Bundkort, AMD d. 19. august. 2012, skrevet af Sheik3n^ 0 Kommentarer. Vist: 10460 gange.
Den er god nok! Det er et bundkort, og som jeg indledningsvist skrev, så er der skruet op for de karakteristiske "Gigabyte" blå farver.
På trods af at være et mATX bundkort, så er det ualmindeligt lille. Særligt i sammenligning med MSI bundkortet til højre, hvilket er et "regulært" mATX størrelse bundkort.
Når vi kigger på området omkring cpu-soklen, så bliver det hurtigt åbenlyst, at det meget kompakte design har nogle uheldige konsekvenser. Først og fremmest, så er der ikke meget plads til at montere større cpu-kølere, da de vil rage ind over ram-soklerne. Det vil højst sandsynligt ikke blive aktuelt, da der ikke er meget mening i at bruge lige så mange penge på en stor køler, som man har brugt på bundkortet. Hertil skal det også siges, at Llano APUerne ikke bliver synderligt varme. Den næste uheldige konsekvens er, at man kun finder to ram-sokler.
Når vi retter blikket mod den nederste del af bundkortet finder vi en række væsentlige udvidelsesmuligheder. Heriblandt et stk pci-express 2.0 16x slot, et pci-express 1x slot og et ordinært pci slot. Dertil fire sata porte og to usb headere. Man ser igen, at man er gået på kompromis med udvidelsesmulighederne, da der "mangler" et pci-express slot sammenlignet med MSI bundkortet.
Når vi kigger på bundkortets I/O porte, er det lidt ligesom at træde ind i en tidskapsel! TO! PS/2 porte, det er ellers længe siden, jeg er stødt på det. Fire usb porte. En gigabit ethernet port og tre jackporte. Ydermere finder vi vga- og dvi-udgange. Desværre er der ingen hdmi port, hvilket jeg mener, er en kæmpe hæmsko for dette bundkort, da det er er oplagt at bruge dette bundkort i en htpc f.eks.
Følg med på næste side, hvor vi tager et kig på kortets bios.
Anmeld
Information