-> #67
Det vil jeg til gengæld godt erklære mig enig med dig i. Jeg kender (desværre) alt for mange overvægtige som er trætte af deres fedme, men ikke "orker" at gøre noget ved det. Uhh, jeg har ondt i knæene. Uhh, jeg kan ikke passe mine XXXL bukser. Eller; Uhh, min mave hænger ud over bæltet.
Jamen, hva' så med at gøre noget ved det?!
-> Generelt
Der er ingen der siger at det er nemt at være overvægtig/fed/what-ever, men det hele starter et sted, og første post på ruten er altså motion. Det kan gøre så uendelig meget, at man bare gider at røre sig. Men nææh nej. Hellere hjem og ligge på sofaen med en pose chips og have ondt af sig selv.
Jeg har ikke noget imod fede mennesker. Langt fra. Jeg kender en del som er fede, men som samtidig er nogle herlige glade mennesker, som ikke er generet af deres overvægt. Så er det ok. Men dem der piver over det, uden at gøre noget ved det, er gode kandidater til en "Dorit". Det kan simpelthen pisse mig af, at man skal sidde og føle sympati for dem, når de ikke selv gider at gøre noget for det.
Der er dem, som kæmper en kamp for at komme ned i vægt, men vi snakker altså også flere års dårlige vaner der skal modarbejdes. Har man været overvægtig i 10 år, så tager det sgu også omkring 10 år at opnå balancen igen. Jeg synes det er synd hvis man kører på børn der har lidt hvalpefedt, og man straks begynder at tænke "stakkel", for så starter spiralen. Jeg har interesseret mig for computer siden starten af puberteten, men selvom jeg sad ved computeren det meste af dagen, så giver det en del med en cykeltur på en halv times tid.
... en halv time, damer og herrer. Det er alt hvad det kræver. Bare man gider at røre sig. Det er de små ting. Tag trappen i stedet for elevatoren. Gå ned til Fakta i stedet for at tage bilen/bussen. Cykel i skole/på arbejde, når alt kommer til alt. Så er det de små ting der skal op at køre.
Man kan ikke ændre sit stofskifte, men man kan ændre sine vaner. Tager man meget let på i vægt/fedme, jamen, så kræver det til gengæld en tilsvarende mængde arbejde oveni. Som jeg skrev længere oppe, så er jeg så priviligeret, at jeg hører til dem der ikke rigtigt tager på i vægt. Dem der har mødt mig IRL vil nok kunne sige ja til, at jeg har en mave, men jeg ikke er decideret "fed". Og det er i orden med mig. Det har jeg det ikke skidt med.
Men jeg kan til gengæld mærke forskel om jeg har siddet stille i en periode eller om jeg har været nogenlunde aktiv. Især eksamenstiden kan være svær (på matematik har vi eksamen fire gange om året, så det handler om at holde sig selv til ilden), da man ofte sidder stille hele dagen og ikke laver det store. Når det hele går lidt surt og jeg ikke rigtig føler jeg får noget ud af læsningen, ville en lille cykeltur være alletiders.
... nu er jeg til gengæld blevet så doven med tiden, at jeg ikke rigtigt længere tager den cykeltur. Men bare at man rejser sig op og går lidt rundt i omkring 5 minutter kan altså gøre en del. Gør man det, bare 6 gange på en dag, jamen, så har man rørt sig i omkring 30 minutter. Det er de små ting.
En alletiders måde at komme i gang på er, at starte med at tage løbetøjet på, stå og hoppe lidt og ellers løbe så længe man kan. Start ved hoveddøren, spæn af sted, og når man går surt i det, så går man bare hjem igen. Hvis man har en rute man sætter som fast mål vil man pludseligt en dag opdage, at man faktisk kan løbe hele ruten. Og når man starter ud med at spurte af sted og gå hjem, så føles det ikke som et nederlag. Men den dag man løber hele ruten (og jeg siger ikke at det skal være en tur omkring Brabandsøen - 13 km) får man en rigtig god succesoplevelse.
Det kan evt. fejres med en burger. For når man kommer så langt, så betyder det ikke så meget hvad man spiser. Når vi snakker performance-idræt, så er det straks en anden sag. Men når det bare handler om at røre sig, så betyder det ikke det store hvad man spiser. Kroppen siger selv til, når chips, cola og smøgere ikke rigtigt hjælper længere.
... er det ikke fantastisk?! 🙂
-> #68
Det samme her. Jeg måtte desværre stoppe pga. mine led, hvilket gør det til en kamp at komme i gang, da det gør ondt som ind i pokker. Men det hjælper på det. Min vægt ændrer sig meget lidt (jeg vejer stadig over 90 kg, og jeg er kun 1.70), men jeg kan se at min fysiske figur ændrer sig lidt.
Jeg har sat det mål, at jeg skal være Will-Smith #2 (i f.eks. "I am Legend"), hvilket svarer lidt til hvordan jeg så ud for nu 8 år siden. Så i omkring 8 år, har jeg ikke dyrket hård idræt. Jeg cyklede, løb, styrketrænede (Triathlon og atletik; 100 m, 400 m og spyd) stort set hver dag, indtil en dag hvor jeg gik til lægen og sagde: "Det er begyndt at gøre ondt". Han sagde: "Hvis du vil tage imod et godt råd, så stop nu og bevar evnen til at gå selv indtil du bliver 18". Fuck jeg var spooked, men så fik jeg til gengæld tid til en masse andre hobbies; film, musik, foto og især computer.
Det er først inden for de seneste 3-4 år jeg er begyndt at ændre fysik. Men jeg er nu nede i at kunne passe mine 2.g bukser (lang historie, no need to ask 😀) og satser på at holde mit mål. Da jeg startede i 10. klasse (idrætsorienteret) startede jeg på 83 kg og tog omkring 5-6 kg på. Det stod stille indtil jeg tabte mig lidt og røg så "pludselig" op over 90 kg... sjovt nok omkring 2.g og da jeg fik kørekort. Så man kan sige at jeg gik fra fitnisse til fedtnisse 🤣 😛
Men, det handler bare om at hænge i og ikke sætte sig for store mål man ikke kan indfri. Så bliver man ikke skuffet, men kun positivt overrasket den dag man rent faktisk overgår sig selv. Det er nok en af de bedste succesoplevelser folk burde unde sig selv :yes:
Skål til dig også! Der er jo trods alt fredagsbar i dag 😀