Montering
Et lille minus ved dette kabinet er, at man ikke kan tage bundpladen ud. Dette ville ellers gøre installationen af bundkortet noget nemmere. Men det er ikke noget der trækker voldsomt ned.
En god ide er, at installere strømforsyningen først, da man ellers kan komme lidt i klemme med hensyn til CPU-køleren og RAM, hvis disse allerede er installeret på bundkortet. Et plus mht. bundkort-installationen er, at de medfølgende spacers til bundkortet er blevet gjort tyndere i toppen, så de glider ind i de huller der er til skruer i bundkortet. Det sikrer at bundkortet ligger som det skal. Dette kræver nogle lidt tyndere skruer, som Enermax naturligvis har lagt ved.
Installationen af 5,25" drev (CD/DVD) foregår ved, at man kører drevet ind til længeden passer med fronten på kabinettet, hvorefter man skubber en skinne på plads og låser. Så sidder det der.
De to øverste pladser skal man skrue fast, hvilket jeg kan forestille mig har noget at gøre med, at der her er de små låger foran drevene. Installationen af floppy-drev, hvis man stadig har et sådant, foregår på samme måde.
Installationen af harddiske foregår også værktøjsfrit. Det fungerer ved at man tager to styks skinner og klemmer dem fast i skruehullerne på harddisken, hvorefter de glider på plads i buret. Det er lækkert at se at man ikke engang behøver skrue skinnerne fast, men blot skal bruge lidt knofedt. Derudover har skinnerne også en vibrations-dæmpende effekt, da de gør, at der ikke er metal mod metal i harddisk-sektionen. Så lidt støjdæmpning der også. Hele harddiskburet kan faktisk tages ud, men det ser jeg ikke nogen grund til, da det kræver at man skal ind under kabinettet. Derudover er der ingen grund til det, da installationen af diske i forvejen er usædvanligt nem.
Her har jeg så fået installeret mit system i kabinettet, hvilket faktisk foregik meget smertefrit. Det mest tidskrævende var at skrue det gamle kabinet fra hinanden, hvilket virkelig viser fordelene ved et værktøjs-løst installations system.
Jeg har en beklagelse, hvilket ikke skyldes kabinettet, men mere en uheldig kombination af hardware. Jeg kunne ikke have min IDE-harddisk og mit IDE DVD drev sat til samtidig, pga. harddiskburets placering. Selv med DVD-drevet i nederste plads kunne det ikke lade sig gøre. Dette skyldes MSI's valg af placering til IDE-kanalen på bundkortet, og det at der kun er en af dem. Til folk der kun har S-ATA harddiske vil det ikke give nogen problemer.
En ting jeg lagde mærke til var, at der var usædvanligt lidt plads mellem min Scythe Mine køler og siden af kabinettet, specielt med den store blæser siddende. Nu er Scythe Mine ikke verdens højeste køler, men højere skal de ikke være før det går galt. En køler som Thermaltake's Big Typhoon kan nemt komme i problemer.