Kopi af teksten En ny computervirus af ormetypen er her til fomiddag i gang med at sprede sig med fuld fart til mange danske computere.
Ormen, der har fået navnet W32/bagle.a, blev første gang registreret af flere af de store antivirusleverandører i går, og flere danske IT-sikkerhedsfirmaer registrerede dens ankomst til Danmark sent søndag aften.
Bagle-ormen dukker op som en vedhæftet fil i en e-mail med et ikon som styresystemet Windows' indbyggede lommeregner. Hvis denne fil bliver aktiveret, vil ormen kopiere sig selv til systemmappen under Windows, og i øvrigt sende sig selv videre til de e-mail-adresser, der ligger gemt på computeren.
Det danske IT-sikkerhedsfirma Comendo meddeler her til formiddag, et lille døgn efter, at det første gang stoppede en Bagle-orm, at det allerede har stoppet 6.000 eksemplarer af den ny orm, at den registrerede inficeringsprocent allerede er oppe på 7,2 procent, og at 85 procent af de computervira, der er blevet stoppet inden for det halve døgn, er den ny Bagle-orm.
Udover at kopiere sig selv til Windows-systemmappen og registreringsdatabasen kan Bagle-ormen på en inficeret computer også hente og afvikle såkaldt ondsindet kode, der i værste fald kan give uvedkommende personer adgang til computeren.