Layout / Design
Til at køle den nye chip har MSI fundet 3 generation af deres Twin Frozr kølere frem. Køleren ligner de tidligere generationer meget, der er kommet nogle andre blæsere på og designet er ændret en smule, men forskellen er meget lille. Køleren er endnu engang den flotteste jeg har testet, det er muligvis ikke så vigtigt inde i et kabinet men flot er den. Byggekvaliteten er endnu bedre end på den sidste generation Twin Frozr, jeg vil næsten påstå at man kan tabe kortet på gulvet uden der sker det store.
MSI har benyttet meget metal på køleren hvilket betyder at hele kortet vejer 850 gram. Til køling benyttes der traditionen tro to blæsere samt en stor heatsink, som fodres af ikke mindre end 5 heatpipes.
MSI påstår at køleren støjer med 30dB, hvilket svarer til at hviske og det passer måske også meget godt, dog larmer kortet mere end IceQ kortet vi testede for nogle uger siden. Larmen er ikke særlig høj, men en smule mere end man kunne ønske, og i et super stille system ville det nok genere.
Temperaturene er naturligvis også lave, i idle kommer vi kun op på sølle 30 grader mens en længere session af Furmark og 3DMark kun fik kortet op på 61 grader. Jeg kan derfor konstatere at MSI køleren er effektiv, den forrige generation Twin Frozr var en af mine favorit kølere, og denne generation forsætter de gode takter.
Den tidligere generation af kortet havde strømstikkene bagerst på kortet, men MSI har på denne køler flyttet dem til siden hvor de hører til.
I fronten af kortet finder vi traditionen tro 2 stk. DVI tilslutninger, samt en mini-HDMI - Nvidia nægter tilsyneladende fortsat at benytte den nye display port standard.