Layout / Design
GIGABYTE har udstyret dette 750 Ti kort med deres WINDFORCE køler. Når det kommer til GIGABYTE kølere, er vi vant til den store 3X model, der findes på GTX 760. Men en så stor køler er unødvendig på det lille 750 Ti kort. I stedet er kortet udstyret med en 2X køler der altså har 2 blæsere og en noget mindre heatsink.
Udover en masse fancy teknologi som GIGABYTE traditionelt kalder Ultra Durable 2, er blæserne på WINDFORCE køleren specielle, idet de benytter sig af finner med parallel hældning. En tyk heatpipe går gennem hele køleren og fordeler varmen i heatsinken. Kvaliteten er ikke helt på højde med den større WINDFORCE 3X køler. Aluminiumskonstruktionen er skiftet ud med plastik, hvilket får hele kortet til at føles billigere.
Selvom ekstra strøm normalt ikke er nødvendigt til et 750 Ti kort, har GIGABYTE valgt at dette kort skal have et 6-pin PCI-E stik. Noget der forhåbentlig gavner overclockmulighederne.
I fronten af kortet sidder 2 HDMI og 2 stk. DVI udgange. Dette giver rigeligt med muligheder, når skærmen skal sættes til, og man kan sætte 4 skærme til på en gang.