Nationalfølelse og nationalisme - Din mening?

Hyggehjørnet d.  25. januar. 2004, skrevet af Just
Vist: 345 gange.

Just
 
Elitebruger
Tilføjet:
25-01-2004 19:02:44
Svar/Indlæg:
576/64
For at kunne definere ordet nationalfølelse vil det være naturligt at undersøge den nøjagtige definition af nation. Gyldendals Fremmedordbog fra 1991 forklarer:

Nation: Et lands indbyggere, en samfundsgruppe der pga. fælles historie, kultur (alm. også sprog) o. a. føler sig som en enhed.

Nationalfølelse kan med rette defineres som følelsen af at være en del af en nation, at føle sig som en del af et fællesskab som eksisterer pga. fælles historie. Nationalfølelse er beslægtet med nationalisme. Om nationalisme skriver Gyldendals Fremmedordbog:

Nationalisme: Overdreven nationalfølelse forbundet m. had til el. undervurdering af andre nationer.

Der er tydeligvis en gradsforskel på de to begreber. Nationalisme er en forstærket nationalfølelse, som ofte er forbundet med had til dem som ikke er en del af det pågældende fællesskab.
De tre uddrag indeholder alle interessante holdninger til nationalfølelsen og jeg vil prøve at beskrive dem hver for sig, for bagefter at sætte dem i et større perspektiv.
Det første uddrag konkluderer at danskerne i dag, ikke lever anderledes end adskillige andre lande. Dette har dog ikke dræbt danskernes nationalfølelse. Grænsen ved Kruså (grænse til Tyskland) eksisterer stadigvæk, danskerne fyldes stadig med begejstring når de synger med på nationalsangene, som ved nærmere eftersyn alligevel ikke er så danske alligevel. Teksten beskriver ikke nationalfølelse som værende noget negativt - ej heller som noget entydigt positivt. Der er dog drilske undertoner i teksten, som antyder at vi ikke længere har så meget at have vores nationalfølelse i.
Det næste uddrag lægger ikke skjul på nationalfølelsens begrænsede værdi. På et fodboldstadion afløser følelsen af fællesskab og sammenhold de fordomme som vi danskere har om hinanden. Men så snart dagligdagen igen indtager sin vante plads er følelsen af fællesskab igen fraværende. I stedet hersker en negativ mistro og det eneste vi har til fælles er den manglende næstekærlighed.

"Hvormed blot være mindet om, at vi danske ikke elsker hinanden, ja, faktisk har så mange grove fordomme om hinanden, at det næsten kan være en formildende omstændighed for fremmedhadet." (tekst 2, linie 30-32)

Ifølge teksten står det faktisk så slemt til med vores forhold til hinanden, at fremmedhadet ikke skiller sig væsentligt ud fra det had vi nærer til hinanden.
Det sidste uddrag fremhæver også de negative sider ved det nationale fællesskab. Ifølge teksten handler fællesskabet simpelthen om at se bort fra det som forener os med andre folkeslag. Vi vil gerne have noget som virkeligt kan skille os ud, noget som beviser at danskerne er et unikt folkefærd. Det korte uddrag sluttes af med en interessevækkende udtalelse.

"Jeg tror så godt om os, at jeg mener, det er noget helt andet, der virkelig binder os sammen, nemlig den uforløste længsel efter at handle sammen, at være nogen som andre må tage hensyn til, at skabe historie."

Det som gør at vi føler en samhørighed er altså en håndgribelig lyst til at udrette noget i fællesskab. Troen på at det er muligt at gøre en forskel ved at stå sammen, ved at bidrage til enhed. Det er det det nationale fællesskab går ud på.
De tre uddrag viser helt tydeligt at nationalfølelse er et begreb som der er mange forskellige meninger om. De negative sider bliver fremhævet, men samtidigt udtrykkes et håb om en bedre form for nationalfølelse.
I dag ser vi en stigende tendens til at nationalfølelsen bliver erstattet af den skadelige nationalisme. Til visse sportsbegivenheder er hadet mellem forskellige lande blevet så stort at man er nødt til at holde tilskuerne adskilt af hegn og vagter. Såkaldte "venskabskampe" har flere gange udviklet sig til uhyrlige slagsmål.
Egoisme er ikke nødvendigvis noget negativt. At have kærlighed til sig selv kan nærmest betegnes som en livsnødvendighed. Men når kærligheden til sig selv overskygger kærligheden til andre, så kan egoisme med rette betegnes som noget negativt. Dette vil jeg overføre på nationalfølelsen. Nationalfølelse er heller ikke i sig selv noget dårligt. Det at man ønsker det bedste for sit land og for indbyggerne i det, kan næppe kritiseres. Men når kærligheden til fædrelandet forstærkes udvikles nationalismen. Det er her faren lurer. Når man betragter sit eget land som værende bedst, kan man hurtigt udvikle en overlegenhed over for andre mennesker. Historikeren Peter Gay beskriver i sin bog The Cultivation of Hatred hvad der skete ved udbruddet af den første verdenskrig:

"Nationalismen gik af med sejren i den store loyalitetskonflikt. Kærlighed til fædrelandet og had til dets fjender viste sig at være det vægtigste argument for fredsbrud som det lange nittende århundrede kunne frembringe."

Den tyske nationalfølelse gjorde at krigssangen "Hadsang mod England" blev populær. Peter Gay forklarer at der i England og Frankrig var nogle som søgte at fremme en hadefuld stemning ved at opfinde historier om at tyske soldater voldtog kvinder og myrdede spædbørn. Siegfried Sassoon, en engelsk digter og soldat, beskriver idéen i den engelske krigspropaganda på denne måde: "Det lod til at mennesket var blevet skabt for at det skulle dræbe tyskerne." Nationalisme har altså ofte været den vigtigste drivkraft i utallige krige.
Det vil sikkert interessere mange at høre Einsteins syn på nationalisme. Einstein gik foran med hensyn til at fornægte nationalisme. Han skrev engang:

"Jeg har aldrig gjort mig til ét med noget bestemt land."

Endvidere kaldte han nationalisme for "en barnagtighed, menneskeslægtens børnesygdom."

Redaktøren for dagbladet Indian Express skrev også meget kritisk om nationalismen:

"Jeg tror ikke på fædrelandskærligheden. Det er en gift som politikerne har opfundet for at få deres skumle planer gennemført. Det er dem der lukrerer på den, dem der drager fordel af den, dem der kommer til tops. Den kan aldrig være til gavn for landet, for folket eller for almindelige mænd og kvinder som De og jeg. . . . Denne skadelige politiker-udtænkte mur skal nok sætte skel mellem mennesker - mellem brødre; en skønne dag fører den til at mennesket bringer undergang over sig selv. Fædrelandskærlighed eller nationalisme er for mig at se en idiotisk øvelse i en kunstig form for troskab. . . . Jeg sætter ingen hyklerisk ære i at være en sølle dit eller dat. Jeg tilhører menneskeslægten."

Mange mennesker har tydeligvis indset at nationalisme ikke fører noget godt med sig. Historien har gang på gang vist hvordan politikere ynder at spille på folks nationalfølelse for at opnå deres mål.

Hvad er din mening om nationalfølelse og nationalisme? ?:(

Just
 
Elitebruger
Tilføjet:
27-01-2004 20:38:54
Svar/Indlæg:
576/64
#1 >> Takker for din ingangsvinkel... Det er jo nok et aspekt som ofte bliver overset.

Andre elegante kommentarer?



NoNig
 
Elitebruger
Tilføjet:
28-01-2004 09:11:27
Svar/Indlæg:
23132/740
-> #1

Ja!

Hva' laver det indlæg på en side for overclocking? ?:( Forstå mig ret. Jeg synes som sådan at det er godt det du skriver, det er ikke det. Men, jeg har bare været af den forståelse at oc.dk på intet tidspunkt har været præget af religionsstidigheder, såvel som politiske, etniske og samfundskritiske diskussioner. Så jeg forstår ikke hvor du vil hen...

Efterlyser du en politisk holdning? Eller bare en generel mening til den offentlige misforståelse af noget i den retning ?:(
Hvis du læser oc.dk's forrumregler igennem, vil du se, at den slags indlæg udebedes fra forummet, da siden gælder for alle uanset natiolitet, etnisk oprindelse og religion.

Gør lige op med dig selv, hvad det er du vil. Så kan vi (måske) snakke om det... ;)

Nu kender jeg dig jo irl (dvs. vi går på samme skole), og jeg mener heller ikke at du hverken udviser saglighed og/eller objektivitet i denne sammenhænge. Det er tydeligt at du er ude at svømme. Så mon ikke du skulle padle tilbage til hol.dk?! ;)
Jeg forstår (personligt) ikke din indgangsvinkel, for enhver der har blot den mindste smule politisk interesse, kan det umuligt komme som en overraskelse. Måske har du lige haft et øjebliks klarsynhed men, Just, jeg synes at du skulle ta' og overveje din udtalelse engang til. Politiske diskussioner hører ikke hjemme i et forum der handler om computere...



Just
 
Elitebruger
Tilføjet:
30-01-2004 12:07:53
Svar/Indlæg:
576/64
NoNig >> Det var faktisk for at få ideer til den diskussion som stilen skulle indeholde. Jeg håbede derfor på at kunne få indlæg fra nogle som så noget godt i nationalfølelse. Jeg har nemlig svært ved at få øje på det ;)

Men nu er den afleveret, så det kan være det samme nu.

Og så kommer diskussionen med off-topic igen. Jeg mener stadig at denne kategori er til for at man kan tale om andet end computere, det være sig vejret, håndbold-em eller for den sags skyld nationalfølelse :e