Jeg anser ikke mig selv for at være pirat, og jeg går meget ind for, at kunstnere skal have penge for det, de laver. Jeg synes, det er noget svineri, at folk lytter til musik derhjemme, som de ikke vil betale for.
Men det er faktisk lidt svært helt at undgå at være pirat - fx ripper jeg alle mine CD'er over på computeren, hvilket vil sige, at jeg omgår den kopisikring, der er på mange nye albums - og det er faktisk ulovligt.
Og så vil jeg da også gerne indrømme, at jeg nogle gange downloader et album gennem det meget slemme Bittorent, for at finde ud af, om det er noget, jeg vil købe. Hvis jeg kan lide det, køber jeg CD'en - hvis ikke, sletter jeg bare det, jeg har downloadet. Det er selvfølgelig ulovligt, det ved jeg - men der er ikke nogen, der taber penge på det, tværtimod har jeg på den måde faktisk købt flere albums, som jeg ellers ikke ville have købt. Men skulle Antipiratgruppen finde på at sende mig en hilsen på grund af det det, er det helt sikkert, at jeg ikke ville vælge forlig, men tage sagen i retten af princip. Jeg kan nemlig heller ikke lide deres mafia-metoder (og hvis I læser dette, APG, kan I bare komme an 😛 )
Problemet er nok, at pladeselskaberne begynder at se, at de er på vej til at blive overflødige - jeg tror, deres strategi primært er baseret på deres egen frygt. I stedet burde de tænke på en helt ny måde, og tænke i anderledes baner end det traditionelle CD-salg. De nuværende download-butikker fungerer simpelt hen ikke, fordi der er begrænsninger på de filer, man køber - og det er der ikke på dem, man selv ripper eller downloader.
Hvis ikke pladeselskaberne begynder de at tænke anderledes, bliver de virkelig overflødiggjort inden for få år. Det næste skridt er allerede taget af Radiohead, som har indspillet deres seneste album uden om pladeselskaberne, og sat det til salg på nettet, hvor man selv bestemmer, hvad man vil betale, også selvom det er 0£. De har tjent masser af penge på det album, også fordi der ikke er et pladeselskab, der skal have en bid af kagen.
Nu har Radiohead selvfølgelig nemt ved at gøre det, fordi det er et stort band, og de kunne tåle at tabe pengene, hvis eksperimentet blev en fiasko. Men det blev altså en succes, og flere bands er nu begyndt at gøre det samme. Jeg tror altså, det bliver endnu større i fremtiden - og hvis pladeselskaberne ikke kan acceptere det, og hoppe med på vognen, kan de lige så godt lægge sig til at dø med det samme...