Test
Testen er udført på flere forskellige underlag: Mit skrivebord af træ, billig stofmusemåtte, Icemat Black 2.ed, Func Surface 1030, Intelligepad og en Ultimat Silver edition.
Dagligdags brug
Til almindelig dagligdags brug foretrækker jeg klart XL grebet, det er simpelthen mere behageligt at holde på idet det er mere ergonomisk korrekt udformet. Til almindeligt brug er scroll hjulet en gave. Hvis man skal et stykke ned gennem et dokument eller en internetside, går det legende let, når scroll hjulet er sat til at køre ”på frihjul”.
Musen klarer sig godt til denne slags brug, den reagerer som den skal og knapperne er behagelige at bruge. Man skal dog ikke sætte DPI indstillingen på max, da musen så er alt for følsom til kontorarbejde.
Ved almindeligt brug var der ikke den store forskel på hvilket underlag jeg brugte, men jeg vil dog foretrække et ordentligt underlag frem for direkte på bordet, da den i så fald glider en del lettere.
Præcision
Med mine begrænsede finmotoriske evner samt photoshop skills gav jeg mig i kast med at afprøver musen når det gjaldt præcisionsarbejde. Dette klarer musen faktisk rigtig godt når DPI kommer ned under 500. Musen er dejlig præcis, og da det ikke går så stærkt, har man fuldstændig styr over, hvad man laver.
Ved præcisionsarbejde betyder underlaget en del mere end det gjorde ved dagligdags brug. Her er det klart at foretrække at tage en af de bedre musemåtter, selv om musen glider pænt over den billige stofmusemåtte, er der en mærkbar forskel, når den kommer over på en af de andre måtter.
Gaming
Nu kommer vi så til den interessante del, siden det jo er en decideret gamermus, bliver det interessant at se hvordan den klarer sig, når det skal gå stærkt. Jeg har valgt at teste den i strategispillet Command and Conquer 3, Battlefield 2142 og selvfølgelig Counterstrike.
Det er ikke falsk reklame når Logitech kalder G9 for en gamermus, for til gaming er den uovertruffen. Den er ultra præcis, og den nærmest flyver hen over min Icemat. Det er uden tvivl den mest præcise mus jeg har prøvet.
Præcisionsgrebet er specielt velegnet til gaming, idet den lidt ru overflade gør at man bedre kan holde fast, selv om man sveder i håndfladen. Dog synes jeg at XL grebet ligger bedre i hånden, og jeg foretrækker derfor det over præcisionsgrebet, også når det gælder gaming.
Til gaming skal der en ordentlig musemåtte til. Det er muligt at game uden, men det ville næsten være synd ikke at få det optimale ud af G9.