... har fulgt med fra sidelinjen, og nu kan jeg altså ikke holde mig længere.
Jeg er vokset op i et hjem, hvor vi ikke rigtigt snakkede så meget om politik, og det var noget som folk havde for sig selv. Så vidt jeg ved, så stemmer min mor, far og søster, noget helt forskelligt fra hinanden, og det samme gælder mig.
Derfor er vores indgangsvinkel, især nu her hvor jeg er blevet ældre, til politik blevet ret anderledes. Mest, fra min side, grundet af at henholdvis min kæreste og min bedste veninde studerer statskundskab/politik og administration.
Mine holdninger er mine egne, og på ingen måde en direkte reflektion af hvad de siger og snakker om.
Men!
Jeg har, i al den tid jeg har været på arbejdsmarkedet (siden jeg var flaskedreng i Alta i 8. klasse), ment at fagforeninger var noget fanden har skabt. Det udspringer sikkert af min egen fars bitre ord om SiD i sin tid. Min mening er mere historisk baseret, og følger her. Under industrialiseringen var folk uorganiserede, snakkede ikke på kryds af fagene, og kendte lidt til hinandens forhold og rettigheder.
Dengang var det relevant med en organisation der kunne tale den "uvidende" arbejders sag, da de ikke var klar over, at de havde ret til bedre forhold. Men i dag lever vi i et socialt net, hvor man virkelig skal være dum og/eller ugidelig for at blive tabt på gulvet. Jeg kan nævne op til flere eksempler på folk, jeg har gået i skole med, som ikke gad noget som helst, og nu betaler prisen.
Ikke fordi de er småtbegavede, men simpelthen fordi de ikke gider noget. De har ikke fulgt med, og må derfor tage til takke med en ringe indkomst, og snakken om luksussen de aldrig får del i.
Nu snakker jeg ikke om fyren bagerst i klassen der var dårlig til at læse, for den person blev en skidegod håndværker, mekaniker, maskinarbejder, skrædder, mor, far eller en anden person, som bidrog til samfundet, gladeligt hæver sin løn og fløjter til og fra arbejde.
De fleste jeg kender, er i fagforeninger af pligt, og i sjældne tilfælde af lyst. Hvorfor (især med tanke på mange mange arbejderes utilfredshed med diverse forlig)? Årsagerne er mange, berettigelserne få. Jeg vil gerne spare de kroner om måneden, fordi jeg føler ikke at jeg får noget for dem. Jow, hvis jeg skulle have et forbrugslån, så ville det altid hjælpe i scoren, hvis man er medlem af en A-kasse... men igen.
Nu har jeg, som mange af mine jævnaldrende, også været ude at arbejde lidt. Og selvom det var udaglært, og lønnen ikke altid passede med de timer jeg lagde i det. Så var jeg skideglad, fordi jeg hver morgen stod op, satte mig ud i golfen og kørte glad på arbejde. Jeg tog hjem med et lille smil på læben, for selvom det havde været en røvdag, så kunne mine kollegaer altid bakke op, og give et klap på skulderen. Så indsatsen bar den resterende løn i sig selv... og jeg var stadig ikke medlem af en fagforening.
Så flyttede jeg arbejde, samme løn, men ikke de samme kollegaer. Her stod lønnen heller ikke mål med timerne, ligesom før, men fordi jeg havde nogle lousy kollegaer, forlod jeg hurtigt det sted. Der var et par enkelte lyspunkter, men resten skulle konstant brokke sig over: Lav løn, dårlige forhold, ringe chef osv. osv. Samme violin og klagesang, dag ud, og dag ind. Til sidst, så stod jeg op en morgen, kiggede mig i spejlet og sagde til mig selv: "Du er der kun pga. lønnen". Så sagde jeg op, fandt mig et andet arbejde, og var meget tilfreds dér. Det var på et nathold på en fabrik, hvor holdningen til arbejdet var meget liberal.
Lønnen var "ok", og jeg skulle ikke klage. Jeg syntes at folkene omkring mig var fine at snakke med, og jeg fik fornemmelsen af at vi kom fint ud af det med hinanden. De gjorde lidt grin med, at jeg ikke fik så meget som dem, netop fordi jeg var ufaglært. Men det gjorde mig ikke så meget, for jeg skulle kun tjene til dagen og vejen.
Omkring samtidig, arbejdede en af mine rigtigt gode venner også på fabrik, andetsteds i landet. De lå nærmest konstant i konflikt med ledelsen om løn, arbejdsforhold, holdt møder om ingenting, bl.a. fordi deres fagforening havde "noget de gerne ville sige til om ledelsen og lønnen". Det gjorde blot, at der var sure miner, hver dag, og folk var aldrig tilfredse.
Nu kommer det sjove. Det arbejde min ven og jeg lavede, svarede rimelig godt til hinanden. Han havde lidt flere timer end jeg, men tjente til gengæld også en rigtig god skilling. En del mere end jeg faktisk. Men som han sagde det, så var de aldrig tilfredse (også selvom de fik mere i timen).
- jeg ser det lidt sådan her:
Det er som sådan ok, at man ikke får den højeste løn. Lønnen afspejler den kvalitet af arbejdet/arbejderen som forventes. Der vil altid være nogle chefer, som vender hver 25 øre, for at presse citronen. Nogle steder er det værre end andre. Men. Jeg vil samtidig også sige, at er man utilfreds med forholdene. Så kan man altid skride et andet sted hen. Man har A L T I D et valg. Den eneste der sætter begrænsningerne, er en selv. På den ene, eller den anden måde. Der er ingen undskyldninger, inden fagter eller sure miner der kan ændre på det. Man kan altid gøre en forskel selv.
Der er, meget sort/hvidt, stort set kun to typer mennesker her i Verden. Der er pacifisten, som er den mest positive. Den der altid ser glasset som halvt fyldt, og i regelen er glad for det han/hun har, og ikke sætter højere krav end der forventes. Så er det pessimisten. Den som altid ser glasset som havlt tomt, og altid er ked af, at vedkommende ikke fik mere ud af livet.
Men ved du hvad? Det er dig selv der fylder det glas. Så skid da hul i, at manden ved siden af dig sidder og tuder over et halvtomt glas. Vær du glad for det du har. Hvis du ikke er, så finder du bare et mindre glas, og hælder dine forventninger over i. Så ser det pludselig ud af mere, og man er ikke så ked af det.
Jeg har, trods min alder, faktisk været lidt omkring. Jeg kan godt lide at lytte til mennesker, høre deres historier, og reflektere over det. Pt. studerer jeg matemtik her i Århus. Og det er sgu svært at få SU'en til at falde på plads.
Der er husleje, telefon, internet, mad + vedligeholdelse, forsikringer, tøj, bøger (det kan nemt være en hel måneds SU der forsvinder dér) og en helvedes masser af andre ting der lige skal passe ind. Og det er svært, med den ordinære SU (som ikke rigtig har fulgt resten af økonomien i landet). Så jeg har valgt at arbejde ved siden af, som mange af mine venner også har valgt at gøre. Og vi gør det ikke udelukkende for at få råd til en bil, dyre middage, ture i byen hver weekend, ny telefon, ny computer og alle de andre luksusting som man går og ønsker sig.
Nej, men skruer forventningerne ned, og er glad for de bukser man har købt. De holder ½ år, computeren kan nok også lige køre endnu et års tid. Festen på fredag er måske ikke så vigtig, så jeg tager en billig-fredag (som jeg altid gør) i kollegiets fredagsbar, hvor øllet kun koster kr. 15,- Så rækker kr. 100,- langt, hvis man ikke har råd til en stor aftensmiddag inden og mavsen er lidt tom.
Anlægget fungerer nu også fint nok. Det der surround kan vente...
Det er rigtigt, jeg bliver lidt misundelig når jeg ser mine håndværkervenner, som af og til besøger mig, komme kørende i en ny Golf eller Alto. Det kan også godt være, at jeg misunder mine forældre, at de lige har købt nyt LCD TV, selvom det ikke var et af de dyreste. Generelt, så savner jeg den luksus jeg havde, mens jeg arbejdede. Men jeg ved, at den må komme senere. Jeg studerer jo ikke i 5 år + 2 år, blot for at ende ud med en grundløn på kr. 20.000,-
... eller gør jeg?
Akademisk uddannede har, når de har rundet pensionsalderen, faktisk (ofte) tjent omkring det samme, som deres venner der gik ud af skolen efter 9. klasse, og gik i gang med at arbejde med det samme.
Jeg kan blive harm, når jeg hører at bistandsklienter (kender en del der har været på bissen) får mere om måneden, end jeg gør i SU. Jeg kan blive rigtig harm, når jeg så ovenikøbet ser, at nogle droppe ud af studiet, fordi økonomien ikke passede. Jeg kan blive rigtig harm, når folk klager over deres løn, især hvis de lige har købt ny bil. Jeg kan blive rigtig harm, især på fagforeninger, der ikke gør andet, end spilde ilten i det område jeg færdes.
Den eneste fagforening jeg nogensinde har været meldt ind i, var IDA, og det var udelukkende pga. en forsikring jeg kunne få meget billigt. Men det har jeg meldt mig ud af igen.
Nu er det sjove faktisk, at jeg var ude ved SHG for nogle dage siden. Hvor der netop stod nogle højrøstede fjolser, som ikke gav mig et umiddelbart godt indtryk. Min kæreste og jeg, valgte at gå ind over græsset, i stedet for at gå langs fortovet ind ad indkørslen, da vi ikke vurderede de mennesker til at gavne hverken hendes eller mit formål den dag.
Jeg synes det er ok, at folk klager over deres løn. Men så må man da for fanden være mand/kvind-folk nok, til at klage selv. Hvis ens chef ikke sætter pris på det arbejde man leverer, så er det jo heldigvis et frit land, hvor man så kan gå et andet sted hen at sælge sin arbejdskraft.
Hvis prisen på ens arbejdskraft er kr. 95,- pr. time, og man ikke er tilfreds. Så burde man stå op en morgen, se sig selv i spejlet og spørge: "Hvad kan jeg gøre for at ændre min situation?".
Jeg havde en god chef, som engang sagde: "Hvis jeg skulle vælge mellem dig, og en anden, hvorfor skulle jeg så vælge dig?" - hans pointe var: Hvor får jeg, som chef, mest arbejde for pengene? Det burde være logik for burhøns, at hvis han, for kr. 95,- i timen kan få den samme arbejdskraft, som hvis han hyrede en til kr. 110,- i timen, så ville en god omgang ælle-bælle hurtigt vise, at man burde nok vælge den billige arbejdskraft.
Hvis så, forholdende eller miljøet er godt, så kan kr. 95,- i timen være mere end nok. Nu var det faktisk sådan, at det ene af de steder jeg var i sin tid, der fik jeg kr. 95,- i timen, som ufaglært. Det er ikke meget, men jeg var nu meget tilfreds. Jeg havde et godt arbejdsmiljø, en god chef, og nogle gode kollegaer. Det ville jeg ikke bytte for kr. 5-10,- ekstra i timen. Den slags kan bare ikke gøres op i penge.
Men, det der til gengæld kan gøres op i penge er, hvilken arbejdskraft og kvalifikationer (nægter at bruge ordet: "kompetencer"), ligger der til grund for den her person. Jeg håber da, at jeg med min 5-7 årige uddannelse, kan score mig en rimelig startløn. Mit mål er, at jeg gerne vil være gymnasielærer. Det indebærer en del arbejde, især mentalt, da det ikke er en dans på roser. Det er hårdt arbejde, som jeg vil sidestille med en god omgang lagerarbejde hos et firma der sælger store tunge ting. Belastningen ligger bare ikke i det fysiske, men i det mentale.
Skal en gymnasielærer og en lagerarbejder så have det samme i løn? Det mener jeg ikke. Men på den anden side, hvis man ser på startlønningerne for en gymnasielærer, så bliver det hurtigt klart for en, at man skal ikke vælge dét erhverv for pengenes skyld.
Hvis man holder det in mente, så bliver man heller ikke så skuffet. Især ikke, når man som færdiguddannet, skal huske: at betale af på sin SU-gæld (det kan der godt gå et par år med), der er lån i huset og bilen, og så skal den lille ny også have mad, tøj. Der er forsikringer, telefonregniner, internet, transport, bøger, film, og nåja. Så skal der også lige være råd til, at man kan hygge sig lidt med en god middag en gang imellem.
Som sælger. Så ligger startlønnen for en ufaglært på omkring kr. 15.000,- før skat, uden fradrag. Dvs. omkring kr. 9.000,- udbetalt. Har man en fornuftig, dog uden at være prangene, lejlighed, så ligger de her i Århus på kr. 4-5.000,- om måneden. Det er rask væk, halvdelen af lønnen. Så skal der betales el, varme, vand, telefon, internet, kr. 1.000,- til mad og andre småting, forsikring osv.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det er svært at leve i luksus som ufaglært, især hvis man er ung. Så er min holdning bare. Få dig en uddannelse, eller find dig i det. Basta. Det er ikke uden grund, at der tilbydes voksenuddannelser. Det er bare med at tage sig sammen, og bevise at ens arbejdskraft er penge værd. Er man uarbejdsdygtig, så er man på statens nåde, og så er det en anden sag.
Men måske virksomhederne kunne tage og vågne lidt op? Der sidder mange ledige rundt omkring i landet, som måske er uarbejdsdygtige på éet område, men sagtens kan varetage end andet område på arbejdsmarkedet. Jeg får mere og mere (især pga. de politiske signaler fra borgen og Bertel Haarder) følelsen af, at jeg skal rende hurtigere og hurtigere.
Men det er fandme svært, når man er studerende. At studere er som et arbejde, dvs. 37-40+ timer om ugen, der er læsning, også efter skole. Så er vi nogle der har et arbejde ved siden af, det er også et par timer om ugen, og før man ved af det. Så er man engageret omkring 60+ af ugens 168 timer. Det er lidt over en tredjedel af tiden. Der skal så også lige være tid til at kæle lidt med kæresten, være sammen med vennerne, familien, og så er alenetid heller ikke så skidt en gang imellem.
Tro mig. Man sidder og tæller timerne.
Jeg har besat omkring 55-60 timer af min uge. Det er ud af 5 arbejdsdage + lørdag. Dvs. 9-10 timer om dagen (!). Det er studie, arbejdet i Aldi og arbejdet på det lokale bibliotek (ulønnet arbejde som lektiehjælper). Jeg vil gerne sove lidt, det er +/- ½ time, omkring 8 timer. Så er vi oppe på 17-18 timer. Så er der 6-7 timer tilbage. De går til: transport til og fra uni, og de daglige indkøb morgenmad, aftensmad + opvask, så er der i hvert fald forsvundet 2-3 timer. Så er der 3-4 timer tilbage, til "alt det andet". Pr. dag.
Alt det andet, vil sige lektielæsning, tid med kæresten, se en film med vennerne eller sågar skimme thg, hwt eller Fotokritik.dk
Jeg møder på uni kl. 8:00, for så vidt muligt, hver morgen. Tager hjem omkring kl. 16:00 eller på arbejde. Det er en 8 timers dag, allerede der. Hvis jeg skal på arbejde, så er det indtil kr. 19:00 (er først hjemme 19:30, tidligst), dvs. en da på 11 timer. Hvis det er som lektiehjælper, så er det omkring 10 timer, da det slutter kl. 17:30.
Jeg har, til min disposition, hver måned til d. 1. omkring kr. 8.000,- (SU + SU lån + løn). Lidt regning frem og tilbage giver altså en bruttoindtægt på omkring de 11.300,- Det dividerer vi med 4, for hver af ugerne, det giver kr. 2.825,- pr uge. Så kan vi igen dividere med de 37 timer man normalt arbejder. Det giver en timeløn på: kr. 76,- i timen.
Hvis vi diverer med 60 timer pr. uge i stedet, så giver det kr. 48,- i timen.
Jeg ved godt, at det ikke er alle studerende der arbejder lige hårdt, men tænk jer om. Det giver omkring det samme, og der skal trods alt en indsats til, for at komme igennem uni.
Så kr. 95,- i timen er ikke nok? Gider I venligst lukke røven i den anden ende, i stedet for at pive? Og folk der bare er til for at belaste (kan hurtigt nævne nogle af de unge fra rydningen af ungdomshuset, samt div. idioter fra en fredag aften efter bowling med læsegruppen) kan gå et vist sted hen. Jeg ville anbefale: arbejde, skole eller fængsel...