Styre-enheder d. 28. august. 2017, skrevet af Pizzadude 0 Kommentarer. Vist: 13158 gange.
Ved første øjekast er MasterKeys M pænt og stilrent, men måske en anelse anonymt i det.
Når man får sat tastaturet til, sker der dog noget hvad angår det anonyme, idet lys-effekterne går i gang. Der er RGB lysdioder under alle taster, som man kan programmere på alverdens måder. Her har Cooler Master virkelig levet op til deres "Make it yours" slogan, da man vitterligt har alle muligheder for at tilpasse lyset til ens egen smag ned til den enkelte tast. De pre-definerede muligheder er også ret omfangsrige og tæller sågar at lyset viser CPU belastningen eller fungerer som equalizer. Cooler Master har lavet en lille video, som viser nogle af mulighederne, den kan ses her.
Det kan være lidt svært at fange lys ordentligt på et billede, men jeg må sige, at lys effekten på MasterKeys Pro er virkelig flot, særligt på grund af måden lyset "flyder ud" under tasterne. Som de fleste andre tastaturer med dioder, er oplysningen af tasterne koncentreret i toppen, hvilket gør at tasterne sekundære funktioner er mindre oplyst end de primære.
Hvis vi vender tastaturet om, er der de fire obligatoriske gummiplader til at holde tastaturet på plads samt to fødder der kan klikkes ud og hæve bagenden. Øverst i midten er der er en firkantet nedsænkning, hvor USB-stikket til kablet er. Der er så frit valg til at føre kablet bagud, eller til enten højre eller venstre side - en lækker lille detalje.
Noget af det første jeg lagde mærke til, da jeg fik tastaturet ud af kassen, er højden på det, der er omkring 1,6 cm ved fronten og 3 cm ved bagenden. På forsiden er der gjort lidt for designet i form af forskellige indsænkninger i plastikken.
Bagsiden med en enkelt indsænkning, i midten kan man lige skimte et af hullerne til USB-kablet.
I hver side ser vi igen detaljerne med en lille indsænkning og huller til USB-kablet. Her er forskellen i højde på for, og bagside tydelig.
Med det medfølgende værktøj kan man fjerne selve tasterne, og få frit udsyn til kontakter og lysdioder. Tasterne sidder ualmindelig godt fast, og det var for mig så godt som umuligt at fjerne dem uden brug af værktøjet. Som sagt sidder selve lysdioden over selve kontakten, mens kontaktens "hus" er gjort transparent for at sprede lyset bedre.
I toppen er en række genvejstaster indbygget i F1-F12. Via F1-F4 styres lyset, som faktisk kan programmeres helt uden brug af software. F5-F8 styrer den såkaldte repeat rate, som er hvor hurtigt tastaturet skriver samme tegn efter hinanden hvis man holder en tast nede. De sidste fire styrer aktivering/deaktivering af Windows-tasterne, endnu en tast til styring af lyset samt to taster til håndtering af makroer.
En fed lille detalje er, at når man trykker på FN for at skifte profil eller andet, lyser nogle af tasterne op, for at indikere aktuelt profilvalg, repeat rate og Windows-tasten er deaktiveret eller ej.
MasterKeys Pro fås i versionerne S, M og L, vi tester her M-versionen hvor det mest specielle er, at man har kombineret et numerisk tastatur med piletaster, funktionstaster som Home og Insert, samt medietaster som lyd op/ned og start/stop.
Anmeld
Information