Kabinetter d. 27. marts. 2013, skrevet af Renissen2 0 Kommentarer. Vist: 7281 gange.
Vi lægger ud med en kigger på kabinettet og jeg må erkende, at jeg da egentlig synes, Cooler Master er sluppet rigtig heldigt fra dette design. Designet er præget af håndtagene foroven, (især tværhåndtaget er rigtig lækkert, da det er en stålstang udstyret med et gummilag) og bulerne på siderne af kabinettet. Sidepladerne har fået en tur i pressen nok for at give mere plads til blæserne i venstre side, men det er da egentlig meget pæn facon, de har givet pladerne især i kombination med den lille akrylplade i bulen. Generelt er der pænt afrundede hjørner på hele kabinettet og finishen (halvblank) både på de malede dele og plastdelene er ret lækre at røre ved. Frontens og toppens meshgitter er sort og det giver en rigtig god kontrast til det hvide kabinet. Hele kabinettet udstråler, at det er noget gedigent kram, man har med at gøre her.
Her ser vi fra siden og der er et lille akrylvindue, så man kan nyde hardwaren indenfor. Under vinduet kan man montere 2 stk. 120mm blæsere, så GFX-kortet får mere direkte frisk luft, hvis der er behov for det. Det er meget fint tænkt, at de sidder vandret, så ikke den ene som det ofte ses kommer i vejen for CPU køleren.
Så er der fri adgang til det sorte indre efter, at sidepladen, som sidder fast med 2 stk. fingerskruer, er fjernet. Der er plads til 7 PCI-udvidelser og alle dækpladerne er af sortmalet metal. På bagsiden sidder også den tredje af blæserne. Der er tre gennemføringshuller til ledningerne - alle er med gummityller og det nederste er ekstra stort. Jeg havde gerne set, at kabinettet var nittet sammen med 4 stk. popnitter i hvert hjørne, da det giver et væsentligt mere stabilt kabinet, men selvfølgelig giver plast topdelen en del yderligere støtte, så totalt virker kabinettet nu stabilt nok. Der er foroven i højre side plads til 3 stk. 5,25" drev og derunder en holder til i alt 7 stk. 3,5" enheder. Den ene side kan fjernes 4 pladser ned, hvis GFX-kortet(ne) er for lange. Derunder er yderligere en harddisk holder til 3 stk. 3,5" harddisk eller med adapter 2 stk. 2,5" harddiske /SSDdrev. Selv hvis man har 1,8" SSDdrev kan de også monteres via adapteren.
På bagsiden af kabinettet starter vi forneden med det sædvanlige hul til PSU-en og man kan lige skimte de gummidupper, som PSU-en kommer til at hvile på. Så følger de 7 åbninger til PCI-kort montering og til højre for dem er der noget, som Cooler Master kalder Storm SecureGuard. Mere om den senere. Hullet til I/O shield sidder, hvor vi forventer det og ligeså blæseren til højre for, den blæser ud gennem en masse 6 kantede huller og følger dermed nogenlunde stilen fra front og top. Over blæseren er der tænkt lidt på H2O folket med 2 stk. huller til vandslanger og de er foret med en gummitylle.
Jeg blev ærlig talt lidt skuffet over LED lyset, som gerne skulle angive power on og harddisk aktivitet. Det er meget afdæmpet og det er næsten ikke til at se i dagslys og da slet ikke hdd lyset, da det faktisk kører i lyset til power og man skal virkelig kigge godt efter, så det er en skidt løsning. Fronten er beklædt med et meshmetalgitter og under det er et mere finmasket net til at opfange støv. De meget store huller man kan se, er faktisk en del af den støbte plastfront. Det skal nok støvsuges en gang imellem eller man kan tage hele frontpladen af og skylle under vand, men da den sidder relativt stramt fast, så er det nok de færreste der har lyst det.
På toppen sidder betjeningspanelet og stikkene til audio og USB er gemt under et lille dæksel med et lille håndtag, så man kan skyde det frem og tilbage over stikkene efter behov. Igen er det et stort øv, at man ikke har lavet lidt mere plads under dækslet for så kunne man have sin mini combimodtager til sin mus og tastatur siddende, når dæklet var lukket. Fra venstre er det headset og mikrofon, så følger 2 stk.USB3.0 og derefter 2 stk.USB2.0 stik. Mellem starten af håndtagene sidder først fra venstre on/off knappen til frontblæsernes LED lys, så følger power knappen og til sidst reset knappen, de er alle lavet af plast og er fjederbelastede og de virker rimeligt solide.
Så er bunden nået og her gemmer sig 2 stk. filtre af plastik, så de er lige til at tage ud og skylle under vandhanen. Et under PSU'en og et under bundblæseren. Jeg havde nu hellere set et langt filter, der dækkede begge huller, for det er lidt kringlet at få hevet filteret under bundblæseren ud. Enten skal man lægge kabinettet ned på siden eller løfte fronten højt nok til, at man kan nå ind til filteret. Kabinettets fødder/støttepunkter er et stort og relavtivt blødt gummi indlæg, som virker massivt, det er omkranset af en blank metalring og holdes på plads af en skrue i midten.
Tak til Cooler Master for billederne i artiklen, som ikke har vores logo.
Lad os så få smidt noget hardware i kabinettet.
Anmeld
Information