Mange brugere af ZoneAlarm har sikkert oplevet at deres netforbindelse røg sig en tur efter installationen af seneste Windows opdateringer.
I kølvandet på udsendelsen af Microsofts seneste opdatering, der blandt andet har fixet en række kritiske sikkerhedshuller, er der opstået nye problemer.
I flere fora på nettet er der rapporteret om problemer med den meget populære personlige firewall
ZoneAlarm, efter Microsofts opdateringer er installeret. I ZoneAlarms eget fora opfordres brugerne direkte til at afinstallere Microsoftopdateringen KB951748 til der er kommet yderlig information om, hvad problemet er.
Ifølge flere indlæg kommer der en advarsel fra ZoneAlarm hver gang nettet tilgås, men denne tilstand kan dog fjernes, hvis man sænker sikkerhedsniveauet i indstillingerne fra høj til mellem, lyder anbefalingen i flere tråde om problemet.
ZoneAlarm oplyser, at de arbejder på at løse problemet.