Tjah... det er jo ikke fordi at jeg sætter en ære i at brænde mit hardware af, men det sker... det sker. Vi starter fra en ende af:
1992: Mine forældre købte en spritny Olivetti. 486'er, 25Mhz og 4Mb.
Jeg vidste, at man kunne pille låget af, og på magisk vis kørte den hurtigere. Det gjorde de i hvert fald nede i forretningen. Så tænkt, så gjort. En dag jeg var alene hjemme pillede jeg hætten af og et syn mødte mig, jeg aldrig glemmer. Lortet var helt støvet til, så jeg fandt støvsugeren og gik i gang. Lidet var jeg kommet i gang inden jeg hørte en "raslende" lyd. Det viser sig så, at jeg har tabt en skrue ned i lortet.
Mange der har arbejdet med hardware fra dengang ved, at det døde for et godt ord. Moderne hardware er udødeligt i sammenligning med skrøbeligheden af datidens vidundere.
Jeg stod og rystede lidt med maskinen og skruen kom ud. Jeg fik samlet lortet, og på magisk vis startede maskinen også. Der gik ikke lang tid inden at den brød ud i et laaaaangt bip! Og jeg vidste ikke mine levende råd. (En lektie lært) Jeg slukkede fluks for lortet, i samme øjeblik som mine forældre trådte ind af entredøren. Jeg kunne høre dem rasle med poser og snakke lidt frem og tilbage. Nu var rådne dyr våde, hva' fanden gør jeg?!
Jeg stormede ud af kontoret med støvsugeren, mine forældre stoppede mig med et "hvad laver du?" og jeg stivnede. Hva' dælen kunne jeg nu finde på?
En lamer-undskyldning om at jeg lige ville støvsuge omkring computeren så ud til at gøre det for et godt ord, indtil jeg hører min fatter gå ud på kontoret og tænde for maskinen. Pludselig gik ALT i slow-motion og jeg var lige ved at pisse i bukserne.
Jeg ventede bare på at den skulle bryde ud i et stort bip og min fatter fare i flint og udspørge mig på bedste tysker-SS-manér.
Tiden gik og jeg ventede og ventede. Sekunderne føltes om år og jeg vidste ikke mine levende råd.
Der skete intet. Pludselig udbryder maskinen et kortvarigt bip, det varer de famøse hundrededele af et sekund, men er nok til at jeg farer sammen og får koldsved mellem ballerne.
Pludselig toner der er "windows 3.11" logo frem og maskinen udsender den kendte "tadaaa!" - startlyd.
Jeg tror aldrig at jeg har været så lettet som i det øjeblik.
Tiden går, og jeg dummer mig som alle og enhver der lige er kommet ind i denne del af verdenen og pludselig skal jeg konfirmeres.
1998: Jeg får min egen computer.
Min konfirmation i '98 står uden sammenligning da jeg får min egen computer i gave fra mine forældre. En bambus-PC af værste skuffe med med 200MHz MMX'er, 32Mb PC66 SD-Ram, Seagate 2,1Gb harddisk (dengang var Seagate noget lort) og et 32x speed CD-rom drev. Bundkortets navn kan jeg ikke huske, men chipsættet var et Intel TX. Socket 7 - naturligvis.
Som enhver anden pilfinger herinde kan jeg jo ikke nære mig, så den her maskine bliver også skildt ad til atomer fra tid til anden i tide og utide.
Der er en masse kabler og dimsedutter. Det er som sådan ikke det værste.
En hurtig lektion og tankevirksomhed fortæller mig, at der måske var en sammenhæng imellem de små hvide bogstaver og tal på bundkortet der fortalte mig noget om "multiplier" og "FSB/PCI".
Jeg hev en lommeregner frem og begyndte at regne lidt på det. De små blå tingester der sad fastmonteret på messingfarvede "pinde" på bundkortet indikerede noget. Jeg prøvede at gange sammen og pludselig åbnede der sig en verden for mig.
Jeg sad og regnede frem og tilbage, kiggede lidt på de forskellige ting og nåede frem til, at jeg havde fat i et eller andet her.
En hurtig spørge i gude-butikken dengang: Randers Computer Center (i Hobro) ansporede mig til at følge op på dette.
Jeg prøvede at flytte den ene af de blå "jumpers". Og tændte op. Og pludselig stod der ikke "200MHz" men "233MHz". Man er jo ikke dum og går lidt videre.
Der skete ikke rigtig noget. Jeg erhvervede mig lidt info og fandt ud af, at hurtigere CPU'en (dem som var hurtigere på daværende tidspunkt) kørte med en lidt større "Vcore". Hva' dælen det så end var. Jeg fattede lommelygte og gik på opdagelse på mit bundkort. Og ganske rigtigt. Der var nogle jumpers og tabeller der fortalte noget om "CPU Voltage".
Jeg prøvede at sætte den til en lidt højere værdi og lortet startede op ved 250MHz.
Det er sgu godt nok det her tænkte jeg. 50MHz var jo alligevel en forøgelse på godt og vel 25%.
Tiden gik og jeg vidste faktisk ikke, at det jeg lige havde præsteret hed overclocking. For mig var det ligegyldigt da computeren kørte hurtigere (lidt) osv. osv.
Så en dag skulle jeg lige ordne noget "bagved" computeren. En nyindkøbt mikrofon skulle sættes i. Men da jeg ikke kunne se noget i mørket bag computeren ( i dag kan man jo det hele i mørke og med lukkede øjne ) hev jeg den lidt længere frem på bordet. Jeg kunne stadig ikke se det lille røde stik, så jeg hev den lidt længere frem over bordkanten. Stadigvæk var jeg i tvivl. Jeg afmonterede de ledninger der "strammede" så jeg kunne hive computeren lidt længere ud.
Jeg kunne ikke se noget for en anden ledning, så den hånd jeg hidtil havde brugt til at holde computeren med blev lige brugt til at holde den anden ledning væk mens jeg styrede mikrofonstikket ned til lydkortet... SKRALD!
Min fine fine computer lå på gulvet, og nej. Lortet ville ikke starte op.... RØV! :(
Det kørte som fint nok, men alligevel hakkede "Half-Life" lidt i 640x480 i software. Voodoo II havde været på markedet i et stykke tid nu, og tiden var da også inde til en opgradering.
Nu var der bare lige det problem, at med det layout mit bundkort havde sad CPU'en i vejen. Den sad "ved siden" af PCI-soklerne, men Voodoo II kortet var for langt til at kunne sidde der ellers.
Så der blev købt et nyt bundkort. DFI SuperSocket7 med AGP og 100MHz "officiel" FSB-support (velvidende at mit gamle bundkort også kunne køre 100MHz på FSB'en, mens dette kunne køre 133MHz!).
Maskinen blev samlet og stod til højre for mig på bordet, uden skjoldet over sig.
En sen aftentime fik jeg den geniale idé (mens maskinen stod tændt) at prøve at fyre en paintball-kugle ned i en helt frisk 1½Liters Coca-Cola. På skrivebordet.
Så tænkt, så gjort. Og det stod lodret op i lufet med Cola. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, så i panik fik jeg den geniale idé at lægge hånden over strålen.
Dvs. at strålen nu ændrede karakter fra at stå i én søjle vertikalt, sprayede ALT med cola i en horisontal position. Havde jeg ikke lagt hånden over var min computer ikke blevet tilsølet med Cola, mit keyboard, mus, mig skærm og jeg selv...
Fuck fuck fuck!
Men jeg kom over det og skulle have gjort det rent. Enhver der kender til "Cola-problematikken" ved, at har man haft et udslip, så skal der rengøres grundigt. Så sagt, så gjort. Jeg pillede al hardware ud af kabinettet og lagde det på bordet. Mens jeg rengjorde kabinettet samlede jeg computeren på skrivebordet så den bare lå der blottet.
Jeg købte mig i mellemtiden en AMD K6-II 400MHz som blev monteret og min old-trusty 200MHz MMX'er blev parkeret i skuffen.
Som sædvanlig fik jeg aldrig rigtig taget mig sammen til at puttet tingene ind i kabinettet med det samme, og (igen) en sen aftentime tænkte jeg: "Gad vide hvor længe min AMD kan køre uden køler?"
... dum idé. MEGET dum idé.
Jeg afmonterede køleren mens maskinen stod og kørte indtroen til Half-Life.
Røv! En tynd lille søjle af en fed-ildelugtende hvid røg stod op fra CPU'en og computeren valgte at gå ud.
... ok, det kunne den ikke holde til.
Jeg købte en ny (og de kostede vel ca. kr. 5-600,- dengang) og lavede så samme stunt umiddelbart efter.
Meget dumt!
Tiden gik og jeg købte mig nyere og bedre hardware.
2000: Skildte min computer ad og havde den til at ligge på gulvet
- mens jeg var ved at reparere på den (igen, igen) en sen aftentime. Jeg var... ehm, "lettere påklædt" og skulle lige række ind over computeren. Jeg mistede balancen og greb fat i det første og det bedste... min radiator.
Lad mig sige det sådan: Strøm ind i computer, strøm ind i min *:(*, strøm ud af mig, strøm ind i radiatoren.
Kort sagt. Min diller fik et stød jeg sjældent glemmer :(
Der er mange ting, dumme ting, sjove episoder som man (læs: alle andre end jeg) har kunne grine af til komsammen'er.
Men generelt, så har jeg sjældent dummet mig når det gælder oc. Mærkeligt nok.
Men én ting har jeg lært om hardware, som jeg gladeligt giver videre.
Man skal ikke været pivet med at holde på sin hardware, det er sådan man taber det.
Men man skal aldrig, aldrig nogensinde undervurdere statisk elektricitet. Der er ikke noget værre, eller der bedre tager livet af ens hardware.
Sørg for om end ikke Guds skyld, så jeres egen for at aflade jer inden I piller ved jeres ædlere dele (og jeg snakker stadig om hardware ;) :p).
Men alligeve, griner'n tråd :e
Afbrændt hardware snakker vi ikke om. Jeg er et offer for skæbnen og ikke min egen dumhed ;) :00