-> #4
Et peltierelement opstod faktisk som en lille tilfældighed. En kær franskmand (der er ikke mange, men de findes, og de fleste af dem er fysikere :e), legede en dag med legeringer.
Så fandt han ud af, at hvis han havde en kobberledning med to endepunkter. Loddede en ledning i hver ende, af en anden metallisk art, så opførte de to punkter sig meget sjovt alt efter hvordan han håndterede dem.
Et peltierelement kan nemlig bruges til to ting.
Vi kan starte med den, som de fleste kender:
Elementet har to sider. Den ene side er varm og den anden kold. Fidusen er nemlig, hvis man køler den ene side ned, så følger den anden med. Omvendt, hvis man varmer den ene side, så følger den anden også med. Forudsat, at spændingen over kredsløbet forbliver uændret. Forhøjer man strømstyrken "forstærker" man elementets effektivitet. Derfor er et voltmod måske at foretrække, men man skal være forberedt på, at så trækker elementet også en del mere watt. Der findes en ligning for sådanne variabler der munder ud en en effektafvigelse.
Det er peltierkøling i den mest nedkogte betydning.
Et andet yndet udtryk er, at peltierelementet "flytter" varmen. Det er i og for sig meget rigtigt, men det er ikke helt sådan det foregår. Man kan jo med en generel betegnelse sig, at al køling flytter varmen, men et peltierelement "modarbejder" varmen. Men ja, man kan godt sige at det flytter varmen.
Den anden sammenhæng som I kender peltierelementer i, er som tempaturfølere.
Den kære Peltier fandt nemlig ud af, at hvis man holdt den ene ende ved en konstant temperatur, og varierede den anden, så ville modstanden i kredsløbet ændre sig. Det vil sige, hvis den ene ende forblev værende stuetemperatur, og den anden ændrede sig. F.eks. man satte et lys ved siden af den, så ville modstanden over de to punkter ændre sig.
Det kender I som et elektrisk termometer. Den "konstante" ende er blot erstattet af en modstand og den anden ende er så peltierelementets varierende side.
Ret smart, ikke?! :e