad os se hvad den kan trække i praksis. Der er for nylig kommet en opdateret firmware der kan udnytte begge kerner i den forholdsvis svage 600MHz alt-i-een CPU, og det skulle medføre at læse/skrive ydelsen er forøget med mellem 50 og 80%. NAS performance tester programmet bruger en 400MB fil der kopieres frem og tilbage. Jeg har koblet en testmappe på NAS'en op som et netværksdrev Z:
Det lader ikke til at programmet bryder sig om at skrive til N2200PLUS. I hvert fald ligger resultatet på ca. halvdelen af hvad den skulle kunne med nyeste firmware. Læsehastigheden lander med et gennemsnit omkring 70 MB/s, og det er ganske fint for en maskine af denne kaliber.
For at verificere resultatet har jeg oprettet to mapper på min workstation, og kopieret dem frem og tilbage. En indeholder 2GB blandede MP3 filer, og den anden et 8GB ISO image.
De mange små filer sætter igen skrivehastigheden på en hård prøve, men det er stadig en forbedring ift NAS Performance tester programmets resultat. Med det store ISO image når vi over 40 MB/s, og det er faktisk det vi er blevet lovet af Thecus at den skal kunne. Læsehastigheden når ikke helt op på de før målte 70 MB/s, men en real life ydelse på 64 MB/s er ganske ok. Der er selvfølgelig et stykke vej op til ydelsen på både USB 3.0 og min AMD A350 bestykkede filserver, men det gælder også for prisen.
Anmeld
Information