The WINNER til strategi
Jeg må indrømme at jeg er lettere imponeret over denne mousepad. Til strategispil kræver musen ikke mere plads end de 225 x 225. Men jeg erkendte dog hurtigt vigtigheden af at have teflon på ens mus når der spilles. Når der er teflon på musen føles den lidt som om den svæver hen over musemåtten og lyden er minimal. Hvis jeg derimod undgik musen med teflon, så var der en del mere modstand og der fremkom en lyd, som minder om negle, der kører hen over en teltdug. Dette er så den mindre imponerende del af brugeroplevelsen.
Alt i alt er det en meget behagelig og udmærket mousepad til strategi-gaming, dog bør man overveje den større model, hvis man er vant til lav markørhastighed.
The KILLER til 1. person shooter
Som beskrevet tidligere er The KILLER og The WINNER helt ens bortset fra størrelsen. Min svoger mente ikke, at man med en normal markørhastighed behøver den store plads The KILLER giver, heller ikke selvom det er til 1. person shooter spil. Dette er selvfølgelig op til den enkelte, hvor meget plads man behøver. The KILLER giver i hvert fald en del mere plads, hvis det er dét man har behov for.
Extrem præcis
På produktet står der at det er opbygget til 8000 dpi. Hvilket, hvis det er korrekt, er ret så imponerende, borset fra at der ikke findes en mus endnu, som kan udnytte dette. Efter at have testet produktet i spil, tegneprogram og med surfing generelt, er jeg af den opfattelse, at denne mousepads præcision er på højde med Icemat og Steelpad, hvis ikke højere.
Ergonomi
Musemåtterne er designet så de passer ind ved siden af tastaturet. NOVA har valgt at gøre én af siderne lige, så den kan ligges helt ind til tastaturet og derved kan spilleren placere begge hænder ligefrem for sig. Idéen er i mine øjne ok, men problemet er bare at man har vænnet sig til at sidde med hænderne lidt mere spredt, så det kræver en ny tilvænning, hvis man skal nyde godt af den ergonomiske del.
Slidstærk
Selve materialet på oversiden er meget slidstærkt. Undersiden derimod, der er produceret af en slags klæbende skum, går let i stykker og man oplever ofte at en lille smule af det ryger af. Undersiden har også en tendens til at suge alt hår, støv osv til sig, så det er klart en mousepad, der skal blive liggende ét sted, ellers er man nødt til at børste den godt af gang på gang, og det kan godt tage lidt tid. Jeg kunne forestille mig at "klæbrigheden" efter et stykke tid ville gå af pga. alt det støv den suger til sig, men det er kun en teori.
Perfekt til gaming
Musemåtterne er helt klart gode til gaming, men kunne også sagtens bruges til diverse tegneprogrammer eller bare som en behagelig surf-musemåtte. En god feature er at de begge kan rulles pænt sammen og tages med til evt. LAN eller andet.
En anden feature jeg mener, der bør nævnes er begge måtters re-centrér kant. Hvis du under spillet rammer den orange kant med den optiske sensor på musen, vil markøren stoppe med det samme på skærmen og du vil vide, at du skal re-centrére musen igen. Du vil altså ikke opleve, at din mus lander ude på bordet i kampens hede.
Design
Designet er en smagsag, men i mine øjne er det dette, der trækker en hel del ned. NOVA har valgt den meget kraftige orange og den grå. Personligt ville disse farver gøre, at jeg med det samme ville vælge musemåtten fra, men som sagt det er en smagssag. En måske lille positiv ting er at disse farver yderligere pointerer, at disse mousepads er produceret til gamere, da det ofte er stærke farver, der karakteriserer dette.