Chipset X48
X48 bygger i høj grad på X38 – så meget at nogle allerede kalder X48 for et ”speed binned” X38 – altså X38 chipsets, der er håndplukkede fra produktionsbåndet. Derved betyder det også at featuresettet er stort set ens. Vi har igen at gøre med et chipset, der understøtter DDR3-hukommelse og PCIe 2.0. PCIe 2.0 fordobler båndbredden fra 2.5Gb/s til 5Gb/s, hvilket naturligvis hæver loftet for kommende grafikkort. Endnu er der ingen grafikkort, der til fulde har udnyttet begrænsningerne i båndbredde på PCIe 1.1, men det er kun et spørgsmål om tid.
Det løfter også grænserne for hvor megen effekt, der kan tilføres til grafikkortet igennem PCIe slottet. Ved PCIe 1.1 lå grænsen på 75W, men denne er fordoblet således at der nu kan leveres 150W igennem bundkortets PCIe slot. Vi er dog ret sikre på at man i lang tid endnu vil se grafikkort, der kommer med et eksternt strømstik, således at brugerne sikres fleksibilitet. De nye specifikationer stiller bestemt også høje krav til bundkortproducenterne, der i et dual-grafik setup skal kunne levere 300W effekt til de to grafikkort alene.
En sidste detalje, der er værd at nævne omkring PCIe 2.0 er at der er mulighed for dynamisk at skifte link-hastigheder og dermed give hver enhed bedst mulige betingelser. Teknologien giver også mulighed for at eventuelle dynamiske ændringer i båndbredden sendes videre til software, således at drivere - eller operativsystemet - bedre kan udnytte funktionaliteten.
Spørgsmålet om dual-grafik er blevet mere åbent det seneste stykke tid og vi glæder os til at se hvad det ender ud i. AMD’s CrossfireX ligner en rigtig god løsning, der skulle være yderst fleksibel og med Radeon 38xx series har virksomheden endelig hardware, der lægger op til Crossfire.
Intel har fremvist sin Skulltrail-platform, der demonstrerede NVIDIA’s SLI på et X48 bundkort – det kan altså lade sig gøre. Nu er det bare et spørgsmål om der kommer drivere, der tillader dette. Og det afhænger af NVIDIA, der selv har mulighed for at enable dette i deres drivere. Ifølge Intel er bolden nu helt og holdent på NVIDIA's bane, hvad angår SLI-support på Intel's chipsets.
Nyt i X48 er primært understøttelse af 1600MHz DDR3 og 1600MHz FSB. Det betyder at alle X48-baserede bundkort vil kunne køre med nyeste 1600MHz baserede processorer. Alle disse vil være produceret på 45nm produktionsteknologi, som igen er en del af det featureset, som X48 tilbyder. Som ved X38 chipsettet, så vil alle X48 chipsets havde understøttelse for samtlige processorer i Penryn-opdateringen – disse indeholder Yorkfield (quad-core) og Wolfdale (dual-core) processorer. Lancering af disse sker desuden i Januar 2008 efter seneste udmeldinger fra Intel.
X48 giver altså mulighed for at køre sine lynhurtige DDR3 RAM synkront med FSB’en på 1600MHz, men chipsettets specifikation indeholder også en divider, således at man kan køre 1600MHz FSB og 1066MHz på sine RAM.
Selvom Intel fremhæver 1600MHz, som den nye feature, så skal X38-købere bestemt ikke sidde grædende tilbage. Både Gigabyte og ASUS har udsendt BIOS-opdateringer, som giver 1600Mhz understøttelse på sine X38-baserede bundkort. Her er det således ikke med officiel understøttelse fra Intel, men derimod fra bundkortproducenten, hvilket i sig selv er ganske udmærket. Det faktum alene har fået mange til at undre sig over hvad X48 chipsettets berettigelse er.
Southbridgen - ICH9
Imens Northbridgen er fyldt med teknologier, så har Intel valgt at holde igen og benytte den kendte ICH9 Southbridge til X48. ICH9 så vi først på P35 chipsettet og det er en ganske gedigen Southbridge.
Intel har udvidet fra 4 til 6 S-ATA porte i ICH9 og denne gang er der nu også inkluderet understøttelse for eSATA i chipsettet. eSATA giver stor fleksibilitet og vi vil uden tvivl se eSATA på en lang række produkter. Således har MSI med deres P35 Platinium lavet et bundkort, hvor der er fire SATA forbindelser til chipsettet på selve PCB’en og så to eSATA forbindelser på bundkortets I/O-panel.
USB 2.0 er stadigvæk standard, og 12 USB 2.0 porte vil være at finde i chipsettets Southbridge. PCI understøttes stadigvæk og det samme med PCI Express, hvor chipsettet understøtter 6 PCI Express x1 forbindelser fra Southbridgen. Det er vigtigt at bemærke at selvom X48 chipsettet tilbyder PCIe 2.0 så er dette kun i de to X16 forbindelser til Northbridgen – i Southbridgen er det stadigvæk PCIe 1.1 som hersker. Dette er nu også helt fint, da man indtil videre ikke behøver mere båndbredde
her.
Intel’s High Definition Audio kører videre i ICH9 og vi får også Gbit LAN. Dual Gbit LAN vil Intel ikke tilbyde, men mange producenter tilbyder naturligvis dette via en tredjeparts controller. Stort set alle fremviste pre-produktions bundkort med X48 har været vist med Intels ICH9R Southbridge og det betyder Intel’s Matrix Storage Teknologi. Matrix Storage understøtter RAID 0, RAID 1, RAID 5 og RAID 10. Der er som tidligere et hav af mulighederne for at opbygge RAID-arrays on-the-fly og opbygge et hurtigt og sikkert RAID setup. Intel tilbyder i ICH9R også deres Rapid Recovery teknologi, der lader brugeren gemme en komplet kopi af harddisken på et andet S-ATA drev. Rammes man af virus eller mekanisk fejl, så vil Rapid Recovery hurtigt kunne genskabe drevet eller overgå så man benytter sin kopi. En teknologi, der på sin vis blander muligheden for Ghost-images med funktionaliteten fra RAID 1.
tak til Klavs S for ordene om chipsettet