Test: HannsG HW191D

Design

Skærmen fra HannsG er øjensynligt designet efter "no nonsence" princippet. Der er satset på et minimalistisk design, hvor der er skrabet helt ind til benet med hensyn til ekstra knapper og pynteplastik.
Personligt er jeg ganske glad for designet. Det opfylder de krav de fleste har til en tft-skærm; det skal være udført i det moderne sort/sølv-look, der næsten ikke er til at slippe udenom i dag, og skal der ud over ikke tiltrække sig al for meget opmærksomhed - specielt ikke når den ikke er i brug.

På siden af skærmen sidder 5 knapper: Menu/Enter, Autoadjust, pil op/ned (bruges både til at navigere rundt i skærmens On Screen Display, og til at styre lydstyrken i de indbyggede højttalere) og Tænd/Sluk.
Stereohøjttalerne er, til min store begejstring, placeret bagved selve skærmen, og ikke på siderne. På trods af, at det muligvis kan ødelægge lidt af stereoperspektivet ser jeg det som en klar designmæssig fordel, og det er jo også de færreste der køber fladskærme med henblik på hifi-opstilling af de indbyggede højttalere.

Skærmens fod tillader at man kan tilte skærmen fra 0°-20°, hvilket burde være mere end rigeligt for de fleste.

Test

Vi indleder testen med at se på det allermest væsentlige ved denne fladskærm - nemlig lydkvaliteten i de indbyggede højttalere!
Lydkvaliteten er som man kan forvente. Altså cirka på højde med, hvad man kan finder i en desktop-replacement bærbar. Man kan ikke forvente hverken høj detaljeringsgrad, knivskarp diskant eller hårdtslående bas, men hvis du bare skal bruge dem til at høre lidt underlægningsmusik mens du arbejder ved computeren klarer de sådan set opgaven på fornuftig vis, uden at forvrænge lyden alt for meget ved lavere lydstyrker.

Bevæger vi os videre til at se på skærmens billede, vil jeg indlede med at sige, at vi hardwaretestere nogle gange har det for nemt. Da jeg skulle påbegynde min test gik jeg lidt ud fra, at jeg ville skulle bruge tid på at indstille skærmen med hensyn til farver, kontrast og billedstørrelse. De forestillinger blev dog gjort til skamme, for lige så snart jeg havde sat skærmen til computeren, startet windows op, og trykket på autokalibreringsknappen på skærmen, stod billedet så godt, at jeg simpelthen opgav at gøre det bedre. HannsG kunne faktisk have sparet alle indstillingsmuligheder væk uden det havde generet mig synderligt.
Skærmen har dog et standard On Screen Display, hvor man kan indstille lysstyrke, kontrast, billedposition, vridning af billedet, farver, input (digital/analog) samt placering og sprog af OSD'en.

[!REKLAME!]

Mit først indtryk af skærmen var, at den var meget lysstærk og klar i farverne, og det indtryk fortsatte hele vejen gennem min test.

Det første jeg gjorde for at teste skærmen var, at smide en high-definition filmtrailer på skærmen, for at se, hvordan billedkvaliteten var ved filmvisning. Jeg valgte at bruge traileren til Higher Ground, der er at finde i Apple's trailer-galleri:
http://www.apple.com/quicktime/guide/hd/higherground.html

Filmen indeholder en del scener med hurtige bevægelser og kamerapanoreringer, samt skiløbere, der hvirvler store skyer af sne op, hvilket gør filmen glimrende til både at undersøge detaljeringsgraden og se efter eventuel ghosting.
Nu er det imidlertid jobbet som hardwaretester bliver svært - for hvordan kan man virke kritisk, når man næsten ikke kunne registrere et fald i farvemætningen ved hurtige bevægelser, ghosting var ikke-eksisterende og man virkelig følte at man kunne se hvert eneste snefnug i filmen?
Man starter selvfølgelig Half-Life2 op, for at se om samme tendens gør sig gældende i spil. Og ja. Det var stadig umuligt for mig at tvinge skærmen i knæ.

Nu er det jo dog sådan, at man af og til bliver nødt til at gå til ekstremer for at finde svagheder ved den hardware man tester. Derfor blev programmet PassMark MonitorTest fundet frem. Et smart lille program, der giver en række primært stillestående testbilleder, så man kan vurdere især farve, og kontrastforhold på skærmen. I programmet er dog også indbygget en ret ekstrem ghosting-test. 5 hvide bokse, der flyver henover en sort baggrund med henholdsvis 100, 200, 400, 600 og 800 pixels/sekund. Her skal man dog være opmærksom på, at det altså er en ret ekstrem test, idet overgangen fra hvid til sort er den der tager længst tid for skærmen at lave, og det er uhyre sjældent at man i praksis vil komme ud for sådant kontrastforhold i et realistisk brugsscenario.
Testen viste dog, at det stadig er praktisk muligt at få skærmen til at ghoste. Ved 400 pixels/sec begynder den flyvende firkant at få slørede kanter, og ved 800 pixels/sec er sløringen i begge sider af firkanten ca 2-3 mm bred. Personligt har jeg dog aldrig kørt denne test på en skærm der kunne se sig fuldstændig fri for ghosting, og jeg har set en del fladskærme klare sig meget dårligere end denne.