Design og Layout
Lad mig være helt ærlig her - da jeg først åbnede kassen blev jeg en anelse skuffet. Grafikkortet var langt, køleren var lille, og blæseren så ud til at køre med høje omdrejninger.
Men da kortet røg i maskinen blev alle mine fordomme bragt til skam. Ja, kortet er rimelig langt, og køleren er lille. Men kortet siger stadigvæk ikke en lyd.
Hvis vi går tilbage til analysen af selve køleren, så ser vi ingen heatpipes stikke frem nogen steder - men jeg har dog på fornemmelsen af at de lurer under overfladen. Ellers er det blot en almindelig aflang aluminiumskøler, med en 60mm radialblæser til at skubbe luft igennem køleren. Det er desuden værd at bemærke at køleren er single-slot i forhold til alle andre 8800GTS og GTX kort - det vil sige at det ikke optager to porte i computeren. Det skal også nævnes at PCI-E strømstikket sidder på siden af kortet, og ikke i toppen. Det gør at der muligvis kan blive problemer med små kabinetter.
For at det ikke skal være løgn har Zotac også smidt lidt lir i kortet. Da jeg fik smidt kortet i maskinen og startet op bemærkede jeg pludselig at dele af mit bundkort var en del mere oplyst end tidligere - der sidder nemlig nogle LED's ved blæseren. Dette er nok første gang jeg har postet et billede af indersiden af mit kabinet - jeg håber i kan se igennem støvet.
Der er desuden dual-DVI stik, samt et SVHS stik der samtidig fungerer som component stik med den medfølgende adaptor.