Styre-enheder d. 28. august. 2017, skrevet af Pizzadude 0 Kommentarer. Vist: 13210 gange.
Så er vi kommet til det vigtigste, nemlig selve brugen af keyboardet. Testen har bestået af hverdagsopgaver i form af tekst og billedbehandling, internetbrowsing og diverse, samt selvfølgelig en hel del gaming i spillene, Borderlands, Diablo III og Battlefield.
De brune CherryMX kontakter som denne version af tastaturet er udstyret med, har såkaldt taktil feedback, hvilket vil sige at du kan mærke "klikket", modsat de røde (lineære) kontakter hvor du ikke kan mærke det. Tastaturet kan også vælges med blå kontakter, der siger en tydelig kliklyd og de nævnte røde. Selv foretrækker jeg de røde kontakter, da de er lidt mindre larmende, men det er selvfølgelig en smagssag.
Som forventet er følelsen af kvalitet der fra første tastetryk, og det er ikke tilfældigt at CherryMX mere eller mindre er blevet standarden for high-end gaming tastaturer. Tasterne reagerer som forventet hurtigt og præcist, lige meget om det er for at skrive eller til gaming, og med en lækker følelse og feedback når der trykkes. Et lille minus for nogen vil være, at tasterne i alle tre versioner, larmer noget mere end keyboards med ikke-mekanisk kontakter eller eventuelt CherryMX silent kontakter, som dog ikke er en mulighed her.
Til forskel fra kontakternes kvalitet, er jeg lidt mere forbeholden over for layoutet af MasterKeys Pro M. Det fås som nævnt i tre forskellige versioner, hvor dette er den mellemste hvor man har prøvet at kombinere fuldt numerisk tastatur med et kompakt design. Personligt anvender jeg det numeriske tastatur ret meget i min dagligdag, så muligheden for at få det med er som udgangspunktet et plus. Dog bruger jeg også piletaster og en tast som "Delete" en del, og da disse er integreret i det numeriske tastatur, var det under testen et dagligt irritationsmoment, at skulle skifte frem og tilbage mange gange om dagen.
En andet sted hvor jeg synes MasterKeys Pro kommer lidt til kort, er hvad angår indspilning af makroer og generelt tilpasning af knappers funktioner. Jeg kan for så vidt leve med, at der ikke findes dedikerede makro-taster på tastaturet, men hvad jeg finder mindre tilgiveligt er, at alle makroer skal indspilles direkte på tastaturet, og man ingen mulighed har for at redigere i dem efterfølgende - ud over at overspille med en ny. Jeg fandt det langt fra intuitivt at indspille makroerne, og faktisk blev jeg nødt til at se Cooler Masters instruktionsvideo et par gange, før jeg rigtig forstod logikken bag.
For retfærdighedens skyld skal det siges, at til mit personlige behov fungerede det okay i forhold til brugen af makroer, men jeg kan se mange situationer for mig, hvor det ville være langt at foretrække med en dedikeret makro editor, frem for at det hele skal programmeres direkte på tastaturet. Blandt andet i forhold til, at det ville være noget nemmere at få præcis den tastekombination man ønskede, med de rette forsinkelser imellem, hvis man kunne redigere i det indspillede.
Mange vil nok købe dette tastatur til gaming, og hvis man kan leve med begrænsningerne i forhold til makroer, er dette tastatur virkelig godt til formålet. Jeg fandt det ret brugbart, at kunne vælge lyset under hver enkelt tast, for at fremhæve præcis de taster de er relevante i et given spil - selv om man selvfølgelig ikke kigger så meget ned på tastaturet i kampens hede.
I kraft af tyngden og fødderne under tastaturet, står det særdeles godt fast på underlaget, så jeg oplevede ikke at det flyttede sig under selv den heftigste ildkamp. Det i kombination med nogle virkelig gode kontakter fra Cherry, og i øvrigt keycaps der ikke falder af, gør at gaming oplevelsen trods alt er rigtig rigtig god med tastaturet her.
Anmeld
Information